U smile, I smile - JDB

Taylor er en pige på 16 år, og kommer fra Los Angeles. Hun har har haft en forfærdelig barndom. Hendes mor døde, da hun var meget ung, og hendes far begyndte at voldtage hende, da hun var omkring 10, og fortsatte til hun var 14, hvor hun kom i en plejefamilie, fordi det blev opdaget. Når hun har været ked af det, har musikken hjulpet hende, derfor blev hun vildt glad, fordi hun fik et tilbud af plejefamilien, så hun kunne komme på musiklejr.
Imens er Justin Bieber blevet lidt træt af altid at blive genkendt, så han siger farvel til sit lange hår, farver det sort, og køber blå kontaktlinser. For den sommer ville han på musiklejr, uden at blive genkendt. Lykkedes det? Og sker der noget mellem de to?

79Likes
281Kommentarer
11013Visninger
AA

16. Taylors synsvinkel.

Jeg vågnede fredag morgen, ved at der var en, som stormede ud på toilettet. Det var hverken Brianna eller Hannah, så det kunne kun var Ariana.

”Ariana, hvad er der galt?” hurtigt stod jeg ude ved hende, og holdte hendes hår, mens hun brækkede sig. Hvad var der galt med hende? Hun havde da haft det godt i går? Selvom hun havde været meget nervøs under generalprøven. Hun vendte sit hoved mod mig, og kiggede på mig med tårer i øjnene. Hvad var der galt?!

”J-jeg.. H-har d-det ikke s-særlig g-godt,” stammede hun, og rejste sig op. Hun svajede lidt fra side til side, og satte sig så ned igen, og lod sit hoved hvile op ad væggen. Jeg trak op, og satte mig så ned ved siden af hende.

”Hvordan ikke særlig godt?” spurgte jeg forsigtigt, og kørte en hånd gennem hendes hår. Hun bed sig i læben, og så ud til at få det meget dårligt igen.

”S-cene..S-ceneskræk,” mumlede hun lavt, og tog sine hænder op foran munden, før hun styrtede hen til toilettet. Jeg holdt mig for næsen. Stanken var virkelig slem..

”Kom, klokken er ikke særlig mange, det kan være, at det ændre sig,” sagde jeg opmuntrende til hende, og trak hende væk fra toilettet, da hun var færdig. Hun smilede taknemmeligt til mig, og gik med mig.

Vi satte os ind på sengen, og jeg begyndte at snakke om noget andet, for at distrahere hende. Hun var en fantastisk sanger, det skulle hendes sceneskræk ikke ødelægge. Selvom jeg godt gad være i hendes sted, og det ville være en oplagt mulighed, hvis hun ikke kunne alligevel, at jeg var med.

Vi sad, og snakkede, og hun så ud til at få det bedre. Vi sad på min seng, og snakkede egentlig ikke særlig højt, men alligevel skulle Hannah beklage sig over, at det var os, som havde vækket hende.

Vi gik over til morgenmaden. Der var kun to timer til at forældrene ville komme, og showet ville begynde, og Ariana begyndte at få det dårligt igen. Hun spiste ingenting, og selvom vi alle prøvede at få hende til at smile eller grine, sad hun som forstenet.

”Vil du ikke gå med over at sige, at jeg ikke kan gennemføre det?” hun prøvede at smile, og der kom også et lille, meget anstrengt, smil frem på læberne.

”Selvfølgelig,” sagde jeg, og lagde en arm om hendes skulder. Vi rejste os fra bordet, og jeg vinkede kort farvel til de andre, og vi gik over mod kontoret. Lederen af det hele sad inde, og så ud til at tale i telefon med nogen. Hun så meget stresset ud, men selvfølgelig; det hele skulle være perfekt.

”Ariana,” sagde hun begejstret, og smilede stort, da hun havde lagt på. Jeg skubbede Ariana lidt hen, og lederens smil blegnede lidt. Ariana så ikke just glad ud. ”Hvad er der galt?” fortsatte hun med lidt mindre begejstring.

”J-jo altså,” startede hun, og kiggede nervøst om på mig. Jeg nikkede til hende, og forstod, hvad hun mente. ”Ariana, har det ikke så godt med at optræde i dag. Hun har meget sceneskræk,” afsluttede jeg sætningen for hende, og hun kiggede taknemmeligt på mig. Lejrlederen nikkede forståeligt, men så stadig lidt bekymret ud.

”Det er okay, vi kan ikke have, at du har det dårligt,” hun smilede falskt, og kiggede lidt irriteret rundt.

”Men det kan være, at du vil være hendes stedfortræder?” lederen kiggede hen på mig med håb i blikket. Jeg var lige ved at hoppe op og ned af glæde, men gjorde det ikke. Det ville jo være for åndssvagt. I stedet bredte et stort smil sig på mine læber.

”Det vil jeg meget gerne,” jeg lagde ekstra tryk på meget, fordi jeg ville udtrykke, at jeg virkelig gerne ville.

”Fint, så skal du bare have to sange klar til om halvanden time, eller faktisk en halv.. Du skal med over, og du ville hurtigt blive hørt i dem, og sådan,” hun smilede, men kiggede afvisende ned i nogle papirere. ”Du skal på, som den sidste,” sagde hun, og med den ene hånd, viftede hun os ud af kontoret.

”Jeg glæder mig til at høre dig!” sagde Ariana, da døren var lukket efter os. Jeg smilede stort til hende, men det blegnede lidt, efter hun sagde det næste; ”Men hvad vil du synge?”

Det var et svært spørgsmål. Jeg kunne kun en enkelt sang udenad, og det var den, som jeg havde sunget til udvælgelsen. Men jeg havde jo hørt Ariana i sin sang mange gange, måske kunne jeg den?

”Kom!” sagde jeg panisk, og trak hende med over i vores hytte. Hurtigt fik jeg trukket min guitar frem, og satte mig ned på min kuffert. Vi havde fået pakket alle vores ting, og redt vores senge, før vi spiste morgenmad.

”Okay, lær mig at spille den!” jeg kiggede utålmodigt på hende. Hun grinede lidt, men begyndte mig så at lære den.

Egentlig var den ret nemt, og jeg fik lige præcis lært den på en halv time. Vi skyndte os over til scenen, hvor alle de andre allerede var samlet, eller alle dem, som skulle optræde.

”Hvad laver du her?” spurgte Brianna snobbet, og lagde ekstra tryk på; du.

Jeg er stedfortræder, fordi Ariana ikke kunne alligevel,” jeg smilede falskt til hende, og hun rullede bare med øjnene. Jeg stillede mig ved siden af Jason, og Ariana gik hen til Dylan, som stod nede mellem stolene, der var blevet sat op. Vi fik lidt information, og blev derefter fordelt ud, så vi stod i grupper på tre, og blev hørt i vores sange. Jeg var i gruppe med tre, som jeg ikke kendte. Det var to piger, som var meget søde. Chloé, og Mary.

Forældrene, og søskende begyndte at ankomme. Der var ikke siddepladser nok, så der var også rigtig mange, som blev nødt til at stå op. Jeg kiggede ud af en lille sprække, og så, hvor mange mennesker der var. Imellem alle de mennesker, fandt jeg min plejefamilie. Godt nok ikke min plejefar, Calvin, der var ikke plads i bilen.

”Og de første er; Brianna, og Hannah Kateson,” råbte værten i mikrofonen, efter at have holdt en lille starttale om, hvor dejligt det havde været her på lejren.

Brianna, og Hannah sang, og de følte sig sikkert hjemme på scenen. Sådan så det i hvert fald ud. Jason skulle på, som den fjerde sidste, og så slet ikke ud til at være nervøs. Som om, han var vant til det.

”Jeg skal fortælle dig noget bagefter,”

Havde han hvisket, lige inden han gik ud på scenen. Jeg havde stået, og ventet i otte lange minutter, mens Jasons vidunderlige stemme fyldte pladsen. Han lød fantastisk. Hvis man lukkede øjnene, og bare lyttede, lød han, som en kendt sanger.

”Hvordan gjorde jeg det?” spurgte han, da han var kommet ind igen. Jeg havde ikke opdaget, at han var kommet hen til mig, så jeg fik et chok. ”Aw, blev du bange?” han grinede lidt, men kyssede mig derefter.

”Hvad var det, du skulle fortælle mig?” spurgte jeg utålmodigt, og ventede på et svar.

”Ehm, vi skal nok gå et sted hen, hvor der ikke er særlig ma..” han blev afbrudt af Hannah, som kom gående i mod ham med Brianna i hælene.

”Du lød præcis, som Justin Bieber! Du har virkelig en fantastisk stemme,” udbrød hun, og gav ham et kram. Jason sendte mig, hvad-fuck-laver-hun, blikket.  Jeg trak bare på skuldrene, og prøvede at holde et grin inde.

Brianna, og Hannah blev ved med at stå, og tale med Jason, så han ikke nåede at fortælle mig, hvad han skulle fortælle mig, inden jeg skulle ind på scenen.

”Og her kommer den sidste deltager; Taylor Layne Morris!” blev der råbt.

Jeg greb min guitar, og blev ført ind på scenen. Der stod en stol med en mikrofon foran. Det var der, jeg skulle sidde. Jeg satte mig godt til rette, og kiggede ud over publikum. Jeg hørte min storesøster, og mor råbe; ”GO TAYLOR!”

Det fik mig til at grine, og kiggede endnu engang rundt. Der var så mange mennesker. Jeg havde aldrig sunget foran så mange før. Jeg havde højst sunget for tyve. Jeg mærkede, hvordan det pludselig blev varmere, og det hele føltes surrealistisk.

Jeg begyndte at synge, og den småsnakken, som havde været der før, forsvandt. Publikum var helt stille, og lyttede kun til min stemme. Jeg startede ud med; You didn’t kill me, og sluttede af med Lightweight.

Jeg gik smilende fra scenen. Det var en helt fantastisk følelse at synge foran dem alle. Især, fordi jeg havde fået et stående bifald. Jeg følte mig værdsat. Jeg følte, at folk så mig. Det var gennem musikken, jeg udtrykte mig bedst.

”Nu vil dommerne votere,” sagde den person, som havde været vært. Det var vist nok hende, som hed Alexsis, som vi havde haft. Jeg vidste godt, at der var nogle dommere, men de havde holdt hemmeligt, hvem det var.

”Du gjorde det godt,” det var Jason, som var kommet hen til mig. Han flettede sine fingre ind i mine. Jeg var nervøs, jeg ville gerne vinde, selvom jeg ikke vidste, hvad præmien var.

Femten minutter senere stod vi alle sammen ude på scenen. Alle tredive deltagere.

”Okay, nu vil dommerne komme ud,” sagde Alexsis, og vendte sig mod åbningen, som vi andre også gjorde. Ud af den åbning kom to af lederne, og en person, som så meget bekendt ud. En person, som jeg selv havde sunget en sang af. Ud af åbningen kom Demi Lovato. Jeg var lige ved at skrige, men lod være, og i stedet klemte jeg Jasons hånd hårdt. Hun var en helt fantastisk sanger!

”Ja, jeg nævner nu tre personer, og alle andre deltager bedes forlade scenen,” startede den ene leder ud, hvorefter Demi Lovato tog over.

”Okay, den første vi nævner er; Jason Drew,” hun smilede, og kiggede over på ham. Jeg slap Jasons hånd, for at klappe.

Jeg var stolt af ham, han havde chancen for at vinde. ”Og den næste er; Chloé!” endnu engang klappede jeg. Jeg krydsede fingre. Nu havde jeg kun en chance, for at vinde.

”Og den sidste er..” hun trak spændingen ud, mens hun kiggede på hver, og en. ”Taylor!”

Der gik lidt tid, før jeg opdagede, at det var mig. Det var først, da alle de andre deltagere var forsvundet, at jeg forstod det. Jeg havde chancen for at vinde, men jeg var ikke sikker på, at jeg ville vinde. Jeg var oppe imod to helt fantastiske sangere.

”Og på tredjepladsen er,” sagde Demi, som stod lige ved siden af mig. Hun kiggede på mig, og derefter over på Jason, og til sidst hen på Chloé. ”..Chloé!”. Selvfølgelig smilede hun, men man kunne se, at hun ikke var særlig begejstret.

”Og vinderen er..” endnu engang pinte hun os ved at trække spændingen ud. Hun smilede stort. ”Jason!”

Han fik et stort bifald, og blev trukket med ned bag scenen, hvor han stod, og talte med Demi. Jeg stod lidt væk fra dem, og talte med Kaylee, Naya, og Lauren – min plejefamilie, da der pludselig blev prikket på min skulder. Jeg vendte mig om, hvor Jason stod med Demis hånd på sin skulder.

”Der er noget, som jeg skal fortælle dig,” startede han, og smilede sødt. Jeg nikkede et nik, som betød, at han skulle blive ved med at tale.

”Den præmie, som jeg har vundet, kan jeg ikke benytte mig af. Så derfor skal du have den, og du var jo også den næste til at få den. Så tillykke, du har lige vundet en pladekontrakt med Island Records,” jeg gjorde store øjne, og min mund stod vidt åben.

”D-det kan j-jeg ikke tage i mod,” stammede jeg, og kunne ikke tro det. Han skulle ikke give mig en pladekontrakt, når han selv havde chancen for det? Var han dum, eller hvad?

”Jo jo, for jeg har allerede en pladekontrakt,” sagde han lidt nervøst, og jeg kiggede underligt på ham. Hvorfor havde han ikke fortalt det før?

”Jeg er, ehm..” han blev afbrudt af en kvinde med store solbriller, og håret sat op i en knold. Hun så meget mystisk ud.

”Hey Jason. Vi skal altså skynde os. Du ved, vi skal nå noget,” hun trippede lidt utålmodigt med foden, mens hun smilede falskt til alle os andre.

”Year, jeg kommer mor,” sagde Jason irriteret, og sukkede let. Han kiggede over på mig, og trak mig ind i et kram.

”Jeg vil savne dig,” hviskede han lige inden, han kyssede mig lidenskabeligt på munden. Lauren kom med et lille udbrud, men Naya fik sat en stopper for det. Jason slap mig, gik over til sin mor, og begyndte at gå.

”Jeg vil også savne dig,” hviskede jeg for mig selv, mens en enkelt tåre fandt vej fra min tårekanal, og ned af kinden. Jeg ville savne ham, for der ville gå utrolig lang tid, inden jeg så ham igen. Måske, ville jeg slet ikke se ham igen. Der var et spørgsmål, som plagede mig; Ville jeg nogensinde komme til at se ham igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...