Autumn never leaves ❋ Justin Bieber

Let's blame it on September, 'cause it hurts to remember, we can fight to hold on, but August is gone. - Justin tænker tilbage på Aubree. Hans ekskæreste han elsker højt. Men hans tour og hende på college, fungerede ikke. Men efter et helt år, finder Justin alligevel tankerne frem og tænker deres minder igennem. - Dette er mit bud til lynkonkurrencen, og den vil være på dansk, selv om det indledende er på engelsk ;-)

25Likes
35Kommentarer
2577Visninger

3. 2/2

Han går tættere på mig, og sætter sig ned på hug, selv om jeg lige har bedt om at være alene. ”Aubree?” Jeg nikker, han kender mig for godt. ”Justin, vær åben for hvad der sker. Måske bliver det positivt at komme tilbage, så husk det. Vær åben.” Han rejser sig og går. Alene er jeg igen, men med nogle gode ord at tænke over. Vær åben. Det burde jeg nok være, eftersom der kunne være sket hvad som helst for Aubree det sidste år. Single, ikke single. Om hun så er optaget nu, må jeg nøjes med det, at vi er venner. Venner der hjælper hinanden og altid vil. Det løfte gav vi hinanden efter vi gik fra hinanden. Var enige om det. Det er utroligt, at en så fantastisk start på en dag, kunne ende forfærdeligt, selv om jeg vidste dengang, at det var i vente.

Jeg sprøjtede vand på hende. Sprøjtede og ramte hende lige i hovedet. Pletskud. Hun rejste sig hurtigt med et overrasket og hævnagtigt blik. Hun smidte svampen fra hendes hænder og tog slangen fra mig. Hun var sur og var ikke lige til at lave sjov. Men hun ramte mig alligevel og jeg blev helt våd, men jeg havde intet imod det. ”Kan du komme her,” råbte jeg til hende, og begyndte at løbe efter hende, eftersom hun var løbet rundt om bilen.

Til sidst drillede jeg hende og løb den anden vej, hvilket hun ikke nåede at opfatte, og jeg fik hende. Krammede hende hårdt og kyssede hende blidt på hendes dejlige læber. Jeg elskede øjeblikket som var vi i himlen.

Vores sidste kys. Vores sidste alting. Efter det var det slut. Vi droppede hinanden, da vi dagen efter skulle videre. Jeg rejser mig til sidst og ser ud på landskabet, der bliver mere og mere bekendt.

Bussen stopper, og da det kun er mig der skal ud her, venter alle på mig, men jeg går ikke. Det er skubbet fra Ryan der får mig ud af døren og ned på vejen med et hus af minder bag foran mig. Det er skubbet, der får mig til at tænke tilbage på den første gang, jeg fik øjenkontakt med hende.

Vi grinede. Sammen gik jeg med mine venner ned ad trappen i mit hus. Det var den første uge i juli, helt præcist den 4. Tirsdag. Det var ikke som alle de andre tirsdage. Jeg havde fri. Fri fra sang og koncerten. Men så om to måneder, stod der tour i min kalender. Over et år. Jeg så frem til det, men elskede at holde fri nu.

Chaz lukkede døren, og vi mærkede sommervarmen. En varme jeg elskede. Omgivelserne var de samme. Husene, træerne, bilerne. Men en ting var anderledes. Hende. Ryan så straks min reaktion i at stå stille og have øjenkontakt med pigen, at han valgte at give mig et puf mod hende, hvilket jeg tog som en chance. Jeg gik stille over mod hende og følte tryghed for hvert skridt.

Hun tog en hårtot bag øret og kiggede smigret. ”Hej,” kom det fra hende, mens jeg tog min hånd frem mod hende: ”Justin,” fik jeg formuleret, mens et smil bredte sig hos hende.

Først da bussen kører fra mig, og jeg kigger op, ser jeg hende. Hun står lige der, i døren. Jeg bliver glad inden i, men kan ikke finde en måde at reagere på. Skiltet ved vejen siger det hele. Det kan ikke blive til noget.

Til salg.

Hendes hus er til salg, så hvad vil det nytte overhovedet at prøve. Men selv om det ikke går, lader jeg hende løbe hen til mig, og tager hende ind i et kram. ”Dejligt at se dig Aubree,” siger jeg, og mærker hvordan efteråret er kommet igen, og jeg ved den ikke bare forsvinder, men bliver. Men det gør Aubree ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...