En Nisses Største Juleønske

På Julemandens værksted på Nordpolen, er alting blevet så nemt og moderne, men hvis man er en gammel nisse der i femhundrede år har arbejdet for Julemanden, kan det være svært at følge med. Det kunne betyde at det var tid at gå på pension, men hvis der er noget vores hovedperson ikke vil, så er det at gå på pension. Se hvordan det går ham, og om hans ønske går i opfyldelse.

26Likes
21Kommentarer
2684Visninger
AA

1. En Nisses Største Juleønske

Lyden fra Sirius’ træsko lød ud over gang 247 i Julemandens kontorbygning som små smæld, der fik alle nisser på etagen til at kigge op og smile venligt til nissen, de alle kendte. De små ben gik med hastige og korte skridt mod den blanklakerede dør for enden af gangen. De store gyldne bogstaver fjernede en hver tvivl om hvis kontor, han mellem alle disse gange og etager var nået til. ”Julemand – Julius Santa Klausen” stod der. Sirius lagde hånden på den lille glasplade og en vifte af rødt laserlys skannede hans hånd. Et lille display bladrede lynhurtigt igennem et utal af små håndaftryk, og fandt hurtigt frem til det rigtige. En grøn lampe lyste og låsen slog fra med et ”bump”, døren gled til side, og Sirius trådte ind i det store kontor der var fyldt med bøger, prototyper på legetøj og julepynt fra al den tid Sirius havde arbejdet hos Julemanden, nemlig 500 år. I år var Sirius’ 500års jubilæum. Det skulle umiddelbart synes at være en god ting, men for Sirius var det lidt af et problem eftersom de fem hundrede år betød at han nærmede sig sin pension. I Juleministeriet på Sydpolen havde man besluttet at en nisse som maksimum måtte arbejde i femhundrede år før han skulle på pension. Sirius kunne simpelthen ikke komme i tanke om noget værre end pension. Al risengrød i verden måtte brænde på, alle juletræer i verden måtte visne, alle julesangere måtte miste deres stemmer, men hvis Sirius mistede sit job, havde han ikke mere at leve for. Siden Sirius var 100 år gammel havde han arbejdet for Julemand Klausen og han elskede sit job som julemandsassistent højere end noget andet i verden.  

Sirius vidste godt hvordan det foregik når en nisse skulle pensioneres. Når en nisse havde arbejdet i fem-hundrede år, skulle Julemanden sende et brev til Sydpolen hvor det hele skulle bekræftes og sendes tilbage til Julemanden igen. Det var noget en eller anden gammel alf havde besluttet. Så Sirius gik hver dag og frygtede at et brev skulle sendes til Sydpolen, med det formål at få sendt ham på pension. Hans tid på gavemarkedet ville være slut, og han kunne se frem til sine sidste tohundrede år i en lænestol, mutters alene med et gløggforbrug, der var så stort at hans næse ville få Rudolph til at misunde ham. Altså ville Sirius gøre alt hvad der stod i hans magt for at blive i firmaet for at rådgive og hjælpe Julemanden med at gøre børn over hele verden glade.

For enden af kontoret sad Julius i en Coca-Colahættetrøje og læste mails fra alle de små børn rundt om i verden. Alt den nymodens teknologi havde i starten gjort Sirius godt rundt på gulvet, men efterhånden var han begyndt at kunne se det smarte i at spare de knap syv kilometer papir, der skulle til for at have en samlet ønskeliste fra alverdens børn. Desuden var det blevet så nemt at komme rundt med elevator og alle de nye kodesystemer sparede nisserne for en masse bøvl med nøgler, der blev væk. Og sidst men ikke mindst var produktionen blevet så fantastisk nem og hurtig. Knap tre millioner gaver kunne nu produceres, pakkes ind og sorteres på en enkelt arbejdsdag. Den store omvæltning havde i starten kostet en masse arbejdspladser i fabrikshallen, men de fyrede nisser havde næsten alle sammen fundet noget nyt at tage sig til. Mange af dem havde uddannet sig som ingeniørnisser så de igen var blevet ansat i fabrikken, og andre var genansat som kontornisser der læste mails, sorterede papirer og hentede kaffe og cola. For cola var man begyndt at drikke meget af. Siden Julemanden havde skrevet under på sin Coca-Colakontrakt, havde alle fået adgang til alt den cola deres små nissetænder kunne holde til. Derudover tjente firmaet masser af penge på at Julemand Klausen en gang om året fik taget et par billeder med en flaske cola i hånden, og en masse udstyr til produktionen af gaver var blevet sponseret af Coca-Cola. Ja julemandsassistent Sirius måtte skam være på dupperne for at følge med i det hele.

Sirius gik op til det rodede skrivebord hvor Julius sad. Han rømmede sig.

”Ja Sirius…” mumlede Julemanden og kløede sig lidt i skægget.

”Godmorgen Hr. Santa Klausen. Jeg har lige et par nyheder, jeg ville gennemgå med dig.”

”Javel ja, jeg lytter.”

”Jo, vi starter med de gode, Coca-Cola var meget tilfredse med den seneste reklame med snow globen, computersystemet ser ud til at kunne holde til de mange mails i år, vi har modtaget 50.000 flere ønsker end vi havde sidste år på denne tid, og den nye Ferrarikane er ankommet. ” Julius nikkede og lænede sig tilbage i stolen.

”Skønt! Men det var kun de gode?”

”Ja, ser du, vi er en dag bagud i produktionen af mobiltelefoner og Barbiedukker, et samlebånd er gået i stå, og rensdyret Rudolph har vrikket om og har fået en mindre ankelskade på højre forben.” Sagde Sirius og dukkede hovedet en smule.

”Av den var værre…” mumlede Julius. ”Hvad kan man gøre ved de problemer?”

”Jo altså… Med hensyn til Rudolph, er han under behandling af vores bedste fysionisse og burde være klar til juleaften i nogenlunde form. Tekniknisserne arbejder på højtryk med samlebåndet, og hvis det bliver klar til i morgen, kan mobiltelefonerne og Barbiedukkerne være indhentet til onsdag.”

”Aha. Jamen så bliver det vel jul igen i år!” lo Julemanden. Sirius var lettet over den afslappede reaktion, og smilede tilbage til Julemanden. Sirius skulle lige til at runde af og vende om da Julemanden spurgte:

”Du Sirius?”

”Ja…” sagde han og så på Julemanden der kiggede hen over brillekanten.

”Hvor længe er det du har været her i firmaet?”

”Øhm… det er vel… det er nok en del år”

”Du kan ikke lige huske det?” spurgte Julemanden

”Nej, jeg har så meget andet at huske på” sagde Sirius selvom han udmærket vidste at han havde femhundrede års jubilæum den 10. december.

”Javel så… Nåh men for at snakke om noget helt andet skal jeg have dig til at sende et meget vigtigt brev til sydpolen. Det er ekstremt vigtigt at du sender det i dag, og at det bliver med post. Sydpolen har stadig ikke fået computere og kan derfor ikke modtage e-mails.” sagde Julemanden og så strengt på Sirius.

”Naturligvis Klausen. Må jeg spørge om hvad brevet indeholder, der er så vigtigt?” spurgte Sirius en smule tøvende. Han kunne mærke, at han blev nervøs.

”Det kan jeg desværre ikke fortælle dig Sirius. Men du skal nok få det at vide. Tro mig.” sagde Julemanden. Sirius tog brevet og forlod kontoret med skræk. Han så på brevet. Det var forseglet med et stort rødt mærke med billede af et juletræ. På det stod med skråskrift: ”Til Juleministeriet, Sydpolen” Sirius gøs. Tænk hvis han stod med det brev i hånden som han frygtede allermest. Tænk hvis han stod med sin egen pension i hænderne. Det ville være forfærdeligt. Sirius gik ned til postkassen med det lille nissehjerte halvt oppe i halsen. Han stoppede op foran den lille postkasse og så på brevet. Skulle han åbne det? Tænk nu hvis det var hans navn der stod indeni? Sirius satte neglene i kanten på brevet lige inden postkanen kom om hjørnet.

”Skal du have noget med? Jeg tømmer sidste gang for i dag.” Råbte postnissen.

Sirius kløede sig i nissehuen. Det kunne jo sådan set være hvem som helst i det brev. Måske var der slet ikke nogen der skulle fyres eller pensioneres… Sirius tænkte kun meget kort og pludselig hørte han sig selv sige:

”Ja, det her.” og brevet var væk i sækken med de hundredvis af andre breve.

Den aften sov Sirius meget dårligt. Der var kun to dage til hans jubilæum og ved nærmere eftertanke, fortrød Sirius inderligt at have afsendt det brev. Julemand Klausens spørgsmål passede perfekt med at han nu skulle have sendt det brev for at få Sirius pensioneret. Næste dag hastede Sirius rundt på hele fabrikken og gjorde alting så hurtigt og godt som han kunne. Han mødte en time før han plejede og arbejde på højtryk med at få overblik over hvordan det stod til med arbejdet på fabrikken, kontorerne osv.

Da Sirius klokken fem minutter i ti trådte ind i Julemand Santa Klausens kontor, skyndte Julemanden sig at pakke nogle papirer sammen og lægge dem på skødet.

”Jamen hej Sirius! Noget nyt?” Sagde Julemanden og smilede nærmest overdrevent til Sirius.Sirius skævede ned mod julemandens skød, men kunne ikke se noget for skrivebordet.

”Ja. Teknik nisserne fandt ud af hvad der var galt med samlebåndet og alt kører nu med dobbelt fart for at indhente forsinkelserne og Rudolphs behandling skrider langsomt fremad.”

”Strålende.” sagde Julemanden hurtigt.

”Fik du sendt brevet?” Sirius holdt vejret kort.

”Ja. Brevet er sendt mod Sydpolen”

”Godt. Det er nok bedst for alle.” Sirius kunne mærke nissehårene rejse sig under huen.

”Nåh men jeg må nok hellere se at komme videre” sagde Sirius undvigende og forlod kontoret. Sirius knoklede videre med samme mavefornemmelse som man får hvis man spiser for meget risengrød. Dette kunne muligvis være hans sidste arbejdsdag i hans nisseliv. Også den nat sov Sirius elendigt. Han drømte at et kæmpe brev ville spise ham i en mundfuld, og spytte hans knogler ud på et plejehjem hvor Gammelsmølf fra ”Smølferne”, Gyldengrød fra ”Alle Tiders Jul”, Hr. Mortensen fra Nissebanden og en masse andre gamle kendisnisser sad og grinede ad ham. Ved 4-tiden vågnede Sirius med et skrig og badet i nissesved. Han så på uret. Han kunne godt glemme alt om at falde i søvn igen. Sirius stod op og tog sig et bad under den lille bruser. Efter morgengrøden tog han sin frakke på, og begav sig ud på sin muligvis sidste dag som Julemandsassistent. Foran hovedindgangen stoppede Sirius op og så op på den høje bygning hvori flere hundrede nisser om et par timer ville give sig til at arbejde fuldstændig som de plejede. En tåre løb ned over kinden på Sirius og blev hængende på hagen hvor den frøs til is i det kolde polarvejr. Sirius så ned i sneen, og gik målrettet mod svingdøren. Han låste sig ind, og døren begyndte at dreje rundt. På Sirius’ lille kontor begyndte han så småt at finde kasser frem og pakke personlige ting og sager ned. Sirius havde det bedst med at være lidt på forkant.

Klokken syv var der stadig ingen på arbejde. I hvert fald ikke i kontorbygningen. Hvad i alverden? Sagde Sirius til sig selv og så på uret. Ti minutter over syv. Sirius gik ud mod elevatoren. Julemand Klausen måtte vide hvad der var galt. Sirius trykkede på etage 10, og elevatoren steg til vejrs med et ryk. Få sekunder efter åbnede døren med et ”pling” og Sirius steg ud og gik direkte mod Julemandens kontor. Han skannede sig ind og ganske roligt og uberørt sad Julemand Julius Santa Klausen på sin stol hvor han tydeligvis ventede at se Sirius.

”Godmorgen Sirius.” sagde han med sin dybe Julemandsstemme.

”Godmorgen Klausen… Hvadøh… Hvad ske…”mere nåede Sirius ikke før han blev afbrudt.

”Jo ser du Sirius…” sagde Julemanden og rejste sig op så man kunne se den store mave. ”Du har været her i firmaet rigtig mange år. Faktisk er det i dag femhundrede år siden du startede med at arbejde.”

”Virkelig? Er det sandt?” spurgte Sirius dumt.

”Ja Sirius, og du ved hvad det betyder…” sagde Julemanden alvorligt.

”Det gør jeg vel…” sagde Sirius og var overbevist om at nu var det slut.

”Men Sirius, må jeg foreslå at vi lige går en tur ned i fabrikshallen? Jeg må tale med dig.” Sagde Julemanden der nu stod stor og mægtig foran Sirius.

”Ja da…” sagde Sirius lidt undrende. Hvad skulle nu dette til for? De gik ned af gangen og ud i elevatoren.

”Sirius, du har været min assistent i 500 år, og jeg ved hvor meget du elsker dit arbejde og hvor meget du keder dig når du sidder derhjemme. ”sagde Klausen

”Gør du? Hvem har…”

”Jeg er Julemanden Sirius, jeg kan det der med tanker og ønsker.” Selvfølgelig. Hvad havde Sirius regnet med? Julemanden fortsatte:

”Jeg ved også, at du ved, hvem det brev handlede om.” De var nu steget ud af elevatoren og var på vej hen over gårdspladsen.

”Aha…” mumlede Sirius. ”Og jeg må være ærlig og sige at du havde fuldstændig ret i at det var dig.” sagde Julemanden lidt vemodigt. Sirius sukkede som de trådte ind mørket på fabrikshallen. Julemanden lagde en finger på lyskontakten men ventede med at trykke.

”Men ved du, hvad det brev i virkeligheden har gjort?” spurgte Julemanden i mørket.

”Det har sendt mig på pension.”

”Nej, Sirius, det har givet dig dispensation til at arbejde lige så længe, du har lyst! Hvis du altså har lyst!”

”Hvabehar?” Sirius nåede ikke at spørge mere før lyset blev tændt og samtlige nisser sprang frem i fabrikshallen med et kæmpe ”TILLYKKE!” som fik hallen til at runge, og Sirius så på dem med julelys i øjnene, og derefter på Julemanden som lagde hovedet på skrå som han gør i Coca-Colareklamerne, smilede og gav Sirius en kæmpe krammer.

”Jeg har for øvrigt lige én ting mere du skal se Sirius.” Julemanden måtte råbe for at overdøve nissejubelen. Julemanden førte Sirius om bag kontorbygningen hvor en hel nissevilla var blevet bygget i forlængelse af kontorbygningen Sirius normalt sad i.

”Den er til dig Sirius. Som tak for de mange år, og til hvis du en dag skulle ændre mening om pensionen.” sagde Julemanden stolt og lagde armen om skulderen på sin assistent. Sirius var målløs. Det var mere end han nogensinde havde drømt om. Nu kunne han arbejde lige så længe han havde lyst, og hvis han nogensinde skulle få nok, kunne han læne sig tilbage i sin kæmpe nissevilla hvor han stadig kunne følge arbejdet i firmaet. Sirius rakte sine små nissearme op mod Julemand Klausen og omfavnede sin gamle ven som han nu kunne få lov at tilbringe resten af sine nissedage i nærheden af.

”Tak Klausen! Tak!”

”Selv tak du gamle. Og skal vi så komme tilbage og fejre det med de andre?”

”Det kan du tro!” grinede Sirius.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...