The Hunger Games - Another Game

Det er Dødsspil nummer 55. To børn fra hver af de 12 distrikter skal ind i en arena og kæmpe for deres liv. 23 tabere. En vinder. Lad spillet begynde.

7Likes
16Kommentarer
2681Visninger
AA

4. Sandheden

Jeg går ud til hende og følger hende til et stort rum, hvor Haymitch og Liam allerede sidder. Liams krop dirrer svagt mens han prikker lidt til den delikate mad. Han har aldrig fået særligt meget mad, kun lige til at kunne holde sig selv i live. Så det er vel klart at han er lidt overvældet, mens Haymitch bare sidder og skovler det hele indenbors mens han nipper til en glas med en mørk rød væske i. "Hej" Siger jeg, og tager plads for enden af bordet. Der bliver serveret en tallerken, med massevis af mad - cremede kager dekoreret med små sukkerperler, brød med smeltet ost og kød hvor saften nærmest flyder ned af hagen på mig. Miffy sætter sig ved siden af mig og tager kun en halv bolle. Nå ja, de har visse skønhedsidealer i Capitol der blandt andet omhandler at være tynd som et siv. Jeg klapper min fyldte mave, for selvom jeg kun har spist én tallerken mad er min mave ikke vant til så meget, og jeg vil ikke have at det hele kommer op igen. Jeg purer op i mit korte hår og ser derefter afventende hen på Haymitch.

"Nå. Hvad er vores strategi så?" Han ser hen på Liam som har fået klemt sin første bolle ned, og nu ser helt salig ud. "Vores strategi?" Haymitch griner kort, og hælder resten af den blodrøde væske ned med et dybt suk. "Få sponsorer. Bliv elsket af folket. Gør et indtryk" Jeg himler med øjnene og rejser mig. "Hvis det er alt du kan byde på, så.." Men han laver en afværgende bevægelse med hånden som får mig til at sætte mig ned igen."Nu spiser vi. Vi har massere af tid til at aftale strageti, men indtil videre holder i bare lav profil. Okay?" Vi nikker samtykkende og jeg tager en slurk af den skoldhede kaffe. Jeg bryder mig egentligt ikke om smagen, men den holder mig vågen og sørger for at jeg tænker klart. Sådan da. Imens Liam er ude at kaste op plaprer Miffy op om åbningscermonien, de farverige fester der afholdes i Capitol i anledning af Dødsspillet og alt muligt andet ligegyldigt. Det er sjovt at betragte hvordan det kun er hendes mund der bevæger sig, for resten af hendes ansigt er lammet af de utallige plastikoperationer hun har fået lavet.

Til sidst bryder Haymitch ind, midt i hendes nøje beskrivelse af hvordan to kendte under tragiske forhold er blevet forlovet. Jeg smiler taknemligt og glad til Haymitch, og han vinker mig og Liam hen til sig. Han rejser sig op og beder os om at komme med ham og jeg sender et kort blik hen mod Miffy før jeg følger efter ham. Hun smiler og vinker, selvom man tydeligt kan se at hun er glad for at være sluppet af med os. "Hvor skal vi hen?" Spørger jeg, og ser hen på Liam der blot følger tavst efter. Jeg lægger først nu mærke til at jeg ikke har hørt ham sige et eneste ord og jeg frygter at han er ved at få et psykisk nedbrud af en art. Det ville ikke være første gang, men borgerne i Capitol mener at det giver spillet en hvis spænding hvis en, eller flere, af sonerne er sindssyge. Folk bliver vilde og blodtørstige hvilket resulterer i flere langtrukne og smertfulde dødsfald. Det kunne sagtens være Liam, men jeg tvivler på at han kan resultere i andet end et kanonskud. Jeg håber virkelig at Haymitch satser på mig som vinder af Dødsspillet, selvom jeg nu har en vis sympati for den magre dreng der går ved siden af mig.

"Et sted hvor vi kan være alene". Haymitchs stemme lyder så voksen og myndig, selvom han kun er få år ældre end jeg selv. Jeg betragter de mørke krøller og har lyst til at række ud og røre ved dem. Kærtegne ham, give ham den varme han aldrig selv fik. Hans forældre og kæreste blev dræbt kort efter at han selv havde vundet dødsspillet, det blev dog undskyldt med en meget hurtigtdræbende virus. Men enhver tåbe har vel regnet ud hvorfor man den dag hørte tre højlydte skud gennem Distrikt 12 og man prøvede at holde deres død lidt privat. Vi kommer til en skrigende orange dør som han åbner, og gør at vi befinder os i et lettere støvet og gammelt rum. En - hvad der i Capitol må betragtes som - gammel lampe hænger og sender et skarpt gult lys ud i hele lokalet. Der står gamler kasser overalt og vi tager plads omkring et orange plasticbord der er ved at falde sammen. Mig og Liam betragter begge Haymitch, som har et tænksomt udtryk i øjnene.

Og så siger han, med en meget mørk stemme: "Ingen af jer kommer ud af arenaen".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...