Ulven kommer, falsk alarm.

[[DISCONTINUED]] Da skrigene havde fortaget sig og ulven forsvundet med endnu et hyl, der gik mellem marv og ben, sad den lille pige med de grå øjne blandt ligene af hendes kære, kolde og med tomme øjne. Det stakkels barn havde ikke skreget da ulven kom. Hun havde hørt historierne fra sin farfar, dem om 'De kolde dage' hvor Peter fik ret. Mange troede ikke på ham, kaldte ham en gammel tosse, men den lille pige havde troet ham og havde lyttet til hans råd. Så hun havde overlevet.

7Likes
15Kommentarer
2738Visninger
AA

3. Uopmærksom.

Jeg vidste godt at jeg drømte, da jeg bevægede mig ind i ruinerne af den by, jeg voksede op i. Op fra få bygninger steg grå, tyk røg op, ivrig efter at finde sollys bag skydækket der gjorde himlen sort. Under mine skosåler lød der knasen mens jeg gik den sædvanlige vej, op mod torvet. Jeg kan huske præcis hvilken vej jeg går, hvor jeg drejer hen af de små gader, hvilke ting jeg lægger mærke til og hvor jeg ender. For det er altid det samme, altid den samme følelse jeg får når jeg stopper op foran den nedbrændte ruin af det hus jeg engang kaldte 'hjem'. En følelse af skuffelse. For hver gang jeg går denne vej, er mine skridt ivrige, er jeg ivrig, for at finde ud af om jeg denne gang vil kunne huske noget. Men nej, det er det samme som hver gang og skuffelsen skaber en klump i min hals og gør mine øjne tørre. For jeg husker ingenting. Hver gang jeg drømmer denne drøm, går jeg ivrigt hen til dette hus, i håb om at minderne om en tændt, knitrende pejs, en far der putter mig og en mor der synger en godnatsang, vil dukke op. Varme minder, om tiderne før "Det" og det håndlangere kom og terroriserede verden, gjorde den til et helvede at leve i. Minder om den barndom jeg havde. Minder, der ikke er det mere.

 

Jeg åbner langsomt mine øjne og blinker et par gange, for at vende mig til mørket i bunkeren. Den gamle madres med fjedre, knirker under mig da jeg rejser mig fra min seng og på listetær går hen til den tunge metaldør der gør at alle i bunkeren føler sig sikre nok til at lægge sig til at sove, på det møblement de nu ender med, når den tid er. For os i bunkeren sover ikke altid om natten. Vi sover når der er tid og brug for det. Et par af de der kom fra midnatsgruppen, snorker henne fra madresserne på gulvet længst fra døren, men ingen af dem viser tegn på at være vågnet ved lyden af min knirkene madres. Jeg når hen til døren og slår stille låsemekanismen fra, ved at trykke på en lille grå knap P.C har installeret, og smiler tilfreds da der lyder et lille klik dybt inde i dørens indre og jeg derefter kan skubbe døren op. Jeg er udmattet, da få timers søvn ikke er nok for min krop, og min træthed gør mig uforsigtig. Så uforsigtig at jeg bare åbner døren på vid gab, uden at skænke mørket og faren derude, en tanke. Men jeg er heldig, og møder kun månelys fra nymånen og en frisk sensommerbrise, fra den stille nat. Jeg lader døren til bunkeren stå på klem, og træder helt ud i måneskæret og nyder den kolde nat. Jeg lader mig selv slappe af, men ikke nok til at jeg ikke hører en kammerat forlade sin seng inde fra bunkeren, for senere at høre Matts stemme skære igennem nattens stilhed.

"Drømte du igen?" spørger han mig og stiller sig ved siden af mig. Hans øjne er rettet mod skoven foran os, men det stopper ham ikke i at lægge mærke til mit ansigt da jeg nikker. "Du har grædt. Det er ikke meget der kan få dig til det." fortsætter han, men hans stemme afslører, modsat hans tomme ansigt, at han er urolig for mig. Hvilket irritere mig. Meget.

"At græde er et tegn på svaghed." siger jeg hårdt til ham. Han ignorere mig og fortsætter bare.

"Hvornår har du tænkt dig at fortælle mig om drømmen?" spørger han. "Den har stået på i måneder nu og du har endnu ikke sagt et ord om den."

"Der er ikke meget at sige." svarer jeg ham undvigende. "Bare et dumt mareridt ..." Der er tavst et stykke tid og jeg håber inderligt på at han vil droppe emnet.  For siden mareridtet begyndte har han spurgt til det, igen og igen. Og jeg forstår godt hans nysgerrighed. Til hverdag viser jeg ingen følelser, for sådan foretrækker jeg det. Ved at være udtryksløs og hård, skræmmer jeg mange, ja, men jeg får dem også til at føle sig trygge. For på den måde ser det ud til at intet kan røre mig, ikke engang "Den". Hvis jeg begyndte at vise for mange følelse, så som at græde ved tabet af liv, ville den i gruppen begynde at tænke på, at jeg faktisk bare er et menneske som dem, hvilket jeg jo er. Men det vil også få dem til at tro at jeg i slutningen ikke kan klare mosten. At jeg til sidst vil bukke under, som så mange andre, og sådan vil jeg ikke have de skal tænke om mig. Min nådesløshed og mit kolde ydre, giver dem håb om at vi kan klare det. Og så er det nok bedst at jeg fortsætter sådan.

"Dawnless." Siger han og ser bekymret på mig. Jeg skærer ansigt da han benytter mit fuldenavn og afbryder hans kommende sætning.

"Lad være med at kalde mig det, Matthew." Jeg smiler svagt da han også skærer ansigt. Når man bliver medlem af gruppen kan du præsentere dig som hvem du vil. De fleste bruger almindelige navne som Katie og James, men nogle føler at jo dummere navne, jo bedre. De kan finde på at kalde sig 'Speedy' eller 'Flækkeren'. Eller Dawnless. Men til mit forsvar var jeg ikke særlig gammel da jeg valgte mit navn, og selvom jeg senere har fortrudt, kan jeg jo ikke bare blive ved med at skifte navn. Desuden er det sjældent folk kalder mig Dawnless, eller bare Dawn i det hele taget. De fleste foretrækker overhovede ikke at snakke med mig, men de få der gør, kalder mig Chef, eller noget i den retning. Undtagen Matt selvfølgelig. Men han er også anderledes. Selvom jeg faktisk har kendt Gabe i længere tid, selvom der er mange fra gruppen jeg har kendt i længere tid, er Matt den jeg er tættest på. Jeg føler dog ikke kærlighed for ham. Jo, måske søskende kærlighed, men længere er den ikke. Han er ikke noget for mig, han er for 'sød'. Han vil absolut tro det bedste og vil altid hjælpe andre. Og han er derfor den der irritere mig mest, hvilket er skyld i at det ikke overrasker mig da han afbryder mine tanker og fortsat tager emnet op.

"Dawn." Retter han sig selv, men fortsætter i det irriterende, bekymrede tonefald. "Jeg vil jo bare hjælpe." siger han og skal til at lægge en hånd på min skulder, men fotryder. Han ved, som så mange andre, at jeg ikke er til sådan noget sentimentalt pjat. Jamen, helt ærligt? En hånd på skulderen og et par trøstende klap på ryggen, stopper ikke mavepinen hvis det gør ondt, stopper ikke sorgen ved et tabt menneskeliv og skræmmer i hvert fald ikke frygten fra et mareridt væk. Vel?

"Jamen, jeg har ikke brug for hjælp!" siger jeg vredt til ham og ser ham i øjnene."Jeg kan godt klare det selv. Okay?"

"Du har atid været en enspænder, Dawn. Du vil altid klare det selv, men Dawn? Du er et menneske og det gør at du har ret til at bede om hjælp. En gang i mellem." Et menneske. Jeg fnyser og ryster svagt på hovedet af ham. Men var det ikke det jeg ville have at jeg ikke var?

"Matt-" begynder jeg, men stopper brat. Mine øjne bliver smalle da jeg vender min opmærksomhed mod skoven. Matt lægger ikke mærke til noget og ser bare på mig, forventer at jeg fortsætter. Det er derfor jeg var urolig da han skulle alene ud tidligere. Det er derfor han aldrig kommer med når vi skal på jagt. Det er derfor  at jeg ikke kan se mig selv i et forhold med ham, en dag. Han er for svag, for uopmærksom og for dum. For dum til at se hvad der står lige bag ham med sine selvlysende, mørkegule øjne som alligevel skinner op i mørket. Det er først da den træder ud af skoven at Matt vender sig om mod det. Først, da det smiler koldt og stikker sin snudelignene næse op mod himlen. Og hyler. Hyler et ulvehyl, så frygten går helt ind til knoglerne. Og så ser den mod os igen og smiler større. Et koldt onskabsfuldt smil, da det går op for den at vi ingenting har til beskyttelse og at dens hyl snart vil tilkalde flere. Flere at "Det"s tilhængere. Flere varulve.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...