Love me...JDB 6

Julie har sagt til Justin at Isabella er død. Og til Isabella har hun sagt at Justin er død. Vil Julie nu for sit ønske opfyldt? Vil hende og Justin blive gift? Eller vil Isabella og Justin fatte mistanke? Vil de måske støde ind i hinanden en dag? Hvad vælger man at gøre når man tror at den person man elsker aller mest, er død?

8Likes
7Kommentarer
2492Visninger
AA

18. "Du kan godt. Jeg ved du kan!"

JULIE'S SYNSVINKEL

 

I dag. Idag var den dag jeg havde ventet på, i nu 2 uger! Lange og hårde 2 uger. Jeg ventede med et smil. Men mine øjne var fyldt md tåre. Jeg var sindsyg. Jeg skulle undskylde. Caitlin var på vej hjem. Jeg havde bedt hende om at gå. Da jeg gerne ville være alene med Justin. Hun havde været forstålig. "Ses." Caitlin krammede mig farvel. Hun trak sig ud og kiggede bekymret på mig. "Pas på dig selv. Ellers har jeg et ledigt værelse." Så lukkede hun døren. Jeg fuldte hende med øjne, indtil hun forsvandt blandt menneskemængeten. Nu var det nu.  Justin var kun få timer fra, at skulle komme hjem. Hjem til en tårefyldt mig. Hjem til en der ville undskylde. Hjem til en, der var nervøs for at miste ham, når hun havde fortalt ham sandheden. Hvorfor havde jeg også holdt den så længe. Bare han havde vidst det. Det ville sikkert have gjort det nemmere.

 

JUSTIN'S SYNSVINKEL

 

Der var ingen af os der sagde noget. Emilie gad vidst ikke snakke med mig. Jeg ville vel endelig også helst være fri. Isabella lå stadig med lukket øjne. Jeg ville nå at se hende åbne sine smukke blå øjne. Men hvad skulle jeg bruge som undskylding mod Julie? Jeg kunne jo ikke blive i 2 månder til. Plus minus. Det var jo ikke normalt. Med mindre det var noget helt specielt. Men så ville Julie nok få mistanke, når jeg jo ikke tog hende med. Selvom det virkede så umuligt. Havde jeg alligevel følsen af, at Isabella var vågen. Men bare uden tegn på det. Som om hendes krop skreg, for at vise tegn på liv. Men uden held. "Isabella, jeg er her for dig. Du kan godt. Jeg ved du kan! Jeg tror på dig." Tårene gled lydløst ned af mine kinder. Men selvom de faldt lydløst, betød de mere end et ord kan beskrive.

 

ISABELLA'S SYNSVINKEL

 

Jeg blev mere og mere bevist om hvad der skete. Jeg blev bedre og bedre til at forstå. Jeg var ikke alene. Jeg var sammen med to andre. Men hvem kunne jeg ikke sige. Deres stemme minde om hinanden. Jeg kunne stadig ikke høre forskel på stemmerene. De lød alle sammen ens. Nogen gange kom der en mere der ind. Men den person plegede ikke være der særlig længe. Hvis det var den samme person? Stemningen virkede meget nedtrykt og sørelig. Det virkede som om at jeg lå i et mørkt hul, mens tåre dryppede ned på mig. Intet kune nå mig, og jeg kunne ikke nå dem jeg elskede. "Isabella, jeg er her for dig. Du kan godt. Jeg ... Du kan. Jeg ... På dig!" Stemmen virkede ens med de andre.  Tættere på, mere panisk. Måske en smule... Kærlig? Men ellers det samme. Hvem kunne være panisk, hvis jeg lå dødene? Alle dem der holdte af mig, og omvendt. Hvem kunne lyde en smule kærlig? Alle jeg holdte af og omvendt. Hvem kunne finde på at sidde så tæt på mig? Alle der holdte af mig, og alle dem jeg selv holdte af. Det var måske en af mine venner?  Måske Caitlin? Eller Emilie? Det kunne også være Ryan? Eller Chaz? Det kunne måske endda være det var Chris, eller Christopher? Måske var Rosa kommet her hen? Vi var vel stadig venner? Hvorfor kunne jeg ikke bare åbne mine øjne? Hvorfor kunne jeg ikke bare åbne min mund? Hvorfor kunne jeg ikke bare græde øjne ud på mig selv? Hvorfor skulle Justindø,når jeg ikke måtte? Hvorfor skulle jeg og Justin bare ikke være levende på samme tid? Hvorfor kunne jeg ikke bare få svar på mine spørgsmål?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...