Love me...JDB 6

Julie har sagt til Justin at Isabella er død. Og til Isabella har hun sagt at Justin er død. Vil Julie nu for sit ønske opfyldt? Vil hende og Justin blive gift? Eller vil Isabella og Justin fatte mistanke? Vil de måske støde ind i hinanden en dag? Hvad vælger man at gøre når man tror at den person man elsker aller mest, er død?

8Likes
7Kommentarer
2468Visninger
AA

9. Brevet.

EMILIE'S SYNSVINKEL

 

Jeg havdet ledt eter Isabella over alt. Men hun var ikke til at finde. Jeg havdet fået et brev. Men jeg avdet ikke ture at åbne det. Jeg ville gøre det i dag. Jeg vidste god hvem brevet var fra. Isabellla. Andre ville nok have tænkt noget i stil med: Yes! Jeg har fundet hende! Også skynde sig at åbne brevet og læse det. Men sådan var jeg ikke. Jeg havde på fornemmelsen hvad der stod i brevet. Hvis jeg havde ret. Ville jeg få så dårlig samvitighed. Men samtidig blive virkleig vred. Brevet havde ligget fremme på mit bord i 3 dage. Forsigtigt åbnede jeg brevet. Jeg læste det langsomt igennem.

 

Kære Emilie.

Du skal ikke lede efter mig mere. Du har fundet mig nu. Jeg er her. I dit hjerte. Jeg har hele tiden været der. Min far fandt mig, ha tog mig med hjem til ham. Der har jeg boet, mens du forgæves har ledt efter mig. Men nu er det slut. Nu bor jeg ikke mere hos min far. Nu har jeg valgt at komme op til Justin. Jeg kan ikke leve hvis ikke han lever. Jeg er ked af det. Lov mig at du ikke bliver for ked af det. Jeg ved du er stærk nok til at klare det. Nu sidder du sikkert og tænker at jeg kender dig for godt. Siden jeg ved at du ledte efter mig. Men jeg snød vel lidt. Jeg har siddet og kigget på dig ud af mit vindue. Jeg har hele tiden haft lyst til at råbe til dig at jeg var okay. Men det var umuligt. Min far ville opdage mig. Jeg har sneget mig ud. Jeg ungik min far. Han var optaget af en kamp. Så det var en smule letter. Nu skal du aldrig mere lede efter mig. Nu kan du ikke finde mig mere. Det er ikke muligt at finde mig. I live. Du har været en virkleig stor støtte. Men et hvert liv har en ende. Lad nu være med at have dårlig samvitighed over det her. Det er på ingen måde din skyld. Men vil du gøre mig en tjenste? Jeg har, i alt den tid jeg har værethos min far, ledt efter morden bag Justin's mord. Jeg har ikke ture at tænde TV'et på mit værelse. Eller min computer. Jeg var bange for at alle ting handlede om Justin's død. Jeg ønsker ikke at du skal ende på samme måde som jeg. Du skal møde fyren i dit liv. Du skal leve lykkeligt til dine dages ende. Du skal føle dig som en prinsesse. Lov mig det!

Hilsen Isabella.

 

Ville hun ahve at jeg skulle leve lykkeligt videre? Ville hun have at jeg skulle glemme alt om det her? Var hun sindsyg?! Jeg kunne da ikke bare glemme min bedste veninde! Jeg havde kun mere dårlig samvitighed end før. Hvorfor havde jeg ikke sagt til Isabella med det samme at Justin stadig levede? Men jeg var også rasende. Hvorfor havde idiot Julie sagt det?! Hun var jo direkte sindsyg! Hun var egoistisk! Hun var frygtelig! Men jeg var også sur på mig selv. Jeg gjorde alt hvad der var forkert. Jeg burde have vidst at det altid hjælper at kigge op. Så finder man altid det man leder efter. Jeg var også sur på Isabella. Eller skuffet var nok mere rigtigt. Hvordan kunne hun gøre det? Hvordan kunne hun forlade mig? Jeg var jo ikke den eneste der ville savne hende! Jeg greb min telefon og ringede hurtigt op. "Hvad så Emilie?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...