Autumn never leaves ❋ Justin Bieber

Let's blame it on September, 'cause it hurts to remember, we can fight to hold on, but August is gone. - Justin tænker tilbage på Aubree. Hans ekskæreste han elsker højt. Men hans tour og hende på college, fungerede ikke. Men efter et helt år, finder Justin alligevel tankerne frem og tænker deres minder igennem. - Dette er mit bud til lynkonkurrencen, og den vil være på dansk, selv om det indledende er på engelsk ;-)

25Likes
35Kommentarer
2587Visninger

2. 1/2

Så smuk som jeg havde set hende første gang, med det brune bølgede hår, stod hun nu der og lignende sig selv. Der var dog en ting ændret. Alt det andet. Flyttekassen i hendes favn, skyerne på himlen og kulden der ramte mit bare ansigt. Fra det første øjekast i juli, til det nu sidste i september.

Det var ikke en glad følelse der gik gennem hele min krop, da hun kiggede på mig, det var det stik modsatte.

Jeg kunne ikke mere. Lukkede mine øjne kort, åbnede dem igen, så hende, og gik.

Jeg lukkede bussens dør. Det var forbi.

-

Før jeg mødte hende, var Aubree bare et tilfældigt navn af de navne jeg kendte, men efter to måneder med lykke, var Aubree det navn der betød mest. Hun er den pige jeg har flest minder med. Minder der sidder hvor de skal. I hjertet. Hvilket jeg vil ønske hun også gør, men desværre er hun på college. Væk fra mig, mens jeg er væk fra hende.  Men nu hvor jeg sidder i min tourbus, et helt år efter, og venter på den skal stoppe ved mit hus, gør min hjerne mig fortræd. Efter et helt år med andre ting på tankerne – da jeg savnede hende for meget – tænker jeg nu på hende og det nærvær jeg mangler. Alle de minder vi har. Fra gyserfilm til da vi vaskede hendes bil. Jeg rører blidt mit armbånd om mit håndled, der har siddet der lige siden vores tur til den lokale forlystelsespark.

”Jeg synes du skal have det, Justin. Er du da bange for at vise dig frem med et armbånd?” Hendes bemærkning var spydig. Hun fandt mit ømme punkt. Noget kun hun kunne, og noget hun altid fandt frem til.

Mit elevatorblik viste sig igen, men jeg nikkede, ”fint da, alt for dig,” sagde jeg irriteret, men hun vidste jeg mente det sødt. Hun smilede stolt, mens hun fik viklet armbåndet ud og fik det sat på mit håndled. Hun bandt det, og jeg kunne mærke hvor hårdt hun gjorde det, at jeg straks vidste hun virkelig ville se mig have det på, for nærmest altid. Hun fik det på, og kiggede mig i øjnene, og lige der, så jeg det perfekte øjeblik til det første kys. Tage et skridt videre, og glemme alt omkring os. Mennesker der vandrende omkring i forlystelsesparken for at prøve rutsjebaner, hvor min plan med hele turen var at få vores forhold et længere skridt. Det skete.

Vores læber ramte hinanden og jeg følte mig pludselig et sted jeg aldrig havde været før. Et godt og lykkeligt sted.

Jeg smiler fornøjet efter det ene minde, og at jeg snart er tæt på Aubree igen. Vi gik fra hinanden inden jeg tog af sted, men bare det at se hendes ansigt ’face to face’ igen, mangler jeg. Hendes øjne var lidt efter lidt blevet sværere og sværere for mig at forstille sig. Noget jeg ikke er stolt af. Jeg glemmer hende lige så stille. Glemmer hende, men husker minderne. Minderne er så også det der betyder meget for mig at have ved min side. Hellere hende, men da det er umuligt, beholder jeg minderne om de ting vi lavede alene og med vores venner.

Jeg bliver forstyrret af en dør der åbner sig, og Ryan træder ind, ”Justin, vi er først fremme og to timer, skal vi ikke se en film?” Hans spørgsmål irriterer mig. Jo, jeg har lyst til at se en film, men nej, ikke med Ryan for det bliver en gyser. Og en gyser giver minder, minder om Aubree fra gyserfilmen i august, sammen med hendes veninder om mine venner.

Der blev skreget, råbt og pigerne gemte ansigtet i drengenes favn. Ikke bare Aubree, men også Celda og Kaddie. Gemte sig hos Ryan og Chaz, selv om de intet havde. Men det der var nogen som havde, var Aubree og jeg. Vi var forelskede i hinanden. Jeg elskede hende, som var hun min sjæl. Selv om skrigene var lyse fra pigerne, var det en hyggelig stemning, og jeg fortrudte ikke at have gået over Aubrees grænser, og taget hende med en i stuen her, for at se en gyserfilm, for vi hyggede os egentlig. Faktisk koncentrerede vi os ikke om plottet i filmen, men kiggede tit på hinanden. Noget jeg hellere ville, end at se hende skræmt til døde.

Jeg ryster på hovedet, ”nej Ryan, ellers tak. Jeg har brug for at være mig selv.” Min stemme er stille, men Ryan nikker men går ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...