When the Day met the Night

En fælles novelle af White Rose og J.A.C A.K.A Black Rose. Om Månens og Solens folk, adskilt af overtro blandet med frygt.

17Likes
13Kommentarer
3852Visninger
AA

1. Austin fortæller

Jeg stak hovedet ud af mit telt. Der var et utømmeligt mørke, som jeg ikke kunne se igennem. Kun faklerne uden for teltene gav lidt lys.

Jeg bemærkede faklen ved nabo teltet var gået ud. Min nabo vat ubeskyttet mod natten. Normalt måtte vi ikke gå efter mørket frembrud. Ikke engang for at tænde en fakkel. Det var for farligt. Dog kunne jeg ikke bære tanken om, at min nabo skulle blive offer for månefolkets terror.

Jeg kunne nemt forstille mig hendes ansigt, når hun vågnede opslugt af deres galskab. Jeg kunne se deres tynde forvredne skikkelser danse sig væk, mens daggry kastede sig over os. Deres stemmer som blandede sig med en hylene vind og gjorde et sidste forsøg på at drive et medlem af mit folk, solfolket, til vanvid.

Jeg tog en hurtigt beslutning og famlede efter mit fyrtøj. Det var år siden, at månefolket havde efterladt et medlem af solfolket til galskabens evige nat. Dog var det kun uger siden, at de bortførte et medlem og brugte ham som offer. Jeg havde personligt fundet ham hængt i et træ.

Før jeg kastede mig ud af teltet, på min heroiske mission, tænkte jeg på mørket. Alle var bange for natten. Så snart solen gik ned, startede den tid hvor vi var byttedyr. Kun hvis faklerne brændte udenfor teltene holdt de sig væk.

Natten luften slog mod min bare overkrop og gav mig gåsehud på armene. Jeg skulle heldigvis ikke så langt. Jeg bøjede mig ned over faklen. Vinde måtte have blæste den ud, for den var ikke brændt ud.

Jeg satte mig med ryggen til vinden, mens jeg prøvede at tænde. Velvidende at jeg nemt kunne blive angrebet bagfra. Hvorfor havde jeg ikke taget mit våben med mig? Dumdristighed havde aldrig været mig, men søvnløsheden og frygten havde fået mig til at glemme. Godt mine forældres telt lå i den anden ende af lejren.

Klik, klik, klik. Sølvtøjet i mine hænder fik endelig en flamme til at bryde frem. Faklen brød ud i et smukt flammehav. Desværre fik jeg ikke flyttet hænderne hurtigt nok. Jeg kom med et forskrækket udbrud, da jeg brændte mig. Sølvtøjet røg på jorden og trillede ind i mørket, hvor jeg ikke kunne se det.

Jeg bandede en anelse højlydt.

Teltet bag mig gik op. En kvinde kom til syne. Hendes hjerterformede ansigt missede med øjnene. "Austin?" Hun skubbede hele sin overkrop ud af teltet. Hendes barm var fyldig og resten af hendes lemmer lange. Hendes gyldne lokker dansede om hovedet.

"Hvad laver du!" udbrød hun i ren og skær frygt. Jeg fik øje på mit fyrtøj og samlede det hastigt op

"Din fakkel var gået ud." Hun nikkede stumt, mens hendes øjne stirrede ud i mørket.

"Det er forbudt, at være ud nu." hviskede hun. Jeg havde aldrig rigtigt fået fat i hendes navn. Hun var ikke for kløgtigt, men kun endnu et godt udseende.

"Ja. Det er farligt. Vi bør helt klart gå i seng." Til min lettelse kunne jeg høre hende forsvinde ind i teltet bag mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...