Love me...JDB 3

Lavede en 3'er alligevel;P kedede mig... Det her er 3'eren af Love me...JDB. Isabella har begået selvmord. Hun mente det var det bedste. Men vil Justin nogen sinde finde ud af det? Og hvad med Christopher? Elskede han også Isabella? Vil Isabella nogen sinde vågne igen? Vil hun nogen sinde se dem hun elskede i øjne igen? Og vil hun nogen sinde kunne smide sit gamle liv bag sig, og komme videre?

9Likes
19Kommentarer
1752Visninger
AA

10. 'Jeg elsker dig'

Jeg havde vænnet mig til at snakke. Justin havde virkelig været tålmodig. Jeg kunne huske lidt mere. jeg kunne huske alle Justins og mine venner nu. Caitlin, Chris, Chaz, Ryan, Victoria, Mikkel. Selvom Justin sagde at der ikke var andre hver gang jeg spurgte, følte jeg bare at jeg manglede en. Jeg kunne også huske de mindre vigtige. Filippa, og Filippas ven Natalia, Ashley, Pattie, Marie, Mathias og Charlie som var far til Filippa. "Justin..?" Han kiggede hurtigt på mig. Han havde siddet i sine egne tanker. Hvad han havde tænkt på, kunne jeg ikke tyde i hans ansigt. Men jeg kunne komme frem til så meget at han var ulykkelig. "Justin... Jeg skal snakke med dig..." Mumlede jeg, han kiggede ventende på mig. Jeg tog en dyb indånding inden jeg fortsatte. "Hvorfor ventede du på mig?" Spurgte jeg lige ud. Han smile lidt til mig. "Isabella. Jeg ville aldrig tilgive mig selv, hvis du vågnede alene. Eller hvis jeg bare glemte dig, efter du havde..." Han færdig gjorde ikke sin sætning. Det var jeg ham meget taknemlig for. "Jeg ville heller ikke kunne klare, hvis jeg så kom for at besøge dig og du så... Havde glemt mig." Han sank en klump. Jeg satte mig op i sengen, for at kramme ham. Jeg lagde armene om ham. Han trykkede mig hårdt ind til sig. "Der var også noget andet jeg ville sige til dig..." Mumlede jeg så lavt, at jeg ikke var sikker på at han hørte mig. Han trak sig lidt ud af krammet. Så han kunne se mig i øjne. "Jeg vil også sige noget til dig." Sagde han så. jeg lod ham snakke først. Jeg ville ikke udskyde at sige til ham at jeg elskede ham. Men jeg kunne ikke sige det, så jeg lod ham sige sit først. "Isabella... Du må ikke blive sur. Eller forlade mig. Lover du det?" Spurgte han stille om. Jeg kiggede ham dybt ind i øjne. "Justin, jeg vil aldrig forlade dig igen. Jeg har lært at det var forkert. Jeg fik intet godt ud af det." Sagde jeg seriøst "Ikke ud over at jeg savnede dig." Tilføjede jeg. Han så ud som om han skulle finde den rigtige måde at sige det på. "Isabella, da jeg mødte dig første gang. Faldt jeg for dine øjne. Dit smil, dit hår, din stemme. Alt. Men du virkede til at være ret irriterede på mig." Han smilede lidt over det. Jeg smilede også. det var umuligt ikke at smile tilbage. han havde det mest fantastiske smil. Jeg nikkede, som tegn på at han skulle fortsætte. "Vi fik så et forhold... Og... jeg var en idiot... Jeg var dig utro. Isabella, vil du tilgive mig?" Spurgte han stille om. "Jeg forstår godt hvis du ikke vil tilgive mig..."Mumlede han da jeg ikke svarede ham. Jeg rystede på hoved og smilede. "Nej, dit fjols! Du misforstår mig. Du er tilgivet, for alt det dumme du har gjort med tiden." Drillede jeg ham. Han smilede stort til mig, og trak mig ind i et langt kram. "Hvad var det du ville sige?" Spurgte han. Jeg stivnede. Det var nu jeg skulle sige at jeg elskede ham, men jeg kunne bare ikke. "Justin... Undskyld at jeg var sådan en idiot... Men jeg..." Mere nåede jeg ikke at sige, da døren blev åbnet og nogle larmende mennesker kom ind. Jeg genkendte med det samme, de dumme stemmer. Det var self. idioterne som skulle forstille være mine venner. "Hey venner!" Sagde Ryan glad. Gud hvor havde jeg savnede de idioter. "Hej..." Sukkede Justin. "Hey Justin, hvorfor ringede du først nu? Hallo?! Isabella er også vores ven!" Brokkede Chaz sig for sjov. "Kan i ikke lige gå ud i 5 minutter? Isabella var faktisk lige i gang med at sige noget til mig." Sagde Justin så. Jeg kiggede hurtigt på ham. Også på de andre igen. de var allerede på vej ud. "Nej, nej. Det var ikke særlig vigtigt bare bliv!" Forsikrede jeg. De var der alle sammen. Caitlin, Chris, Chaz, Ryan, Victoria, Mikkel og... En dreng. han havde brunt hår og grønne øjne. "ARGH!" Udbrød jeg pludselig. De kiggede alle sammen undrende på mig. "Justin din idiot! Nu løj du fandeme for mig igen!" Jeg var virkelig sur på ham. Han havde lovet der ikke var andre. At der ikke var nogen jeg ikke kunne huske. Men jeg kendte ikke den dreng med det brune hår, og grønne øjne. Han smilede til mig. Hvem var han? Han oldte en pige i hånden, hende kendte jeg heller ikke. "Hvad mener du? Jeg har da ikke løjet?" Han lød fornærmet. "Du lovede at jeg ikke havde glemt nogen af mine venner, hvem er han så?"Spurgte jeg hårdt og pegede på drengen, med pigen i hånden. Justin så ned i jorden. "Det... Det er Christopher..." Mumlede han. "Burde jeg kende ham, og hans kæreste?" Spurgte jeg lidt bløder. "Ja... Men jeg troede du ville kunne huske ham, når du så ham..." Mumlede han så lavt at jeg havde svært ved at høre det. "Det her er Rosa... Hende har du ikke set før..." Mumlede drengen, som åbenbart hed Christopher. Hvis jeg kunne stole på det. "Hej Rosa. Christopher, hvor kender jeg dig fra?" Spurgte jeg og prøvede at lyde venlig, mens jeg ignorerede Justin. "Du flyttede til L.A. vi var bedste venner..." Han havde noget han holdte inde, men han ville ikke sige det. "Jeg aflyste en aftale også..." Han blev afbrudt af Justin. "Du behøver ikke fortælle resten! Jeg tror hun har fået rigeligt af vide." Hvæsede Justin, gemmen sammenbidte tænder. Christopher sagde ikke mere.

Christopher og co. kunne ikke være der særlig længe. Christopher og Rosa skulle nå et fly til Hawaii. Og Caitlin havde plaget alle drengene med ud og shoppe, gå på café, sådan nogle rigtig tøseting. De undskyldte alle sammen rigtig mange gange, men forsvandt så ud af den tykke dør. "Undskyld." Mumlede Justin. Jeg kiggede uforstående på ham. "Hvad undskylder du nu?" Spurgte jeg ham. "Undskyld at jeg løj, jeg troede ikke han ville komme." Han lød virkelig ked af det. Jeg sukkede af ham. "Justin, det er lige meget, jeg overreagerede." Svarede jeg ham ærligt. "Han kiggede op fra sine hænder og så mig ind i øjne. "Hvad var det du ville sige, før de kom og afbrød dig?" Jeg sank en klump. Jeg skulle sige det på den helt rigtige måde. Jeg ville blive ved med at være venner, hvis han ikke følte det samme. På samme tid, var jeg bange for at ødelægge vores venskab hvis vi kom sammen. "Jeg elsker dig!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...