Love me...JDB 2

det her er 2'eren af Love me...JDB
Isabella og Justin, er gået fra hinanden. Isabella er igen begyndt at tage stoffer,skære i sig selv osv. Hun sørge for at Justin ikke kan komme i kontakt med hende. For Isabella en ny kærlighed hos en anden dreng? Eller bliver hendes kærlighed være hos Justin, for altid?

8Likes
17Kommentarer
2012Visninger
AA

20. Undskyld, og en tur på hospitalet. IGEN!

Jeg smækkede døren hårdt i efter mig. Min kæbe gjorde virkelig ondt nu. Men jeg ignorerede det. Hvad var det Christopher havde imod Justin? Kunne Christopher ikke være ligeglad med Justin? Jeg hørte døren ind til mit værelse, blive åbnet. Selvom mine øjne var åbne, så de ikke noget. Det hele var bare fuldstændig toget. De så ikke noget sted hen. "Isabella...Jeg..." Jeg blikkede hurtigt et par gange med øjne. Og så op på Christopher. Han så ked ud af det. Da han så op fra gulvet og op på mig. Blev hans øjne store af fortvivlelse. Men også skyldfølelse. "Isabella... Din kæbe!" Sagde han stadig med store øjne. "Hvad er der med min kæbe?" Spurgte jeg, men fortrød straks, da en frygtelig smerte skød gennem min krop da jeg åbnede min mund. Christopher kiggede bekymrede på mig. Da jeg skar ansigt af smerte. "Vi skal have set på din kæbe nu!" Jeg havde lyst til at protestere, men turde ikke åbne min mund. Så jeg gjorde bare som han sagde. Jeg fik Christopher til at tage sig af Filippa, mens jeg var inde hos en læge. Det ville godt nok ikke være så meget arbejde for Christopher, når de bare skulle side ude i venteværelset og vente på at jeg kom ud og fortalte at jeg bare havde fået et blåt mærke, men at det ikke var noget alvorligt. Det var en smilende dame, som tog imod mig. Hun lignede en i 30'erene og havde blondt hår. "Hej! Hvad er dit navn?" Smilede hun og satte sig på en stol, foran sin computer. "Isabella...Isabella Williams." Svarede jeg hende og satte mig også ned. Det gjorde ikke så ondt mere, at snakke, men stadig ondt nok til at jeg skar ansigt. Hun smilede stadig til mig. "Og det er kæben den er gal med?" Smilede hun. Jeg nikkede, og ventede på at hun ville undersøge den. "Kan du bide dine tænder sammen?" Jeg gjorde som hun sagde. Og skar ansigt med det samme. Hun nikkede og skrev noget ned. "Prøv at smil." Beordrede hun. Jeg smilede falsk til hende. Men stoppede hurtigt af smerte. "Hm... Okay en sidste ting. Kan du skrige rigtig højt eller råbe?" Jeg tøvede lidt. Jeg var ikke så meget for hendes idé. Hun smilede ventende. "Kom nu, der sker ikke noget. Sig efter mig. ARGH!" Hun råbte ret højt. Jeg fik et lille chok. Men gjorde så som hun sagde. "ARG..." Jeg fik ikke råbt færdig. Da en smerte skød gennem min krop. Men jeg skar ikke ansigt denne her gang. Min kæbe gjorde faktisk ikke så ondt mere. Men stadig meget ondt! "Jah... Den er forstuvet." Smilede damen til mig. Jeg smilede ikke tilbage. Da jeg for det første ikke kunne se noget godt i det og for det andet ikke ville have den samme smerte som før. Jeg nikkede bare i stedet for. Jeg fik hurtigt rejst mig og gik ud til Filippa og Christopher. Christopher så ked ud af det, mens Filippa så lidt bange, men mest overrasket ud. "Undskyld..." Mumlede Christopher flovt, uden at kiggede op fra sine fingre. "Det er okay... Der skete jo ikke noget." Sagde jeg og ignorerede smerten. "Far ville komme og hente mig her." Filippa kiggede op på mig, med sine store øjne, som vidste hvor forskrækket hun var blevet over det lille skænderi, mellem mig og Christopher. "Undskyld Filippa! Du skulle slet ikke havde oplevet det her!" Sagde jeg, og mærkede hvor ked af det jeg var over at hun havde set det hele, udefra. Hun svarede ikke, men kiggede bare ned i sine hænder igen. "Isabella..?" Spurgte Filippa så, efter 10 minutters stilhed. "Ja?" Svarede jeg hende, og kiggede på hende. "Må jeg gerne... Altså kun hvis du ikke har noget imod det... Må jeg så gerne tage en af mine venner med hjem... På mandag?" Spurgte hun. Jeg smilede til hende. "Selvfølgelig. Det må du altid, jeg kan jo ikke bestemme hvornår du vil have venner med hjem." Sagde jeg til hende. Christopher var gået, han havde fået det dårligt mente han. Jeg havde hans nummer nu, så jeg kunne jo bare skrive eller ringe til ham hvis det var. Hun smilede stort til mig, og krammede mig så. "Tak!" Sagde hun lavt.

Jeg sad i en taxi på vej hjem. Filippa var blevet hentet af sin far. Hun havde lovet at finde på en løgn, med hvorfor hun var på hospitalet. Så jeg stadig kunne passe hende,og vigtigst af alt. Så Christopher ikke kom i problemer frem over.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...