Livet efter døden


0Likes
0Kommentarer
647Visninger
AA

1. Drejningen et vanskab kan tage

Han så på hende og smilede. Han smilede, men det var ikke et rigtigt smil. Det var et skræmmende smil, der på enhver måde udstrålede en fare, hvis lige hun aldrig havde set.

Han havde kulsorte øjne, der så endnu mørkere ud sammen med hans blege hud, der næsten var helt hvid. Smerten i hendes brystkasse kunne ikke sammenlignes med noget, hun før havde følt. Hendes smertes skrig var ved at miste styrken, selvom hun prøvede at holde liv i dem, så godt hun kunne. Kniven, der stak ud af hendes brystkasse, var langsomt ved at trække livet ud af hende, og det ville snart være for sent at redde hende. Hun så på sin bedste ven, der sad overfor hende. Han smilede stadig på samme måde til hende. I hans øjne kunne man ikke tage fejl af hadet, men det havde hun gjort. Det havde hun gjort lige fra begyndelsen. Hun havde troet, han holdt af hende, at han elskede hende, men selvfølgelig gjorde han ikke det. Han hadede hende, og det havde han gjort fra starten. Hun havde kendt ham i 14 år nu, næsten hele sit liv. Hun havde kendt ham siden den første dag i børnehaven, da hun var 3. Han var et år ældre end hende, og havde derfor altid gået en klasse over hende. Hun havde set ham hver dag de sidste 5 år, og hun havde aldrig kunnet se hadet i hans øjne. Men nu stod det pludselig klart. Hun havde altid set op til ham, altid idoliseret ham, og det her var straffen for ikke at have set godt nok efter i hans øjne. Hun havde altid taget det som en selvfølge, at han holdt ligeså meget af hende, som hun holdt af ham. Hun var sikker på, at en snert af det had, hun så nu, altid var i hans øjne, når han så på hende, men hun havde aldrig set det. Han smilede større, så hun kunne se hans tænder. Hun havde aldrig lagt mærke til, at de var så spidse, men nu så hun ham pludseligt i et helt nyt lys. Han drejede kniven langsomt rundt i hendes brystkasse, og blodet løb ned af hendes krop og ud over hans arm og dryppede ned på gulvet, en dråbe ad gangen. Hun var stoppet med at skrige, men vred sig stadig, for at prøve at komme fri. Det var måske dumt, for det ville bare gøre såret i hendes brystkasse større, når kniven ikke fulgte hendes bevægelser. Da det begyndte at sortne for hendes blik, var hun allerede følelsesløs i det meste af kroppen. Hun lå allerede på gulvet, men nu var hendes krop blevet slap. Hun havde stadig en slem smerte i brystkassen, men det var det eneste hun kunne mærke, inden alt blev sort. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...