Moonlight...JDB

Gider ikke skrive hvad den handler om xD bare læs den.

2Likes
30Kommentarer
925Visninger

2. Månen

Kun når mørket falder ned over en. Kun når man er alene. Kun når man mangler en. Kun når blæsten tager fat i ens hår og leger med det. Kun når himlen bliver lys op. Kun om natten. Kun når stjerner omringer den. Jeg kunne blive ved med at se på månen. Men den forsvinder. Den går ned, og bliver skiftet ud med en stor varm gul ting. Den som alle elsker. Solen. Men hvad er der smukt ved den? Hvordan gør den himlen smuk? Månen lyser himlen op, og gør himlen til sin helt egen. Men solen. Den er der selv når der er koldt. Den er der hele tiden. Den er så kedelig. Den før intet ved mig. Den gør ikke nogen lykkelige. Men når månen lyser himlen op, sker der de mest vidunderlige ting.

 

Jeg sad her igen. Jeg kiggede op på den smukke måne. Lidt længere væk lå et kærestepar. De lå helt tæt og nød udsigten over himmelen. Jeg smilede stille for mig selv. Jeg elskede månen. Jeg forstår ikke folk der elsker solen. Den gør intet smukt. Den for en til at svede. Så man lugter og ingen gider være hos en. Den irritere en om vinteren ved at være der, uden at varme ens krop. Jeg sank sammen på sandet. Jeg lænede mit hoved mod en sten. Der var ikke nogen der vidste jeg var her. Mine plejeforældre sov, så de vidste intet om at jeg var gået ud i mørket. Vinden kærtegnede min kind. Jeg lukkede min jakke og trak mig mere sammen, for at få varmen. Mørket lavede skikkelser. Træenes grene blev store i deres skygge. De blev til små monster med deres blade. Men det gjorde mig kun mere tryg. Mie øjenlåg blev tunge, men jeg lukkede dem ikke ned iver mine øjne. Mine tanker fløj af sted. Jeg skulle giftes. Snart. Jeg smilede ved tanken, nu var jeg endelig blevet en 'dame'. Jeg var opvokset i en muslim familie, så jeg var også selv muslim. Min kommende mand var min fætter. Han hed Yannik. Jeg glæde mig til mit bryllup. Jeg følte mig så voksen når jeg tænkte 'mit bryllup'. Min mørke hud, og mit mørke tørklæde gjorde mig næsten usynlig i mørket. Jeg måtte ikke være sammen med andre drenge, før jeg var gift. Det var en regel mine plejeforældre havde lavet. Men jeg havde ikke noget imod reglen. Hvem skulle jeg være sammen med? Jeg var ikke sammen med specialt mange drenge. Ud over Yannik self. Uden jeg havde lagt mærke til det, var mine øjenlåg gledet i. Jeg slog hurtigt mine øjne op. Jeg skulle ikke sove her. Så ville mine forældre gennemskue mig. "Fryser du?" Jeg fik et chok, da en stemme snakkede til mig. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at jeg krummede mig mere sammen, før personen sagde det. "Ikke så meget..." Hviskede jeg, og en sky kom ud af min mund. Personen satte sig ned ved siden af mig. Det var en dreng. Jeg skulle til at rejse mig, da han tog fat i min hånd og holdte mig nede. "Jeg skal hjem nu." Fik jeg fremstammet. "Jeg gør dig ikke noget." Sagde han, med en blid stemme. Jeg kunne ikke se hans udseende på grund af mørket. Men jeg kunne skimte hans øjne. De var for mørke til at jeg kunne se, om han var ked af det eller glad. Hans øjne måtte være brune, eller noget i den stil. Siden jeg ikke kunne se dem så godt. Man skulle tro mine øjne havde vænnet sig til mørket, når jeg havde ligget her i mørket i ca. en time. Men fordi jeg havde ligget og set op på den skinnende måne, havde jeg ikke vænnet mig til mørket. Jeg rystede på hoved. "Jeg bliver nødt til at gå!" Sagde jeg en smule højere. Kæresteparret der lå lidt længere væk, kiggede over på os. "Vil du ikke nok blive lidt længere?" Spurgte han. "Du kender mig ikke!" Sagde jeg hårdt. En blizt kom fra mørket. Jeg vred mig fri fra hans greb. Han virkede ikke til at blive generet af blitzen. Jeg løb væk fra ham. Had lavede han? Hvad regnede han mig for? Jeg skulle giftes, også kommer han. Og han har kamara med! Han kunne jo ikke vide jeg skulle giftes. Men jeg vil da ikke have taget billeder! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...