One Night Stand (JB) 5

Cady er 'endelig' single og fri. Glæden er bare ikke i top. Men hvem ville være glad for at finde sin kæreste og gamle bedste veninde i færd med at have sex?
Det er ved at være forår, og Cady og Russell bliver bedre og bedre venner. Samtidig har de lyst til at lave sjov med Justin, for at give ham gengæld, for det han gjorde mod Cady. De arrangerer nemlig et fake-forhold, som alle tror på. Justin bliver mere og mere frustreret, og Cady bliver mere og mere varm på en anden person, som hun ikke havde regnet med...

528Likes
1207Kommentarer
237316Visninger
AA

23. Jeg elsker dig

Dilemma.


Årh, hvad fanden skulle jeg stille op?!
Jeg rystede på hovedet af mig selv og skar tænder.
Jeg havde siddet hele morgenen og spekuleret på, hvad jeg skulle. Jeg havde nu bare ikke fundet ud af noget.
”Cady, vi kører nu,” blev der råbt nedenunder fra af far. Han vidste heldigvis ikke noget om, at jeg havde brudt sammen foran Penelopé i går. Og det skulle han heller ikke vide.
”Ok,” sagde jeg bare og vidste ikke helt, om de hørte det.
Jeg sukkede og tændte for mit fjernsyn, der lige nu kørte på E!.
”Justin Bieber er på vej til Miami lige nu, for at få indspillet det sidste af sin nye plade, Believe,” lød der fra højtaleren.
Selvfølgelig skulle han lige komme med, når jeg tændte det. Det var så fucking typisk.
Jeg så nøje på skærmen, hvor Justin gik i lufthavnen, med en kuffert. Hans tøj bestod af et par jeans, der sad nede på lårene af ham, en tynd jakke, og så havde han en hue og et par høretelefoner på, så han kunne gå i sine egne tanker. Gad vide, hvad han egentlig tænkte på lige nu...
Jeg blev lidt ked af det, da jeg så ham sådan. Han så så trist ud og... Vent lidt. Sagde hun ikke lige, at han var på vej til Miami?!
Så kan jeg sgu da ikke snakke med ham???! Han kan da ikke bare tage af sted uden, at vi er... venner. Kærester. Hvad vi nu er.
Eller.. jo, det kunne han godt.
Men han kunne ikke tage af sted, uden at få min erklæring. Jeg blev nødt til at fortælle ham, hvor meget jeg savner ham.
Jeg nærmest sprang op af min seng og løb nedenunder.
Jeg var nødt til at snakke med ham. Det var jeg virkelig.
Hurtigt fandt jeg mine militærlignende støvler og tog dem på. Jeg havde intet makeup på, mit hår lignede lort, og jeg havde kun et par lårkorte shorts og en top på. Jeg så virkelig dum ud, men det var lige meget.
Jeg greb min bilnøgle og løb ud til bilen, satte mig ind og startede den.
Og så kørte jeg. Mod Atlantas lufthavn. Selvfølgelig var der trafik, når jeg ikke havde brug for det. Det er så typisk! Og så regnede det endda.
Da jeg holdte overfor rødt, kiggede jeg til siderne. Der var ingen biler lige nu... Og jeg holdte forrest...
Tøvende trykkede jeg på speederen, så bilen gassede op, og så kørte jeg. Overfor rødt. Nu håber jeg virkelig, at der var nogen, der så mig...!
Langt om længe, havde jeg parkeret min bil i lufthavnen.
Mit hjerte sprang nærmest nogle bank over. Hvad skulle jeg sige til Justin? Hvad hvis han blev sur på mig? Og begyndte at råbe..?
Jeg skulle til at gå ud, men stoppede så.
Hvad hvis han afslog og sagde, at han slet ikke gad mig mere og slet ikke ville have mig der?
Det ville ødelægge mig fuldstændig. Og jeg ville slet ikke have nogen værdighed mere. At komme rendende som en militærbabe er nok ikke det bedste...
Men du elsker ham, sagde en stemme inde i mit hoved.
Ja, jeg elsker ham. Men elsker jeg ham så meget..?
Ja. Det gør jeg.
Jeg skyndte mig at åbne døren, lukke den, låse bilen, og så løb jeg hurtigt ind i lufthavnen. Jeg løb videre hen til sikkerhedskontrollen, som om jeg havde tjekket ind, hvilket jeg ikke havde. Åh, hvad fanden skulle jeg sige.
En vagt gloede på mig.
”Hvad laver du her?” spurgte han.
”Ved du hvor, Justin Bieber er?” sagde jeg bare. Han så dumt på mig og hen på en anden dame.
”Hvorfor?”
”Please, lad mig komme ind. Jeg skal sige, at jeg elsker ham, og at jeg fortryder alt, hvad jeg har gjort mod ham,” nærmest råbte jeg. Åh, jeg var presset lige nu!
”En fan?” spurgte han bare, koldt og fjernt. Jeg så olmt på ham. Ligner jeg måske en fan??!
”Nej, jeg er hans ekskæreste!”
”Desværre du.”
Jeg kunne høre suk bag mig og følte blikke stukket i ryggen. Pinligt.
”Har du aldrig såret en, du elsker, og så bare fortrudt det så meget..? Please, luk mig nu ind, ellers ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre..”
Der begyndte at samle sig tårer i mine øjne. For guds skyld, luk mig nu ind.
”Unge dame, jeg vil bede dig om at gå.”
HVAD?!!
Vagten kom hen og fulgte mig væk. Da han vendte mig om, kunne jeg bare se, at folk kiggede på mig, som om jeg var en idiot.
For helvede..
Hvad fanden skulle jeg så gøre?!
Nu endte jeg nede ved tjek-ind-stedet. Jeg stod bare og gloede rundt. Tænk, hvis det var for sent nu..?! Hvis han var fløjet... Det var han nok.
Jeg kunne mærke tårerne strømme ned af kinderne.
Det var for sent. Nu ville han tage til Miami. Være sammen med Selena, garanteret. Og så ville de blive kærester. Rigtige kærester.
Jeg begyndte langsomt at gå ud mod min bil, som jeg satte mig ind i og startede. Så begyndte jeg at køre ud langs med vejen til lufthavnens hegn.
Vent lige lidt...
Det minder mig sgu da om dengang hvor.. Dengang, hvor Caitlin, Chris og jeg udspionerede Justin, da han kom til Atlanta. Da vi var 15 år. Man kunne komme helt tæt på flyene
Det var der alle privatflyene holdte, og jeg tror ikke, at der er mange, der kender stedet.
Hvis det var der endnu.
Måske ville det være en chance værd.
Pludseligt speedede jeg op og kørte hurtigt hen mod stedet. Regnen plaskede mod forruden og gjorde hele bilen at være kold i. Faktisk frøs jeg virkelig meget. Hele min krop var også bare våd af regnen.
Da jeg så det velkendte sted, stoppede jeg bilen, så jeg nærmest tror, at der kom bremsespor. Nå, det må være lige meget.
Jeg steg ud af bilen og så hen mod hegnet, der kun var en meter fra mig. Jeg så hurtigt ind på flyvebanen og prøvede at finde noget velkendt. Der holde et par fly, men der var ingen mennesker at se, overho....
Jo. Der kom nogle. Der kom flere. Med kufferter. Der kom.. Justin. Med sin kuffert. Han var på vej ud til et fly, der stod i midten af det hele og var klart.
Åh gud, hvad skulle jeg gøre?! Jeg kunne sgu da ikke bare råbe på ham. Så ville han da tro, at jeg var sindssyg.
Jeg så, at der kom folk bag ham og gættede på, at det var Pattie, Kenny, Scooter.. Eller nogle andre.
For helvede, mand! Jeg har ikke en gang hans nummer, så jeg kan ikke ringe og sige, at han skal kigge hen mod hegnet.
Jeg stillede mig tættere på og lænede mig op ad stålhegnet. Der røg et par enkelte tårer ned af kinderne på mig. Allermest fordi, at min chance bare blev skyllet væk i regnen. Det var garanteret for sent nu.
Jeg sukkede og kiggede ned, da jeg fik øje på et hul, der førte direkte ind til lufthavnen.. Nej, det kunne jeg ikke. Det var for farligt. Og det var strengt forbudt. Jeg måtte ikke en gang være lige her. Jeg begyndte at se fra hullet til Justin, imens regnen plaskede ned i mit hår og på min kolde hud.
Langsomt bevægede jeg mig ned på hug og kravlede lidt igennem hullet, til jeg stod på lufthavnens asfalt.
Cady, det her er en virkelig dårlig idé.
Okay, jeg går igen!
Jeg skulle til at vende mig om og gå igen, da en dyb stemme rungede i mit øre:
”Hvad laver du her?!”
Hurtigt kastede jeg et blik på en vagt, der gik med pistol og alt sådan, og med det samme bankede mit hjerte dobbelt så hurtigt som før.
Og så gjorde jeg noget, jeg ikke havde troet, jeg ville.
Jeg løb.

Justins synsvinkel
”Justin, kom nu,” lød det fra min mors stemme. Jeg sukkede og satte farten lidt op. Mine tanker var hele tiden på Cady, hvilket gjorde, at jeg ikke kunne koncentrere mig om at gå. Turen gik til Miami nu. Der skulle jeg være i en uge og gøre Believe færdigt. Jeg glædede mig egentlig ikke. Faktisk havde jeg bare allermest lyst til at tage tilbage til Cady og undskylde for alt. Men det kunne jeg ikke nu. Jeg forlod hende bare.
Jeg holdte blikket ned i asfalten og kunne mærke regnen plaske ned i mit hår. Trist. Egentlig var det bare en trist dag. Det havde alle dagene næsten været. Jeg havde slet ikke kunne lavet noget uden at blive sur eller ked af det. Hvorfor, kan du nok godt regne ud.
Vi nåede ud til flyveren, og en mand tog min bagage derind.
”Vi flyver om ti minutter,” sagde en stewardesse til Scooter. Han svarede med et nik. Jeg kiggede hurtigt på trappen til flyet og overvejede at gå derind, men jeg ville gerne lige trække noget luft, inden jeg skulle af sted. De andre var gået ind, på nær Scooter.
”Er du klar?” spurgte han mig og smilede svagt. Jeg nikkede knapt så overbevisende.
”Justin, op med humøret. Det skal nok gå,” sagde han og gav min skulder et klap.
”Ja.. Jeg glæder mig til, vi er i Miami,” løj jeg. Det gjorde jeg ikke rigtig, men de andre var nok ved at få spat af mig og mine problemer, så jeg måtte bare forsøge at holde mig selv munter.
”Det var godt!” fastslog Scooter og sendte mig et stort smil.
”Nå, skal vi gå om b...”
Jeg afbrød mig selv, da jeg var sikker på, at jeg hørte en stemme råbe mit navn. Ikke en hvilken som helst stemme. Cadys stemme. Men hun var her da ikke. Det måtte bare være mig. Flot. Jeg var vel også ved at blive syg i hovedet.
Scooter så på mig.
”Skal vi gå om bord?” spurgte jeg så. Han nikkede kort. Vi gik hen mod trappen, der førte op til flyet.
”Justin!”
Det var ikke bare mig.
Jeg vendte mig hurtigt om, så Scooter først så forvirret på mig, men jeg så bare tilbage.
Hvad fanden...?!
Jeg lavede store øjne, da jeg så, at Cady kom løbende med vagter efter sig.
Hvad lavede hun her?
Hadede hun mig ikke?!
Jeg tøvede lidt, men gik så forbi Scooter og satte så i løb hen mod hende.
”Det er okay,” nåede jeg at høre Scooter råbe til vagterne. De stoppede og lod Cady komme hen mig.
Jeg nåede knapnok at opfatte noget, før det hele skete.
Endelig var hun i mine arme. Endelig kunne jeg føle hende mod mig igen.
”Undskyld, undskyld, jeg er så ked af det!” sagde en grædefærdig stemme. Jeg trak hende forsigtigt væk fra mig.
”Rolig nu, det er mig, der undskylder,” svarede jeg hurtigt og så hende i øjnene. Hun rystede på hovedet, så der røg flere tårer ned af kinderne på hende.
”Det er min skyld det hele,” mumlede hun. Jeg kunne mærke, at sørgmodigheden steg op i mig.
Havde hun følt sådan, siden jeg forlod hende?
Jeg troede da, at hun fortrød alt..
Jeg svarede ikke, men trak hende bare ind til et fast kram.
”Undskyld,” hviskede jeg i hendes øre. Hun kom med et snøft, da jeg lidt efter hørte hendes tænder begyndte at klapre.
Jeg kastede et enkelt blik ned af hende. Det var klart nok, jo. Hun var kun iført en par lårkorte shorts, en top, der var hvid og fuldkommen gennemsigtig, så man kunne se hendes sorte bh, og så havde hun sine militærstøvler på. Regnen løb ned ad hendes arme, som var virkelig kolde.
Jeg trak mig hurtigt væk og så hende dirkete i øjnene.
”Jeg har savnet dig,” mumlede jeg trist. Hun gjorde sine læber smalle.
”Jeg har savnet dig. Mere,” svarede hun og bed sig læben. Jeg tørrede hendes våde øjne og tog hendes hænder.
”Cady, jeg er så ked af det. Jeg er så ked af, at jeg ikke troede på dig. Jeg er så ked af, at jeg var dig utro. At jeg prøvede at gøre dig jaloux med Selena Jeg har været en dum idiot, jeg fortjener dig slet ikke. Du er alt for god til mig. Du er...”
Hun rystede på hovedet, hvilket fik mig til at stoppe med at snakke.
”Justin, jeg har også været en dum idiot. Jeg skulle ha' kontaktet dig. Jeg skulle bare ha' indrømmet, at jeg stadigvæk elsker dig.”
Jeg følte mig utrolig lettet over, at hun endelig fortalte mig det.
Jeg kunne slet ikke holde mig tilbage, så jeg tog det sidste skrid mod hende og plantede mine læber blidt på hendes. Det var som om hele verdenen kom tilbage igen, da de ramte dem. Hun trak mig helt ind til sig, som om hun var bange for, at jeg bare ville skride. Men det havde jeg ikke i sinde at gøre! Hun var min nu, og kun min.
”Justin...” kunne jeg høre fra Scooter.
For helvede...
Nu ville jeg jo bare skride.
Jeg trak mig væk fra Cady og så på hende.
”Jeg må...”
Hun nikkede.
”Jeg skal have dit nummer,” sagde hun stille og trak en hvid iPhone op ad lommen.
Der blev jeg ret sur på mig selv. Den var jo ny?! Hendes anden var sort. Så havde hun talt sandt.
Jeg rømmede mig lidt og fortalte hende mit nummer. Så tog jeg hendes hånd.
”Vi må tale senere, okay?” spurgte jeg og så direkte på hende. Hun nikkede ivrigt.
”Og så må vi se at finde ud af det hele.”
Hun nikkede endnu en gang. Jeg slap hendes hånd og tog min tynde jakke af, som jeg gav hende på, eftersom hun frøs ret så meget. Hun så taknemmeligt på mg, med varme øjne. Så tog jeg hendes hånd og gik hen mod Scooter, der så afventende på os begge. Men vi sagde nu ikke rigtig noget..
Da vi stod ved trappen til flyet, så jeg dog på Cady. Vi så hinanden lidt i øjnene, og så kyssede vi igen. Det var det mest fantastiske, der var sket lige nu. Jeg kunne ikke lade været med at blive glad. Hele mit krop brusede af lykke lige nu.
”Jeg elsker dig,” hviskede jeg og smilede svagt.
”Jeg elsker også dig, Justin. Og jeg er glad for, at jeg tog herhen,” svarede hun. Hun smilede ikke rigtig, men så bare alvorligt på mig.
”Også mig.”
Jeg sukkede og så på flyet.
”Vi ses,” sagde jeg så. Hun nikkede.
Vi krammede hurtigt, og jeg så på vagterne.
”Følger i hende ud..?” spurgte jeg, som om jeg styrede alt. De nikkede, og Cady gik hen til dem, imens hun vinkede stille.
Jeg hadede tanken om, at jeg bare forlod hende nu. Især sådan der.
Men samtidig var det her den bedste dag, der var hændt mig, siden vi slog op.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...