The Hunger Games - Another Game

Det er Dødsspil nummer 55. To børn fra hver af de 12 distrikter skal ind i en arena og kæmpe for deres liv. 23 tabere. En vinder. Lad spillet begynde.

7Likes
16Kommentarer
2571Visninger
AA

1. Starten

Himlen er grå. En stille støvregn finder sin vej ned fra himlen, og resulterer i en behagelig prikken i mit ansigt som få fjerne i hvert fald lidt af det tykke lag sod og skidt. Jeg ser frem for mig. På alle de uskyldige mennesker der i over halvtreds år har måtte lide under Capitols stramme jerngreb. Men lige nu er det eneste jeg kan se i deres ansigt, et underligt slør der bekræfter mig i at de er alt for bange og nervøse til faktisk rigtigt at reagere på det. Høstdagen. Dagen, hvor en drenge og en pige må forlade distriktet for at tage til Capitol og derefter træde ind i en arena af død og pinsel. Det kan blive mig, såvel som enhver anden pige og faktisk er mine chancer rimligt små. Jeg har syv lodder hvoraf jeg ved at nogle har over tredive. Men jeg prøver at skyde mine tanker væk derfra, og koncentrere mig om mit egentlige ærne. En høj og mager kvinde, som tydeligvis kommer fra det mere velhavende område i Distrikt 12 - hvis der overhovedet er et - kommer gående ned af gaden. Hun går forbi mig, og i det øjeblik vi passerer hinanden finder min hånd vej til hendes baglomme og trækker en lille læderpung op. Hun opdager intet, og på få sekunder er jeg blevet mange penge rigere. Jeg knuger pungen ind til mig, og skynder mig at forsvinde ud af en sidegade før kvinden opdager at den lille harmoniske raslen fra hendes baglomme er forsvundet.

Det har været en god dag idag. Folk er så mærkede af høstdagen at de slet ikke lægger mærke til en lille beskidt hånd der strejfer deres tøj, og derved frarøver dem hvad de nu har valgt at tage med ud. Det er længe siden at jeg har stået med et så stort beløb mellem hænderne og jeg fejrer det med at tage hen til bageren og køber en bolle. Den er stadigvæk lun, og jeg sukker lykkeligt da mine tænder glide igennem det lyse brød og derefter når ind til den bløde nøddecreme. Jeg går og gumler lidt på den mens jeg betragter alle de små butikker. De er ved at lukke ned for folk skal hen til torvet, eller en af de kæmpe storskærme og følge høsten. Jeg burde egentligt også snart gå derhen og tage min plads mellem alle de sytten årige og jeg sætter derfor kursen med torvet. Jeg hader det sted. Jeg hader Distrikt 12. Jeg hader Dødsspillet. Men mest af alt, jeg hadder Capitol. For det de gør mod os. Men jeg tænker det kun, for den slags tanker kan få konsekvenser. Jeg sparer ikke ligefrem på min mening, men hvis en fredsvogter er i nærheden klapper jeg somregel i.

Jeg når endelig frem til torvet hvor de spørger om navn og alder, så de kan sikre sig at alle møder op og samtidigt kan lave en folkeoptælling. Jeg ender sammen med pigerne fra min årgang og de træder alle et skridt væk fra mig. Nok er jeg mere velhavende end de fleste af dem, grundet min lille hobby, men jeg er sådan set ligeglad men hygiejne. Vores borgmester træder op på scenen, efterfulgt af Distrikt 12 repræsentant - en kvinde med lyseblå hud og adskillige mønstre tatoveret ned af armene. Under øjnene på hende er i alt seks små diamanter fastgjort og hendes hår, som matcher huden, står op i luften i små pigge. Hun kan kun komme fra Capitol, for kun der vælger man frivilligt at se så latterlig ud.

Til sidst kommer en ung dreng op. Haymitch Abernathy. Distrikt tolvs sidste vinder af dødsspillet, hvoraf der indtil videre kun har været to. Han vandt overraskende nok ved 50 års jubilæummet - hvor der var dobbelt så mange deltagere - og han står nu og stirrer tomt. Han må højest være - jeg ved ikke -  20 år, men han ser allerede hærget og slidt ud. Han skal hvert år guide to børn gennem spillet, se dem dø. Jeg er ikke overrasket over rygterne om at han bruger weekenderne på at ligge døddrukken. Jeg betragter hans mørke krøllede hår og de typiske Fugen-øjne, jeg kender alt for godt. Han er smuk, trods hans meget skulende øjenbryn og arrogante facon. Han fanger i et kort øjeblik mine øjne, hæver derefter øjenbrynet og jeg skynder mig hurtigt at kigge væk. Jeg har aldrig været interesseret i drenge, men han gør mig på en eller anden måde forlegen.

Borgmesteren begynder på sin sædvanlige tale om De Mørke Dage, hvor Distrikterne modsatte sig Capitol og som straf fik Dødsspillet. Ingen lytter egentligt til det, men det er deres måde at minde os om at de har magten, og at vi blot må underlægge os. Og så skal kvinden med den grønne hud trække to lodder op. En dreng og en pige. Hun smiler affekteret, og siger med sin skingre Capitol stemme "Damerne først!" og borer sin hånd ned i pigernes lodder. Hun står i et par sekunder og fumler og trækker så et lille papir op hvor der med sirlig håndskrift står en eller anden uheldig piges navn. Kvinden smiler og råber derefter højt og tydeligt: "Maline Hourt".

Navnet siger mig ikke noget med det samme, men jeg kan høre folks sukken da en lille pige går frem i mængden. Hun er flere hoveder lavere end de andre og har kun ét ben. Da blev amputeret da hun var helt lille og overraskende nok overlevede hun den meget omfattende operation. Lige nu bruger hun en lang træpind som stok og halter op mod scenen. Kvinden med den blå hud rynker let på næsen og erstatter hurtigt bevægelsen med et smil. "Distrikt 12, lad mig præsentere jer for jeres kvindelige soner!" Der kommer en lav klapsalve, men ingen hujer. Langt væk kan der høres gråd. Borgmesteren puffer hårdt kvinden i siden og mumler noget, som jeg ikke kan høre. Hun nikker studst, og ser igen ud på alle børnene i indhegningerne. "Nogle frivillige?"

Og så hører jeg en høj, men hæs stemme råbe "Mig! Jeg tager hendes plads!" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...