Love me...JDB 4

Det her er 4'eren af Love me...JDB. Justin har spurgt om Isabella vil gifte sig med ham. Men hvad vil Isabella svare? Er hun klar til at blive gift? Og hvis hun ikke er, vil Justin så forlade hende? Og hvis hun bliver gift. Er det så hende og Justin der bliver gift? Eller har Isabella i virkeligheden stadig følelser for en anden dreng? Og hvis hun har, vil de så nogen sinde mødes igen? Kan ét enkelt spørgsmål i virkeligheden lave kaos i det hele? Vende alt på hoved, og miste den man elskede mest?

11Likes
16Kommentarer
2132Visninger
AA

4. Christopher og Rosa.

"Hej Isabella! Fortæl mig alt!" Jeg var dårlig nok kommet ind af døren, før Christopher kastede sig over mig. "Hej Christopher:" Svarede jeg. Jeg var stadig ked af det. "Hvad er der sket?" Spurgte han, nu mere roligt og bekymret. Jeg svarede ham ikke, men gik forbi ham. For at få mine ting op på mit værelse. "Hej, jeg hedder Rosa!" Sagde en smuk pige. Hun havde langt blondt hår og skinde brune øjne. Det var sjældent blonde havde brune øjne? "Hej, Isabella." Sagde jeg med et falsk smil. Og prøvede at virke venlig. Det gik bare ikke så godt. Hun hjalp mig med at pakke ud. Hun var endelig rigtig venlig. "Hvor bliver det dejligt med en pige i huset. Christopher har næsten altid sine venner på besøg. Jeg har stadig ikke rigtig fået nogle veninder." Hun små snakkede lidt mens hun hjalp mig. Men jeg hørte ikke rigtig efter. Da mine tanker var et helt andet sted. Jeg tænkte på hvordan Justin mon ville reagere når han så sedlen. Elskede han også mig? Eller ville han forlade mig til evig tid. Ville han aldrig kontakte mig igen? Ville han finde sammen med Selena røv? Ville hun gifte sig med ham? Ville de blive lykkelig, også ville jeg sidde tilbage og savne Justin for altid? Var det overhoved det rigtige jeg havde gjort? "Når fortæl os så hvorfor du kommer?" Christopher afbrød min tanke gang. "Jeg sagde nej..." Mere kunne jeg ikke fortælle. "Nej til hvad?" Rosa brød ind i samtalen. "Men jeg elskede ham jo stadig..." Min stemme knækkede. Jeg svarede ikke Rosas spørgsmål. "Hvad spurgte Justin dig om?" Christopher havde regnet ud at det var Justin der havde spurgt mig. "Jeg var bare ikke klar... Jeg skulle have sagt det på en blider måde. Men jeg ville ikke såre ham igen." Mumlede jeg lavt. Jeg ignorerede alle deres spørgsmål. "Isabella, vi var der jo ikke. Vi ved jo ikke hvad du har sagt nej til. Vi vil gerne hjælpe dig, men det kan vi ikke uden du fortæller alt i detaljer." "Han gik bare. Han kom aldrig tilbage." Tårerne fik frit løb ned af mine kinder. Rosa trak mig ind i hendes favn. Hun vuggede mig frem og tilbage som et lille barn, for at trøste mig. "Hvad skete der? Hvor var i?" Jeg prøvede at få styr på mine tåre. "Hos the Beadles." Fik jeg sagt gennem min gråd. "Gik i nogen steder hen der efter? Eller blev i der?" Spurgte hun, stadig med sin rolig trøstende stemme. "Han var så mærkelig... Anspændt? Han tog mig med hjem. Jeg ville protestere, men lod vær." Sagde jeg stille. Rosa sagde ikke mere, men ventede på at jeg ville fortælle videre. "Han... Han ville giftes med mig." Fik jeg sagt. Christopher så overrasket på mig. "Men jeg er ikke klar. Jeg ønsker ingen bryllup. Sådan er jeg bare ikke." Fik jeg sagt. De sad mundlamme på sofaen og lyttede. "Da jeg sagde det til ham, blev han først ked af det. Så blev han sur. Han forlod mig i huset. Og jeg har ikke set ham siden." Næsten hviskede jeg.

JUSTIN'S SYNSVINKEL

Vile hun ikke giftes med mig? Elskede hun mig slet ikke? Jeg var dybt såret. Men jeg havde lovet mig selv at jeg ville acceptere hendes valg. Jeg havde overnattet hos Ryan i nogle dage. Han havde overtalt mig til at tage hjem til Isabella igen. Jeg ville undskylde. Jeg ville tilgive hende. Vi kunne jo stadig elske hinanden ligeså meget. Det var lige meget om vi var gift eller ej. Bare vi havde hinanden. Jeg gik med tunge skridt hjem. Jeg åbnede langsomt døren. "Isabella?" Råbte jeg ind i det store hus. Intet svar. "Isabella? Undskyld! Vil du ikke nok tilgive mig?" Råbte jeg endnu en gang ind i den tomme stue. Stadig intet svar. Jeg gik hele huset igennem. Hun var der ikke. Da jeg endte i køkkenet. Lå der en seddel. Jeg læste den langsomt igennem. Mit hjerte sank da jeg læste det.

 

Hej Justin. Uden dig var huset for tomt. Jeg flytter hjem til Christopher. Jeg havde håbet på at du ville komme hjem igen, men det skete aldrig. Jeg havde håbet på at du forstod mig. At du kunne forstå hvor stor min kærlighed var til dig. Selvom vi aldrig bliver gift, kan vi stadig elske hinanden som var vi gift. Tænker stadig på dig. Min kærlighed til dig, kan ingen tage fra mig. Din Isabella.

 

Tårerne fandt vej ned af mine kinder. Var hun væk? Ville jeg aldrig mere se hende igen? Var hun flyttet? Var det nu ikke mere vores hus. Var det nu, som før vi mødte hinanden? Var det kun mit hus? Jeg lagde sedlen tilbage på køkkenbordet. Og brød ud i voldsomme hulk. Din Isabella havde hun skrevet. Ordet din, blev ved med at køre rundt i hoved på mig. Var hun stadig min? Mit hjerte ville altid tilhøre Isabella. Min kærlighed til hende, var der intet der kunne sammenlignes med. Isabella, jeg elsker dig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...