Love me...JDB 3

Lavede en 3'er alligevel;P kedede mig... Det her er 3'eren af Love me...JDB. Isabella har begået selvmord. Hun mente det var det bedste. Men vil Justin nogen sinde finde ud af det? Og hvad med Christopher? Elskede han også Isabella? Vil Isabella nogen sinde vågne igen? Vil hun nogen sinde se dem hun elskede i øjne igen? Og vil hun nogen sinde kunne smide sit gamle liv bag sig, og komme videre?

9Likes
19Kommentarer
1757Visninger
AA

9. Godmorgen...

SABELLA'S SYNSVINKEL

Jeg kunne høre en der trak vejret tæt på mig. Jeg kunne mærke en hånd i min. Jeg ville åbne øjne, jeg ville se hvem det var. Men mine øjne var som bly, jeg kunne ikke åbne dem, jeg kæmpede i nogle minutter, men gav op til sidst. Det hjalp intet. Jeg ville spørge hvem det var, men jeg kunne ikke åbne munden. Jeg kunne slet ikke sige nogen lyd. Var jeg så i himlen nu? Nej, jeg havde alt for ondt i mine lunger hver gang jeg trak vejret til at kunne være i himlen. Måske i helved? Personen der sad med sin hånd i min, begyndte stille at rykke på sig. Han/hun rejste sig stille. Da personen ville slippe min hånd for at kunne stå ordenligt. Da jeg jo lå ned. Klemte jeg hånden så hårdt jeg kunne. Til min store overraskelse var jeg virkelig svag. Jeg var 98% sikker på at personen ikke kunne mærke det lille svage klem, jeg havde givet fra mig. "Isabella?" Hviskede en hæs stemme, personen havde grædt det kunne man tydeligt høre. Men det var ikke bare en hvem som helst person, det var Justin. Han havde holdt mig i hånden. Han havde været her hele tiden. Det varmede mit hjerte på en eller anden måde. Jeg havde ellers hele tiden troet jeg var kommet over ham. At han kunne rage mig, men sådan var det bare ikke. Jeg elskede ham. Og det ville jeg gøre for altid. Han afbrød mine tanker, og prøvede igen at slippe grebet om min hånd. Men igen klemte jeg hans varme rare hånd, som passede perfekt til min. Han reagerede igen. "Isabella? Er du vågen? Sig noget. Please!" Hviskede han grådkvalt. Jeg fik det så dårligt, over at have forladt ham. Jeg skulle være blevet hos ham. Hvorfor skred jeg bare fra ham? Og nu, nu lå jeg her og kunne ikke sige at jeg elskede ham. Jeg kæmpede hårde end før for at få et ord frem. Men da jeg ikke kunne blev jeg ked af det. Jeg fik dårlig samvittighed. Jeg ville have han skulle vide at jeg elskede ham. Men jeg kunne ikke andet end at lade tårerne løbe ned af mine kinder. Jeg var både ked af det, fordi han havde været så sød ved mig hele tiden. Han havde ventet på mig i, jeg ved ikke hvor lang tid. Han ventede på at jeg sagde jeg elskede ham. Han gav aldrig op. et værste var at jeg elskede ham. Det havde jeg altid gjort. Men turde ikke sige det. Men jeg var også glad. Jeg var glad for at jeg ikke døde. Glad for at Justin var ved min side. Glad for at han var i live, at jeg havde mødt ham. Glad for Justin. Han lagde sig ind til mig, og krammede mig."Isabella! Du må ikke græde. det skal nok gå. Jeg forlader dig aldrig mere. Det lover jeg." Jeg fik det kun dårligere af at sagde det sådan. Det var jo ikke ham der skred. Det var mig. Det var min skyld det hele. Han skulle ikke tage skylden for det. Flere tåre strømmede ned af kinderne på mig, og gjorde Justins trøje våd. Men det lod ikke til at irritere ham. Han trykkede mig kun hårde ind til ham. Jeg græd lydløst da jeg ikke kunne få et ord ud af mine irriterende mund. Justin slap mig, han rejste sig. Langsomt kunne jeg åbne mine lukkede øjne. Alt var kun i tåger. Jeg kunne ikke se noget ordenligt. Det irriteret mig, så jeg lukkede dem igen. Jeg hørte ham sukke, men jeg kunne ikke blive enig med mig selv om, det var et forelsket suk, et trist suk, eller et lettet suk. "Jeg kommer tilbage om lidt, det lover jeg." Jeg hørte hans skridt blive laver og laver jo længer væk han gik. Jeg hørte døren lukke stille bag sig, og jeg vidste at jeg var alene nu. Hans skridt kunne jeg ikke længere høre. Det eneste jeg kunne høre var mit hjerte der bankede uregelmæssigt. Og min vejrtrækning der var højere end før. Jeg lå og vænnede mig til at have åbne øjne. Jeg ville sige til ham at jeg elskede ham, når han kom tilbage. Døren blev åbnet. Jeg tog en dyb indånding. Men der kom kun ét ord ud af min mund. "Justin." Sagde jeg med en lille spæd stemme. Men det var ikke Justin, det var en læge. Hun tændte lyset. "Godt du er vågnet. Har du ondt nogen steder? Jeg har nogle piller med som du skal sluge." Uden jeg var klar over det, løb tårerne ned af mine kinder igen. Jeg svarede ikke på hendes spørgsmål. "Justin." gentog jeg i stedet for. "Ja, ja, han kommer om lidt. Han skulle lige ringe til noget arbejde, og venner osv. Jeg skal lige undersøge forskellige ting." Svarede hun ligeglad. Hun trykkede forskellige steder på min krop. Men det gjorde ikke ondt. Jeg tænkte kun på Justin. "Du har mistet noget hukommelse, for lang tid siden i en anden ulykke?" Sagde hun, så det blev til et spørgsmål. Jeg nikkede. "Okay... Din hjerne er blevet frosset ned, og du har mistet lidt mere af din hukommelse. Du vil stadig kunne snakke normalt og gå. Men du vil ikke kunne skrive. Og du vil måske glemme nogle personer eller andre ting i dit gamle liv, før du faldt i vandet med din bil." Med de 'beroligende' ord, gik hun ud af døren og forlod mig tilbage. Jeg lå fortvivlet i sengen. Hvordan havde hun kunne sige det, som om det slet ikke var noget? Jeg lå lidt og tænkte tilbage. Glemme personer? Jeg kunne huske: Caitlin, hun var min veninde. Jeg kunne også huske hendes bror Chris. Men om han var storebror eller lillebror kunne jeg ikke helt huske. Jeg troede nok han var lillebror. Også var der vidst også en der hed Ryan. Det var ham jeg engang krammede da Justin løb efter mig. Jeg smilte stille da jeg tænkte tilbage til dengang. Også var det Victoria,og Mikkel. Dem jeg havde gået i klasse med. Og der var vidst også end er hed Ashley. Men hende huskede jeg ikke så godt. Og Marie. Hende Belieberen. med ét kom jeg til at tænke på Filippa. Hvor var hun nu? Sad hun stadig og ventede på mig? Justin kom ind af døren og afbrød mine tanker. "Justin." Sagde jeg med min lille spæd stemme. "Ja?" Spurgte han stille, og satte sig ved siden af mig. Jeg ville fortælle ham om mine følelser. Men i stedet kom der noget andet ud af min mund. "Hvor er Filippa?" Spurgte jeg en smule panisk. Men stadig med en lille stemme. "Filippa?" Han så undrende på mig. "Ja, hende jeg passede." Fortsatte jeg. Han så forståeligt på mig, han smilede et skævt smil til mig. "Hun er hjemme, din klovn." Smilede han sødt til mig. "Venter hun stadig på mig?" Han begyndte at grine. "Isabella du har ligget i koma i 5 måneder. Jeg tror ikke hun venter på dig mere." Han blev lidt mere alvorlig, men smilede stadig det skæve smil til mig. 5 MÅNDER! Det var jo næsten et halvt år!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...