Et (en) snefnug (JDB)

April er en pige på 16 år, der tegner sine oplevelser. Hun kan bedre tegne end at snakke om sine problemer. Hver en tegning hun tegner, giver hende flashback, og sådan finder man ud af hvad, hun har været igennem.

4Likes
48Kommentarer
1341Visninger
AA

5. En masse gråd.

Jeg vidste at jeg ikke ville kunne tegne min sorg. Sorgen var for stor og den ville aldrig være mulig at tegne. Heller ingen ord kunne beskrive den sorg jeg gik med. Aldrig ville jeg glemme det skrig jeg havde hørt. Det hele var bare gået i kaos det år. Hvordan kan så mange dårlige ting ske på ét år? Jeg sukkede og lukkede mine øjne. Når jeg lukkede mine øjne kom det helt rigtige billed som regel frem i mit hoved og klar til at blive tegnet på et blankt papir.

 

Jeg havde ikke turde se Vanessa efter hun var blevet kørt ned. Men jeg havde ringet 911. Hun var blevet hentet, uden jeg havde skænket hende et eneste blik. Det var ikke for at være uhøflig eller kold mod hende. Det var fordi, jeg elskede hende som min bedste veninde. Jeg kunne ikke klare synet af hende ligge bevidstløs på en vej. Hun var den eneste ven jeg havde. Hvis ikke hun overlevede det her, ville jeg være ensom resten af mit liv. Men selvfølgelig ville hun overleve! Hun var en stærk pige, hun klagede ikke over et brækket næse eller en fodstueret finger. Men det her var måske noget lidt andet? Hvad var det jeg tænkte på? Vanessa ville lige meget hvad overleve det her! Jeg ringede til mine forældre. Jeg kunne ikke komme hjem og sige det til dem. Det kunne jeg bare ikke. Men da jeg hørte min mors blide stemme, kunne jeg ikke andet en at bryde sammen. "Jamen lille skat dog, hvad er der sket?" Jeg svarede hende ikke, men grad bare videre. Jeg kunne ikke få et ord frem, det var som om der var et tykt reb var rundt om min hals, og ligeså snart jeg ville sige et ord, strammede rebbet til og jeg kunne ikke sige andet end hulke lyde. Min mor lagde på. Hun sagde hun ville hente mig i parken. Jeg ville sige til hende hvor jeg var. Men rebbet blev ved med at stramme om min hals. Der gik 15 minutter, hvor jeg bare sad og græd. Endelig kom min mors bil til syne. Hun parkeret bilen og kiggede bekymret på mig. "Hvad er der sket?" Hun strøg forsigtigt en hånd igennem mit hår, mens tårerne stadig strømmede ned at min kinder."Vanessa." Var det eneste jeg kunne sige. Hun kiggede endnu mere bekymret på mig. "Hvor er hun nu?" Spurgte hun stille, mens hun nussede min ryg. "Hospitalet." Det var som om, at jeg kun kunne sige ét ord. Hun fik hjulpet mig op at stå i en fart. Jeg fik sat mig ind i bilen. Hun startede Bilen. Nu gik turen til Hospitalet.

 

Tårerne bande sig lydløst ned af mine kinder. Hvordan kunne ét enkel menneske ødelægge et helt liv for to? Ham der havde kørt hende ned var en spritbilist. Jeg hadede ham virkelig. Han havde ødelægt alt! Jeg håbede virkelig han havde dårlig samvittighed nu. Ellers skulle jeg personligt sørge for han fik! Tegningen jeg havde tegnet, var meget utydelig på grund af alle mine tåre. Den forstillede mig der sad på en kantsten. Tårerne løb ned af mine kinder. Længere væk kunne man se en spritbilist i en bil. Han kørte lidt skævt. Kiggede man rigtig godt efter kunne man svagt se en skygge, med en øl i hånden. Jeg havde ikke tegnet Vanessa, da jeg jo ikke så hende, da hun var blevet kørt ned. Jeg så hende først en dag efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...