Love me...JDB 6

Julie har sagt til Justin at Isabella er død. Og til Isabella har hun sagt at Justin er død. Vil Julie nu for sit ønske opfyldt? Vil hende og Justin blive gift? Eller vil Isabella og Justin fatte mistanke? Vil de måske støde ind i hinanden en dag? Hvad vælger man at gøre når man tror at den person man elsker aller mest, er død?

8Likes
7Kommentarer
2482Visninger
AA

15. Et ord, en sætning, en stemme.

EMILIE'S SYNSVINKEL

 

Jeg gik lidt rundt i cirkler inde i stuen. Jeg ville ikke kunne klare at se Isabella død. Men jeg ville heller ikke kunne klare at hun skulle vågne alene. For hun vågnede self. Jeg stoppede op midt i stuen. Hvad havde jeg gang i? Hvorfor tænkte jeg overhoved over det? Hvorfor var jeg ikke på vej mod hospitalet nu? Hvorfor havde jeg ikke været hos hende i pver en uge? Hvad var jeg for en veninde? Jeg kom hurtigt i overtøjet og skyndte mig over til min bil. Ikke den bedste bil. Ikke den dyreste bil. Men en god bil. Jeg trådte speederen i bund, og kørte over mod hospitalet.

 

ISABELLA'S SYNSVINKEL

 

"... Er... Dig." Stemmen var kun som en fjern mumlen. Men jeg syntes at have fået bedre styr på ordene. Jeg syntes jeg kunne mærke hvornår og hvor personen rørte mig. Som regl holdte personen min hånd. Men når mørket faldt over mine lukkede øjne, blev personen slap og personens hånd gled ud af min. "... Er... dig." Jeg ville ønske jeg kunne give et tegn på liv. Et smil, en tåre, en bevægelse. Bare ét eller andet. Men jeg kunne intet. Jeg ville ønske jeg i det mindste kunne håbe. Men jeg var ikke sikker på om jeg nogensinde ville være i stand til at bevæge mig. Jeg var ikke sikker på om jeg nogensinde ville kunne åbne mine, bly tunge øjnelåg. Jeg var ikke sikker på om jeg nogen sinde, ville se Justin igen. Jeg kunne ikke dø. Jeg kunne ikke leve. Hvad kunne jeg? Hvorfor var jeg her? Hvad var jeg til? Hvad skulle jeg her?

 

JUSTIN'S SYNSVINKEL

 

"Jeg er hos dig." Sagde jeg lavt til hende, i håbet om at hun kunne høre mig. "Jeg er her. Kun for dig." Min stemme var grådet og jeg var ikke sikker på om hun kunne høre mig. Jeg nussede hendes hånd, for at varme den. Den var evig og altid kold. Men det hjalp ikke at nusse den. Den foblev kold. Til gengæld blev min egen hånd kold, som hendes. Jeg tørede en tåre væk, der havde fundet vej ned af min kind. Ikke fodi jeg ikke følte at Isabella var tåre værd. For det var hun. Hun var alt værd. Men fordi, jeg følte det forkert at græde over hende. Når jeg havde en kæreste. Det var sikkert dumt at tænke sådan. Nu havde jeg jo grædt mine øjne ud, dag og nat på grund af hende. Og nu kunne jeg ikke, fordi jeg var kærester med hende, der var skyld i min tåre. Hende der havde dræbt Isabella. Hende der havde fået mig til at tro, at Isabella var død. Min engel. Min prinsesse. Mit alt. Hun havde fået mig til at blive kærester med hende i stedet.Opgive alt håb og elske hende i stedet. Hun var sindsyg. Hun elskede sikekrt kun min berømelse og penge. Hun var sikkert ikke som Isabella. Hun elskede sikkert ikke mig. Men det var svært at sige. Jeg kunne ikke sige det jeg var jo ikke sikker. Jeg kunne ikke beskylde hende, for min usikkerhed. Døren blev sparket op, jeg fik et chok. Og vågnede fra mit dagdrømmeri. "Hvad laver du her?!" Sagde vi overrasket i munden på hinanden. Vi smilede stille. Emilie. Self jeg skulle havde gættet hun ville komme. "Når? Så du blev overbevist om at din kæreste er en heks?" Jeg så lidt ned i gulvet. Jeg slap ikke Isabella's hånd på noget tidspunkt. "Hvadlaver du endelig her?" Spurgte jeg hende venligt om, for at skifte emne. "Besæger min bedste veninde, som minven's kæreste har dræbt." Hun var ikke nær så venlig i stemmen. "Jah... Jeg skulle have lyttet til dig,fra starten." Mumlede jeg. Jeg kiggede væk fra den sure Emilie og så over på Isabella. "Undskyld Isabella! Jeg elsker ikke andre end dig." Hviskede jeg i hendes øre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...