Ulven kommer, falsk alarm.

[[DISCONTINUED]] Da skrigene havde fortaget sig og ulven forsvundet med endnu et hyl, der gik mellem marv og ben, sad den lille pige med de grå øjne blandt ligene af hendes kære, kolde og med tomme øjne. Det stakkels barn havde ikke skreget da ulven kom. Hun havde hørt historierne fra sin farfar, dem om 'De kolde dage' hvor Peter fik ret. Mange troede ikke på ham, kaldte ham en gammel tosse, men den lille pige havde troet ham og havde lyttet til hans råd. Så hun havde overlevet.

7Likes
15Kommentarer
2535Visninger
AA

1. Den lille pige.

Natten var faldet på og tågen havde sænket sig over byen, da klokkerne ringede.

De store bronzeklokker gav genlyd i de tavse gader og deres metaliske støj, fik menneskerne i London, unge som gamle, til at stille sig op i den åbne dør og se forvirret op på det høje klokketårn, hvis klokker havde vækket dem på denne utålelige varme sommernat.

Spædbørn græd i deres vugger over den usædvanlig hårde vækning og småbørn tittede frem fra deres værelser, og gik med slæbende trin hen til deres forældre som stod som forstenede. Klokkerne lød igen, højere end før og der kom igen liv i forældrene. Mens nogle løb indenfor i deres små, sammenklemte huse og lejligheder, begyndte andre at skrige og græde i fortvivlelse. Men skrigende og barnegråden forsvandt i lyden af den høje tuden der nu lød og som skærede igennem luften, så selv de hørehæmmede ældre mennesker, kunne høre den højt og tydeligt.

Et stort ulveomrids skyggede over byen, der med det samme blev stille. Men kun indtil ulven drejede sit hoved og stirrede direkte ned på byen, oppe fra dens bakke, med kolde, gule øjne. Nogle faldt på knæ for at bede, mens andre slog slåen for døren i et desperat forsøg på at holde monsteret væk fra deres kære. Men alle i byen vidste at det var forsent. Ulven var tilbage, eller 'Det' som mange stadig kaldte den af frygt for navnet skulle vække gamle minder og gyserhistorie til live igen, og havde valgt dens offer. Kun få ville kunne leve livet videre i denne by og snart mange andre byer også, og dette ville være et liv i frygt. Så da ulven løb  ned af de snoede gader, var det kun få der skreg.

 

Da skrigene havde fortaget sig og ulven forsvundet med endnu et hyl, der gik mellem marv og ben, sad den lille pige med de grå øjne blandt ligene af hendes kære, kolde og med tomme øjne. Det stakkels barn havde ikke skreget da ulven kom. Hun havde hørt historierne fra sin farfar, dem om 'De kolde dage' hvor Peter fik ret. Mange troede ikke på ham, kaldte ham en gammel tosse, men den lille pige havde troet ham og havde lyttet til hans råd. Så hun havde overlevet.

"Men til hvilken pris?" tænkte hun stille, da hun kiggede ud over den tavse gade der skinnede hvidt i måneskinnet. Men hun vidste at det var nu hun skulle være stærk.

Lige som hendes farfar, der heldigvis ikke havde nået at opleve denne massakre, men lå i jorden med den blå magorit placeret på midten af den triste grav inde på den gamle kirkegård, da farfar altid havde elsket gamle ting og hadede den nye og moderne gravplads hvor sterinlysende i lygterne var skiftet ud med elpærere og gav gravpladsen et falskt udseende, som farfar forklarede før hans bortgang.

Den lille pige knyttede sine små næver ved tanken om sin elskede farfar og tog en dyb indånding at den stadig varme sommerluft. Derpå rejste hun sig fra sit skjul og gik mod den mørke skov, væk fra 'Det', væk fra ligene og vigtigst af alt; Væk fra sin barndom.

 

Men fear death as children fear to go in the dark; and as that natural fear in children is increased by tales, so is the other. - Francis bacon

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...