Love me...JDB 3

Lavede en 3'er alligevel;P kedede mig... Det her er 3'eren af Love me...JDB. Isabella har begået selvmord. Hun mente det var det bedste. Men vil Justin nogen sinde finde ud af det? Og hvad med Christopher? Elskede han også Isabella? Vil Isabella nogen sinde vågne igen? Vil hun nogen sinde se dem hun elskede i øjne igen? Og vil hun nogen sinde kunne smide sit gamle liv bag sig, og komme videre?

9Likes
19Kommentarer
1754Visninger
AA

8. Justins synsvinkel

de gik endelig, efter lang tids skænderi med Caitlin, om hvor vidt jeg havde lov til at blive her hele natten. Jeg lukkede langsomt mine øje, uden at slippe Isabellas hånd. kl var kun 21.15 Men jeg var mega træt efter at have grædt så meget. Den nat græd jeg mig selv i søvn. At vide at min Isabella måske aldrig ville vågne, var nok til at gud ikke kun ville miste en, men to. ------------------ Jeg vågnede, og kiggede forvirret rundt. Der var helt mørkt. Min hånd holdte om... Isabellas hånd! Var det en drøm? Eller sad jeg virkelig og holdte Isabella i hånden? Jeg smilte kærligt til hende. Men hun reagerede ikke. Langsomt huskede jeg dagen før. Tårne fandt vej ned af mine kinder. Jeg tog min mobil frem, med min ledige hånd. Jeg ville ikke slippe Isabella. Aldrig mere. kl. var 01.23. Jeg havde sovet lidt over 4 timer. Jeg klemte stille hendes hånd og rejste mig. Jeg skulle bare lige hurtigt aflyse den koncert som jeg skulle spille senere i dag. Den var nemlig ikke aflyst i nu. Men det sagde jeg bare til Caitlin, da jeg havde tænkt mig at gøre det. Jeg rejste mig stille, for ikke at forstyrre nogen. Men da jeg havde rejst mig, og skulle til at slippe Isabellas hånd. Mærkede jeg et lille svagt klem. Jeg blev helt varm indeni, men selvfølgelig også glad. "Isabella!" Hviskede jeg glad, men stadig forsigtig. Hun svarede ikke. Jeg havde nok bare håbet så meget på at hun ville vågne at jeg nu begyndte at forstille mig det. Da jeg for anden gang prøvede at slippe hendes hånd, mærkede jeg et lidt mere kraftigt klem. Men stadig utroligt svagt. Jeg var sikker hun var vågen. "Isabella? Er du vågen? Sig noget. Please!" Hviskede jeg grådkvalt til hende. Hun sagde ikke noget, men jeg kunne skimte små forsigtige tåre, finde vej ned af hendes kinder. Jeg blev så glad for at hun var vågen. Men samtidig dybt ulykkelig, over at hun græd, hun skulle grine, smilte. Hun skulle være glad, hun skulle snakke. Hun skulle være den gamle Isabella. Jeg slap ikke hendes hånd. Hun havde ligget i koma i så mange måneder. At de andre for længst havde givet op. Lægeren ville ikke vente meget længere, før hun blev lagt i fryser rummet. Det var frygteligt at tænke på hvor tæt på døden hun havde været. Det hele på grund af at Christopher var sammen med en anden pige. Som han var blevet kærester med, mens hun lå i koma. Der var sket så meget mens hun lå i koma. Jeg var blevet 18. Hun var selv blevet 17. Hun havde misset sin egen fødselsdag. "Isabella! Du må ikke græde. det skal nok gå. Jeg forlader dig aldrig mere. Det lover jeg." Hviskede jeg i hendes øre. Efter at have trukket hende ind i et kram. Hendes tåre gjorde min trøje en smule våd. Men det betød ingenting for mig. Hun krammede ikke tilbage. Hun bevægede sig slet ikke. Hun sagde heller ikke noget. Men hun trak vejret og hendes hjerte bankede. Mere ønskede jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...