Mørke minder og glade drømme

En kort novelle om to søskende, som er havnet på et motelværelse uden lyd fra forældrene.

0Likes
0Kommentarer
357Visninger
AA

1. Mørke minder og glade drømme

Himlen er stor, åben og fyldt med stjerner, som lyser skræmmende tydeligt. Dette er stedet, hvor man bliver nødt til at nive sig selv hårdt i armen for at være overbevist om, at man stadig befinder sig på jorden og ikke et fremmed og ukendt sted i en helt anden verden.

 

Indenfor ligger David og er forhåbentligt langt væk i lykkelige drømme. Jeg lå selv søvnløs ved hans side, men gav for kort tid siden hans hånd et klem, pakkede ham godt ind i det ynkelige tæppe og kyssede ham på panden, hvorefter jeg satte mig ud på en kold plastikstol på motelværelsets altan for at vurdere, hvorvidt stjernerne virkelig kan være dem, vi plejer at kunne se fra jorden. Men hvorfor ikke? Alt er anderledes her.

 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle David længere. Jeg lagde ud med den klassiske reaktion; at lade som om, alt er i orden. Men selvfølgelig ved selv min femårige lillebror, at alt ikke er i orden lige nu. Selvfølgelig kan han fornemme, at jeg efter tre dage også tripper frustreret efter at få svar på den mængde spørgsmål, jeg gentagne gange har stillet mig selv, siden vi vågnede forvirrede op i en fremmed seng på et motelværelse i en landsby, vi aldrig før har set – kun med et par hundredekronesedler liggende under puden. Ingen beskeder.

Siden vi kom, har vi stort set ikke spist. En enkelt gang har vi vovet at krydse gaden for at besøge byens eneste – og kun derfor mest renlige – cafeteria. Derefter gjorde vi et hurtigt indkøb i det lille supermarked, men vendte med det samme tilbage til motellet. For tænk hvis de kom tilbage efter os. Dem, der kalder sig vores forældre.

 

Altanen og den friske luft klarer mine tanker en smule, men finder desværre ikke på løsninger eller forklaringer for mig. De ubesvarede spørgsmål hvirvler stadig meget hurtigere rundt i mine tanker, end jeg kan følge med til. Det værste er, at jeg aldrig selv havde forudset noget lignende. Måske har jeg hørt de gamle diskutere ekstra højlydt nedenunder et par gange, og måske har mors indkøbsposer klirret bemærkelsesværdigt meget på det sidste. Vi er muligvis også blevet passet en del mere af vores bedsteforældre det sidste stykke tid, mens mor og far ”lige havde noget, de skulle nå”… men er disse ting virkelig noget, vi ikke kan løse sammen?

 

Jeg kigger ud over altanens gelænder og ned på den øde gade. Længere nede ad vejen blinker en lygtepæl sagte og kaster uregelmæssige lysstråler på alt omkring sig. Det minder mig om lygtepælen ved vejen lige uden for vores hus derhjemme. Den blinkede på samme irriterende og faretruende måde den aften, jeg kom hjem fra Louise og så en ambulance holde i indkørslen – som for på forhånd at fortælle mig, at der var noget galt. For det var der virkelig… og det havde der vel været længe.

 

En flyvemaskine blinker mellem stjernerne på den sorte himmel og får mig til at ønske, at jeg kunne tage med det og forsvinde væk. Langt, langt væk. Jeg hoster, skutter mig og slynger tæppet tættere omkring min rystende krop. Både David og jeg er ved at blive syge pga. motellets kulde og den sparsomme mad, men det har ikke været nemt at komme til lægen, når vi ikke kan have vores forældre med. De ville bare stille for mange spørgsmål. Rengøringsdamen og hotelejeren har allerede sendt mistænksomme blikke i vores retning… og vi vil jo ikke have mor og far i vanskeligheder. For selvfølgelig kommer de og henter os. Netop den sætning har jeg gentaget mange gange for mig selv, men haft svært ved at sige højt – specielt for David. Vi har altid fået at vide, at man ikke må lyve.

 

Flyet fortsætter sin vej over nattehimlen, og jeg overvejer, hvor det kunne være på vej hen. Vi har aldrig selv rejst, da far ikke har tid med sit vigtige job. Han er direktør i et firma og kendt i hele byen, så vi er selvfølgelig meget stolte alle sammen. Derfor var det ifølge ham også en dårlig idé at fortælle nogen om episoden med ambulancen og de blå mærker, som mor efterfølgende havde overalt på kroppen. Eller om de klirrende flasker. Eller de højlydte skænderier nedenunder. Det var ikke noget, andre behøvede at vide.

 

Jeg lukker igen døren til altanen og kryber ned ved siden af David i sengen, som overraskende er blevet en smule varmere på trods af temperaturen i værelset. ”Er det virkelig sandsynligt, at de nogensinde kommer tilbage?”, tænker jeg og prøver at undertrykke min egen skuffelse. Det er det sidste, der fylder i mit forvirrede hoved, før søvnen bedøver mine tanker og sender mig til det eneste sted, der stadig er, som det plejer at være – drømmeland. Senere registrerer jeg svagt en banken på døren. Men jeg vågner ikke. Drømmeland er det eneste, der findes nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...