Ulven kommer, falsk alarm.

[[DISCONTINUED]] Da skrigene havde fortaget sig og ulven forsvundet med endnu et hyl, der gik mellem marv og ben, sad den lille pige med de grå øjne blandt ligene af hendes kære, kolde og med tomme øjne. Det stakkels barn havde ikke skreget da ulven kom. Hun havde hørt historierne fra sin farfar, dem om 'De kolde dage' hvor Peter fik ret. Mange troede ikke på ham, kaldte ham en gammel tosse, men den lille pige havde troet ham og havde lyttet til hans råd. Så hun havde overlevet.

7Likes
15Kommentarer
2714Visninger
AA

2. Et skridt frem i tiden.

Bang! Den høje lyd af noget tungt der blev smidt på det hårde metalgulv, gav genlyd i hele bunkeren og jeg satte mig op med et spjæt og min hånd flyver op til mit bryst.

"Du gav mig et chok!" råber jeg vredt af den mørke skikkelse i døråbningen, som med et tilfredst smil træder helt ind i rummet og dets dunkle belysning, og dermed gør sig fuldt synlig for mig.

"Jeg troede du skulle holde dig vågen hele natten?" er Matts forsvar mens  han kører en hånd igennem det skulderlange, nøddebrune hår og tørrer lidt jord af i sine cowboybukser. "For var det ikke det du råbte til mig, da jeg tog afsted i går?".

"Jo-eh," svarer jeg ham modvilligt."- men jeg sov heller ikke! Jeg ... tænkte bare."

"Jeg syntes ikke at huske noget om at du savler når du 'tænker'." svarer han og griber den pude jeg kaster efter ham. Han griner og smider den tilbage på den hårde madres som jeg sidder på og lader sig falde ned ved siden af mig. Jeg rykker mig lidt på madressen så han kan være der og sætter mig i skrædderstilling med min ryg lænet mod den kolde betonmur. Jeg bider mig i læben da jeg ser hans røde, hævede hænder med alle rifterne og skubber blidt til hans skulder med min ene fod. Han griber fat i min fod og hive til så jeg bliver hevet ud af min siddene stilling til fordel for en liggende på madressen. Jeg himler med øjnene og får min fod fri, med sok og det hele, og sætter mig igen op og retter på mit tøj.

"Så, hvordan gik det? Fandt du noget inde i landsbyen til værdi?" Jeg ser håbefuldt på ham. Det at vove sig ind i en af de forladte byer er en stor risiko at løbe og det kan få fatale følger. Hvis Matt har fået fat i noget af værdi, som tæpper, proviant og andet, så har det været hele risikoen værd, men hvis ikke har han sat sit liv på spil for ingenting. Derfor ser jeg håbefuldt på ham da han sætter sig op og kigger på mig.

"Selvfølgelig har jeg da det, hvad skulle der eller være i sækken, din knold? Jord?" Han smiler skævt, nikker over mod sækken som var den der lavede larmen og rækker så ud for at rode op i mit hår, men jeg griber fat i hans hånd og vrider den om så han ender med at lægge på maven på madressen med mig ovenpå, med et godt tag om hans underarm. Jeg griner og flytter mig, men kan alligevel ikke lade være med at se overlegent på ham, da han sætter sig op, overrumplet over mit angreb.

"Undervuder aldrig din modstander." Jeg smiler skæv til ham og prøver at se alvorlig og formanene på ham, men knækker sammen af grin da han rejser sig og gør honnør for mig, så overdrevet som muligt for sådan en som Matt.

"Javel, boss!" svarer han og blinker til mig, før han også begynder at grine og igen sætter sig ved siden af mig. Da jeg endelig har grinet færdig, ser jeg hen på Matt. Vi har kendt hinanden længe, så længe tilbage at jeg næsten ikke kan huske tiden før han var der. Matt er høj, så høj at han næsten skal bukke sig for at komme ind i bunkeren, og muskuløs. Det er jeg for den skyld også. Jeg er nok ikke lige så høj som ham, men tæt på. Til gengæld er jeg lige så stærk. Okay, det er måske en løgn, for siden vi kom rigtig ind i teenage-årene har han virkelig strammet på og er blevet noget af en bodybuilder. Der er dog ingen der  bebrejder ham for noget, da han ikke gør det for praleri eller noget. Men at være stærk og at kunne forsvare sig selv er en nødvendighed for at overleve her. Jeg rejser mig op og går hen til sækken som Matt medbragte og fjerne elastikken der holder den lukket. Jeg stikker hånden ned i mørket og den strejfer noget blødt som jeg trækker op af sækken og som hviser sig at være et mørkegrønt tørklæde af silke. Jeg ryster på hovedet af det og smider det ned på gulvet, og graver så dybere ned i sækken. Jeg finder nogle tæpper, gode stride nogle der holder på varmen, og nogle potter og pander før jeg igen vender opmærksomheden mod Matt. Og himler med øjnene. Han sidder med det mørkegrønne silke i hænderne og amene over kors. "Hvordan er det du behandler tingene?" siger han og ser bebrejdene på mig. Jeg himler med øjnene af ham.

"Matt," Begynder jeg i et bedrevidene tonefald. "Du ved mindst lige så godt som jeg at det dér er ubrugeligt og overhoved ikke holder på varmen eller noget. Og så er det så-så ... følsomt! Vi kan slet ikke bruge sådan noget." Jeg lægger nu også armene over kors og ser på ham.

"Dawn," Begynder Matt i samme tonefald som jeg brugte. " Bare fordi det her stof ikke kan klare den store tur, betyder det jo ikke at det er ubrugeligt. Det er unikt, smukt og-"

"- Ingen har råd til at købe sådan noget bras!" afbryder jeg ham. "Matt, ingen har nok ting til at kunne bytte noget brugbart som recurser, proviant og andet til sådan noget tøsestof!" Jeg fnyser og griber fat i silken for at vifte med den om næsen på ham.

"Du er en 'tøs', husker du?" svarer han og tager stoffet ud af hænderne på mig. Jeg fnyser, griber en pude og sætter mig oven på den på gulvet.

"Det har ikke noget med sagen at gøre, Matt, og det ved du godt!" Han åbner munden for at argumentere imod det, men bliver afbrudt. Der lyder et kort bank på døren, efterfulgt af to hurtige og jeg rejser mig og går hen til døren. Jeg griber fat i et bat og åbner så døren. En gruppe på syv træder ind i bunkeren og virker fldstændig uberørt af mit bat der er hævet over mit hovede, klar til at blive brugt, men jeg ved at de er bange. For alle er bange for mig og en af dem, en høj og ranglet dreng med sort karseklippet hår, ryster svagt og undgår øjenkontakt. Jeg smiler tilfreds og sænker battet. "Hva' nyt?" Spørger jeg en lyshåret, muskuløs fyr, med en en sølvtyrering i næsen, som allerede har smidt sig i en brun lænestol ovre i hjørnet. Han ser udmattet op på mig og ryster på hoved.

"Vi har mistet en. En lyshåret tøs, ny på banen, lettere buttet ... Hvad var det nu hun hed-"

"- Mikaela." afbryder en mørklødet pige. Hun har store, lilla render under øjnene og det lange ansigt på, hvilket beviser at den såkaldte 'Mikaela' var hendes veninde. Hun snøfter en enkelt gang, men den helt store tur bliver der intet af. Vi har alle lært at dette liv ikke er nemt. At 'Det' eller dets hjælpere somme tider tager mennesker, mennesker vi holder af, mennesker vi elsker. Og vi har lært at leve med det, tage tingene som det kommer og lært at være stærk. Og ingen vil ses som svag, ved at bryde sammen. I hvert fald ikke foran andre. Gabe, drengen med tyreringen, nikker kort til hende og fortsætter.

"Ja, Mikaela. Hun var ikke hurtig nok og lyttede ikke. Du ved, de nye lytter aldrig og tror at de er i sikkerhed hvis de bare er med os." han vifter med hånden og ryster trist på hoved af hende.

"Idioter." bliver der mumlet fra en i gruppen og ingen siger personen imod. For bare fordi man er med 'Os', skal man ikke føle sig mere sikker og opføre sig dumt. For det kan godt være at flere overlever i vores grupper, men der er også nogle der ikke gør. Som Mikaela. Jeg nikker let og kigger på Gabe, sender ham et kort nik så han ved at han kan fortsætte.

"Vi prøvede at få fat i hende, men hun skulle bare ud og du-ved-nok og det kunne absolut ikke vente." Han sukker tragisk, men går så videre."Vi ved ikke om det var 'Det' der fik hende, eller et af dets håndlangere, men hun er væk. For sure." Han sukker og vi giver hende alle, et minuts stilhed før vi fortsætter. " Men til gengæld fik vi det her." Gabe rækker mig et stykke papir, tydeligvis et kort, og jeg studere det kort før jeg folder det sammen og putter det i min jakkelomme. Jeg nikker tilfredst til Gabe og spørger ham ikke hvor han har fået det fra. Det er en uskreven regl. Jeg får det og mere er der ikke. jeg gør tegn til at de alle kan slappe af og der kommer mange lettede suk over at ingen med de samme har fået en ny opgave. Jeg vender mig mod Matt, der har et alvorligt ansigtsudtryk og jeg sukker da jeg glider ned på madressen ved siden af ham.

"Du tager for hårdt på det, Matt." Siger jeg til ham. Han er altid hårdt ramt af døden, selv når han ikke kender den afdøde. Han lider af for meget næstekærlighed. Han ryster bare på hoved af mig.

 

"Og du tager for let på det! Et menneske er lige dødt, en af vores og du reagere sådan? Du er jo bare fuldstændig ligeglad!" Nogle ansigter vendes imod os, overraskede over Matts høje og anklagende tonefald. Ingen taler sådan til mig, alle er for bange til det. Alle, undtagen matt, der aldrig rigtig har fattet hvad jeg kan gøre.

"Matt." siger jeg, udmattet over at skulle tage dette op igen. "Du ved at jeg ikke er helt ligeglad. Men jeg, og alle de andre, har lært at være stærke. Vi giver de krigsfaldne et minuts stilhed, til ære for dem og så går vi videre. For vi kan ikke undgår at nogle dør."

"Krigsfaldne? Dawn, dette her er ikke en krig! Vi er ikke soldater, vi er børn!"

"Fortæl det til 'Det'!" svarer jeg hårdt og stirrer nu vredt på ham. Han er gået over stregen. " Du ved lige så godt som jeg, at hvis vi ikke tager visse forholdsregler, hvis vi ikke lægger barndommen  bag os tidligt, så dør vi! Hvad vil du have at jeg skal gøre?!" Jeg har rejst mig fra madressen og mine hænder er knyttet langs med min krop. Matt ser ned og mumler noget uforståeligt og er så tavs. Jeg sukker og læner mig op af væggen, hvor jeg synker sammen på gulvet og lukker øjnene. Der er en rungene stilhed i rummet, ingen tør bryde den og jeg værdsætter det. Jeg pruster ud og falder langsomt ind i drømmende, mens snakken kommer tibage i bunkeren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...