En rejse gennem kunstens verden

Jeg har valgt at skrive en novelle, der udtrykker min begejstring for kunst, og derfor handler om kunst i det hele taget. Jeg går ud fra berømte kunstnere, som f.eks. Edvard Munch og Leonardo da Vinci. Jeg går hovedsageligt ud fra Edvard Munchs maleri, Stjernenatt, og Leonardo da Vincis maleri, Skt. Hieronymus.

0Likes
0Kommentarer
677Visninger
AA

1. En rejse gennem kunstens verden

Jeg sad på toppen af en sneklædt bakke og så op på himlen, der var fyldt med stjerner. Jeg sad med benene trukket op under mig, jeg havde armene om dem og nakken bøjet bagover, så jeg kunne kigge direkte op på himlen. Selvom der var lyst omkring mig, kunne jeg sagtens se stjernerne. Jeg havde altid holdt af at sidde og se på stjerne, og selvom det var vinter nu, kunne jeg have siddet herude i timevis, hvis ikke jeg havde hørt sneen knase bag mig.

Jeg havde ofte siddet herude om natten, og jeg havde ofte tabt fornemmelsen af tiden. Før det var gået op for mig, at klokken overhovedet var blevet over midnat, begyndte solen at stå op, ligesom den gjorde nu.

Skridtene bag mig, som havde været årsagen til sneens knasen, var stoppet bag mig, og selvom jeg tænkte på alt andet end personen, der nu stod bag mig, var jeg bevidst om ham. Jeg vidste hvordan han stod med nakken bøjet bagover og armene over kors. Han kiggede på himlen, ligesom jeg, men i modsætning til mig, så han ikke skønheden. Han så solen, der var ved at stå op. Han tænkte på tiden, og på, hvor længe jeg havde siddet her. Han ville snart bede mig gå indenfor. Men han ville vente et par minutter. Han vidste hvor meget jeg holdt af stjernerne de sidste par minutter før solen stod op, så han ville vente lidt.

Nu stod han og så på træet, der stod et par meter fra os. Jeg kiggede stadig på stjernerne, længtes allerede efter deres skønhed. De var langsomt ved at forsvinde, og så ville han få mig til at gå indenfor. Jeg fik ofte lov til at sidde herude til solopgang, men det var ved at blive sjældnere og sjældnere. Jeg sov ofte til midt på eftermiddagen, så det var ikke et problem at være herude. Heller ikke for de andre, der boede i samme bygning som jeg.

De havde efterhånden vænnet sig til at høre mig gå i seng omkring klokken 5, og nogle kunne endda sove fra det, selvom jeg ofte var højrøstet, fordi jeg skulle i bad og have tørret hår, inden jeg gik i seng. Ellers kunne jeg ikke sove.

Jeg havde en rutine, og den var jeg nødt til at holde fast i. Siden jeg kom hertil havde jeg oparbejdet en rutine, som jeg prøvede nogenlunde at holde fast i. Selvom det selvfølgelig kunne være svært nogle gange, så der var nødt til at være små undtagelser, men det kunne jeg godt klare.

Nu var solen stået op, og stjernerne var forsvundet, og sammen med dem deres skønhed. Han lagde sin hånd på min skulder, som han plejede. Jeg vidste, han stod bøjet forover for at kunne nå ned til mig, men jeg så ikke på ham. Jeg vidste alt det her, fordi det var min rutine. Jeg kendte ham. Jeg vidste hvordan han tænkte, hvor han kiggede hen og hvordan alting ville foregå om lidt. Han ville tvinge mig med indenfor, hvis jeg ikke fulgte frivilligt med, og det hadede jeg, når han gjorde.

De fleste morgener ville jeg blive siddende, og endte med at blive trukket skrigende ind på mit værelse, men denne morgen ville jeg følge med. Jeg ville lade ham tage fat i min arm om lidt, og trække mig på benene, og jeg ville følge med ham, når han fulgte mig ind på mit værelse uden at give slip på min arm.

Vi sagde aldrig et ord til hinanden under denne proces, men denne morgen ville jeg sige godnat til ham. Han måtte forstå, at han var tæt på at blive min ven, ikke en god ven, men en ven trods alt. Jeg havde talt med ham et par gange lige når jeg var stået op, og jeg følte at jeg kendte ham godt nok til at kalde ham min ven.

Nu tog han fat i min arm og begyndte blidt at trække mig på benene. Jeg så ikke på ham, da jeg lod ham trække mig på benene, så stadig på himlen, hvor solen havde udvisket ethvert spor af stjernerne og månen. Hans greb om min arm løsnedes et kort øjeblik af overraskelse over hvor nemt det var, at få mig med i dag, men grebet strammedes hurtigt igen. Det ville ikke være første gang, jeg havde prøvet at stikke af, hvis det var det jeg ville.

Han begyndte langsomt at gå, afventede min reaktion. Nogle morgener fulgte jeg frivilligt med, men andre morgener gjorde jeg modstand. Han trak blidt i min arm og jeg så endelig på ham.

Han havde ikke sine solbriller på her til morgen, så jeg kunne se hans isblå øjne, der stod så godt til hans kulsorte hår. Han havde poser under øjnene, og man kunne tydeligt se han var træt. Jeg vidste at han skulle op senest klokken 4:00 hver morgen for at være sikker på, at jeg gik i seng, og han kunne ikke tage hjem før klokken 23:15 om aftenen, når de fleste andre var gået i seng. Jeg havde ondt af ham for at skulle så tidligt op, for jeg vidste, at han ikke kunne sove igen.

Her til morgen var han iført den blå striktrøje, jeg så godt kunne lide, og over den sin sorte jakke. Han havde et par sorte bukser på, der lå i folder om hans ankler og han havde sine sorte hyttesko på til.

Han trak blidt i mig igen, og jeg begyndte at følge med ham. Han havde fat under min arm, så jeg ikke kunne stikke af. Han smilede til mig. Jeg smilede ikke igen, jeg så bare væk fra ham. Jeg så ned i jorden som jeg plejede, når vi gik indenfor.

Vi gik i stilhed over den snedækkede græsplæne og jeg vidste, at han så på mig. Han vidste, han var nødt til at holde øje med mig, fordi han havde fået nøje instruktioner om hvad der ville ske, hvis han ikke gjorde det. Nogle morgener, de morgener, hvor jeg blev slæbt skrigende i seng af ham, hadede jeg ham. De morgener hadede jeg ham mere, end noget andet jeg kunne huske. Jeg kunne flå i ham, skrige, slå og sparke ham, og han havde aldrig hadet mig. Ikke ét sekund. Det kunne jeg se, når jeg så ind i hans dybe, isblå øjne.

Da vi omsider nåede døren, åbnede han den og skubbede mig blidt indenfor foran ham. Jeg stod et øjeblik og så ned ad gangen, mens jeg ventede på at han skulle lukke og låse døren bag os. De andre stod ikke op før om en times tid, men han var altid nødt til at møde ind nu, så de alle sammen var klar til det.

Væggene var hvide og linoleumsgulvet var hvidt. Der hang kun enkelte malerier på væggene, og de fleste var i blå farver. Der var enkelte i grønne, fordi grøn er håbets farve. Der var ingen vinduer, men der var to glasdøre ud til parkeringspladsen midt på gangen, og lige overfor glasdørene, på den anden side af gangen, var der en reception, hvor der i dagtimerne sad en ældre kvinde med skæve briller og gråt hår og tog imod besøgende. Jeg havde kun snakket med hende få gange i starten, da jeg lige var kommet hertil, og ikke kunne finde rundt. Hun virkede altid lidt for venlig og hendes smil var altid lidt for stort, lidt for muntert og lidt for falskt, så jeg brød mig ikke om at tale med hende.

Jeg havde ikke lagt mærke til at han havde lukket og låst døren bag os, før han trak blidt i min arm igen. Jeg så kort på ham og fulgte med ham, da han begyndte at gå hen mod elevatoren. Om morgenen virkede han altid træt, og selvom han prøvede at lade være, slæbte hans fødder altid lidt hen ad jorden, når han gik.

Vores skridt på linoleumsgulvet var det eneste man kunne høre på de tomme gange. Han trykkede på pilen opad til elevatoren, da vi nåede derhen, og vi stod et par øjeblikke og ventede, uden han havde sluppet min arm. Jeg stod og kiggede ned i gulvet, mens min arm hang ned langs siden i en akavet stilling, fordi han holdt fast i den. Da elevatoren nåede ned til stueetagen, hvor vi stod og havde åbnet dørene, gik vi ind i den. Der var spejlglas på alle tre væge, selvom det ikke gik helt hen til døren i højre side, hvor knapperne var. Han trykkede på knappen til 3. sal, og dørene lukkede sig.

Jeg så ind i spejlet og så spejlingerne af os fortsætte ud i det uendelige. Han havde sluppet min arm, da jeg ikke kunne slippe ud af elevatoren. Han fulgte mig hen til døren til min stue, da elevatoren var nået til 3. sal, og vi var gået ud. Han havde taget fat i min arm ved 2. sal, som han plejede.

Jeg åbnede døren, da vi nåede derhen, men vendte mig så mod ham og så ham i øjnene. ”Godnat, Evan,” sagde jeg og vendte mig om uden at give ham tid til at svare.

Jeg gik indenfor og lukkede døren, mens han stadig stod der, og natten på afdelingen for retspsykiatri på Sct. Hans Hospital kunne begynde for mig, mens resten af verden begyndte at stå op. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...