Mor, forlad mig ikke!!

Det er første gang jeg har skrevet herinde, så håber i kan lide den...;D

Den handler om 13 årig Vada, som altid er blevet skuffet og forladt er sin mor.....

4Likes
7Kommentarer
995Visninger

1. Skuffelsen!

Vada! lad nu vær, Vada! løb ikke væk, kom nu tilbage, det skal nok gå. Jeg så min mor råbe hysterisk efter mig, jeg kiggede ikke tilbage, men jeg kunne se at hun græd, men inderst inde vidste jeg at hun var ligeglad, fuldkommen ligeglad. Jeg græd også, imens jeg løb, jeg ville nå horisonten og falde ud over kanten. Mit hjerte var knust, min mor ville forlade mig IGEN! Ligesom hun altid gjorde. Jeg begyndte at blive forpustet, men jeg løb bare videre og videre, og til sidst faldt jeg om i forster stilling og græd.

 

Jeg kan huske dengang jeg var 6, det var første gang hun forlod mig. jeg så hende pakke sine kufferter og stå ude ved den gamle grønne havelåge. Jeg kan stadig huske hendes blik, et blik, som jeg lige siden den dag, har hadet, en blik, som sagde "undskyld skat, jeg er ked af det, det hele skal snart gå". Men det gik aldrig, hun overladte mig helt alene og ensom, sammen med min mormor, som var stum. Selvom min mormor ingen ting sagde, var hun fuld af mystik, det var som om at hun ikke kunne lide mig, men jeg elskede hende, jeg elskede at stå og observere hende. Hun var en smuk gammel dame, hendes grønne øjne havde jeg arvet, og hendes ansigts form. hun havde lette rynker og en lille næse, hendes grå hår, som altid var sat op i en knold, og altid var der små slange krøller, der hang ned ved ørerne. hun var lidt buttet, men ikke tyk. Hun lignede ikke min mor. Min mor havde slidt blondt hår, som altid sad i en hestehale. Hun havde store brune øjne, som altid så livløst ud. Hun var en tynd og mager dame, men på trods af alt det var hun smuk.

 

Jeg ville ønske, at min mor aldrig skulle forlade mig. Hun havde lovet, at hun ikke ville, selvom hun altid gjorde det. Men denne gang var det anderledes. Hun havde set dybt i mine øjne, og hendes blik havde så ikke livløst ud mere, som det plejede. Hun tog fat i min hånd og sagde "Jeg vil aldrig forlade dig mere". Det ord som hun altid sagde til mig, men denne gang føltes det anderledes. Jeg troede at hun mente det!  Men hun skuffede mig, som altid.

 

Jeg lagde mit dunkende hoved ned på det kolde, mudrede græs, og selvfølgelig begyndte det at regne. Jeg har egentlig aldrig vidst, hvorfor min mor altid forlod mig. Da jeg var lille troede jeg, at hun skulle ud på eventyr, så begyndte, jeg at tro, at det var fordi at hun hadet mig. Men nu er jeg i tvivl. Måske keder hun sig bare, her sammen med mig. Måske skal jeg bare begynde at være sødere. Jeg begyndte at få skyldfølelse. Hver gang hun forlod mig, løb jeg bare væk. Jeg har aldrig sagt farvel til hende, og måske ville det holde hende her, hvis jeg gjorde.

 

Jeg rejste mig op, og var fast besluttet på at sige farvel denne gang. Så ville hun måske ikke forlade mig næste gang. Jeg begyndte at løbe så hurtig jeg kunne. Min hjerte den bankede af adrenalin. Jeg blev våd og mine hænder blev følelsesløs. Da jeg så min mors hus, løb jeg hurtigere. Den lille røde hus, som vi boede i, gjorde mig glad. Det grønne hegn, hadet jeg, derimod. Den mindede mig om hver gang min mor forlod mig, og hendes blik. Jeg så min mor stå henne ved taxaen. Jeg prøvede at stoppe hende, i at gå ind, ved at råbe og skrige. Jeg ville sige farvel til hende, men jeg var for langt væk.

 

Hun steg ind i taxaen, og det var der hun fik øje på mig, og gav mig det blik, som jeg altid har hadet. I et øjeblik stod, jeg bare, og stirrede på, at bilen kørte væk.

Jeg løb grædende hjem til min mormor, som boede overfor. Satte mig ved siden af hende, og græd. Hun klappede mig på skulderen, som om at alt vil blive godt igen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...