U smile, I smile - JDB

Taylor er en pige på 16 år, og kommer fra Los Angeles. Hun har har haft en forfærdelig barndom. Hendes mor døde, da hun var meget ung, og hendes far begyndte at voldtage hende, da hun var omkring 10, og fortsatte til hun var 14, hvor hun kom i en plejefamilie, fordi det blev opdaget. Når hun har været ked af det, har musikken hjulpet hende, derfor blev hun vildt glad, fordi hun fik et tilbud af plejefamilien, så hun kunne komme på musiklejr.
Imens er Justin Bieber blevet lidt træt af altid at blive genkendt, så han siger farvel til sit lange hår, farver det sort, og køber blå kontaktlinser. For den sommer ville han på musiklejr, uden at blive genkendt. Lykkedes det? Og sker der noget mellem de to?

79Likes
281Kommentarer
10861Visninger
AA

11. Justins synsvinkel.

Jeg sukkede irriteret, og sendte hende et ondt blik. Hun knyttede hænderne, og bed sig i læben. Var hun sur, ville hun slå mig? Mit blik faldt ned på svedbåndet. Det var lilla, og passede ret godt til hendes tøj, men det sad ikke så godt.

Jeg blev straks bekymret. Det så voldsomt ud. Små sår stak ud under den. Dybe, men korte sår. Hvorfor gjorde hun det? Det var ikke hende, som fik kastet alt mulig lort i hovedet. Eller jo, måske. Men det var først efter, det hun havde sagt om mig. Og de seneste dage, havde hun bare sagt endnu værre ting om mig.. Det havde Brianna i hvert fald fortalt.

”Hvorfor gør du det?” mumlede jeg, og hun kiggede skræmt på mig. Jeg havde brudt stilheden, og hun var nok blevet forskrækket.

”Gør hvad?” sagde hun koldt, og trak svedbåndet ned over de sår, som var synlige. Hun slog sit blik ned i gulvet, og jeg kunne se tårer forme sig i hendes øjenkrog.

”Vær nu ikke dum,” sagde jeg hårdt, og tog fat i hendes arm. Hendes blik, som før havde stirret stift ned i gulvet, kiggede nu op på mig. Hendes grønne øjne. Smukke, det var de. Men de var sløret. Der var tårer i dem. ”Det er en lang historie,” sagde hun svagt, og trak hårdt sin arm til sig igen.

”Vi har lang tid,” sagde jeg, og lagde forsigtigt en hånd på hendes. Hun fortjente en chance. En chance til at forklare alt.

”Jeg ved ikke, om jeg kan fortælle det hele. Jeg ved ikke, om jeg kan stole på dig. Hvordan ved jeg, at du ikke bare bruger det mod mig?” sagde hun hårdt, og trak endnu engang sin arm til sig. Sin anden arm.

”Du må vel bare stole på mig,” sagde jeg let, og lænede mig lidt tilbage.

”Hm,” brummede hun surt, og bed sig i læben. ”Okay, Jason. Hør her; Hvis du fortæller mig din største hemmelighed, fortæller jeg dig, hvorfor. Noget for noget,” tilføjede hun hurtigt, og nærmest hånende. Min største hemmelighed lige nu, var at jeg var Justin Bieber, men det kunne jeg jo ikke fortælle hende?

”Okay, men du starter,” sagde jeg køligt, og kiggede gennemborende på hende. Hun nikkede kort, og tog en dyb indånding.

”Det hele startede den dag.. Nej, vent. Det startede faktisk den dag min mor fik sin første depression, det vil sige, da jeg var syv. Hun fik ikke noget hjælp, da hun ikke ville hjælpes, og hun fik det bare værre,” hun holdte en kort pause, hvor hun prøvede at samle sig selv, og fortsatte derefter;

”Min far var bekymret for min mor, men gjorde ikke noget ved det. Han gik bare, og led i stilhed. Så tre dage efter, at jeg var blevet otte, altså den 27. april, fandt jeg hende død,” hun kiggede op på mig, og tårerene piplede ned af kinderne på hende. Hun slugte en stor klump, og fortsatte derefter igen;

”Hun h-havde b-begået selvmord.. Hun h-hang sig s-selv.. Det var m-mig, som f-fandt” sagde hun grædende, og jeg rykkede lidt tættere på hende, så jeg kunne ligge armen omkring hende. Det måtte have været forfærdeligt, hvis det var min mor. Det kunne jeg slet ikke tænke på.

”Det var ikke det eneste,” sagde hun et stykke tid efter, at hun var stoppet med at græde. Jeg fjernede min arm fra hende, og kiggede spørgende på hende. Hvad mente hun? Var der mere?

”Min far begyndte at drikke,” sagde hun koldt, og jeg kunne ane en smule vrede i hendes stemme. Eller var det had? ”Det var to måneder efter min mors død. Jeg havde gået til psykolog, og jeg havde det egentlig fint nok. Men så begyndte han at drikke. Der var nogle perioder, hvor jeg måtte klare mig selv. Han svigtede mig, men jeg sagde intet til nogen. Jeg blev mere, og mere indelukket. Jeg mistede mine venner, og mobningen begyndte. Det fortsatte i lang tid. Så på min tiårs fødselsdag, kom min far sent hjem,” hun holdte en pause, og knyttede sine hænder hårdt sammen. Hun græd ikke, og var nok egentlig ikke ked af det, måske mere vred.

”Det var den første af mange aftener, han gjorde det mod mig,” sagde hun kort, og kiggede afventende på mig, som om at jeg skulle regne ud, hvad hun mente. Det, hvad mente hun? Hvor skulle jeg vide, hvad hun mente?

”Hvad mener du med, det?” spurgte jeg forvirret om. Hun bed sig i læben, og drejede hovedet.

”Han voldtog mig,” sagde hun køligt, stadig med sit hoved drejet væk fra mig. Voldtog?! Seriøst?! Hun måtte have haft det svært. Hun må have det svært? Eller, hun talte jo i datid? Var det hele forbi så?

”Men,” begyndte jeg.

”Da jeg blev fjorten, fortalte jeg det endelig til nogen. Jeg havde ikke sagt noget før, fordi jeg var flov over det. Men jeg fik endelig sagt det, og jeg kom straks i en plejefamilie. Min far endte i fængsel,” afbrød hun mig.

Hun så anspændt ud, det lignede, at hun ville slå mig, eller bare noget. Hun kiggede over på mig. Der var stadig ikke antydning af en tåre i hendes øjne. Det var mere som om, at hun var

”Men, hvornår, og hvorfor?” sagde jeg forsigtigt, og kørte mine hænder over mit håndled. Hun udstødte et lille fnys. ”Det var min måde at komme af med smerten. Det startede en måned efter, at min far begyndte sine natlige visits. Dengang blev jeg, som sagt, også mobbet, og det hjalp mig bare med at komme igennem det hele,” afsluttede hun. Jeg sad, og måbede. Hun havde godt nok været meget igennem, og det måtte have været ekstremt hårdt, men det gav hende ikke ret til at tale ondt om andre?

”Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal sige til det, du lige har fortalt mig. I hvert fald ikke andet end; det måtte have været forfærdeligt,” startede jeg, og hun sad bare helt forstenet, og kiggede på mig.

”Det her har ikke noget at gøre, med alt det du lige har fortalt mig, men hvorfor har du sagt alle de ting om mig?” sagde jeg hårdt. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig, og hun så pludselig forvirret ud. Hun havde nok ikke regnet med, at jeg ville konfrontere hende med det.

”H-hvad mener d-du?” Hun løftede det ene øjenbryn, og så meget fornærmet ud. Nu var det min tur til at fnyse. ”Som om du ikke ved det,” fnøs jeg. Hun vidste godt, hvad jeg talte om. Hun havde såret mine følelser. Men alligevel undrede jeg mig over, hvorfor jeg tog mig ad det? Altså det var ikke fordi, at jeg blev såret over alt det onde, som mine haters skriver om mig. Men hvorfor gik det her mig så, så meget på?

”Jeg ved seriøst ikke, hvad du taler om Jason,” sagde hun køligt, og lagde sine arme over kors.

”Alt det pis, du har sagt om mig,” sagde jeg vredt, og hævede stemmen lidt. Hun skulle ikke komme her, og lade som om, at hun ikke vidste noget om det.

”Jeg har ikke sagt noget om dig? Hvorfor tror du det?” forsvarede hun sig selv med, og kiggede endnu mere fornærmet på mig.

”Jo du har så. Drop det nu, og fortæl mig, hvorfor du sagde det. Brianna har fortalte mig alt, hvad du har sagt om mig”. ”Hvad?” Hun kiggede uforstående på mig. Jeg fnøs igen, og åbnede munden, og skulle til at sige noget, men hun afbrød mig. ”Jason, hør her; Jeg har ikke sagt noget om dig. Brianna er en bitch, som kun er ude på at gøre liver surt for andre, og hvorfor hun lige valgte mit liv, har jeg ingen anelse om”.

Jeg stirrede stift på hende. Hun talte ondt om andre. Hun havde lige kaldt Brianna en bitch, hvilket hun jo egentlig ikke var. Eller måske var hun? Hun havde i hvert fald opført sig meget bitchet, da vi sang sammen. Sådan hun følte sig højt hævet.

”Hvordan ved jeg, at du ikke har sagt det?” spurgte jeg køligt, og kiggede kritisk på hende.

”Du må bare stole på mig,” sagde hun med et stort, smørret smil på læberne. Gud, hvor var hun irriterende.

”Hm,” mumlede jeg, og tænkte mig godt om. Skulle jeg stole på hende? Hun havde trods alt stolet på mig, men det var jo ikke ens betydning med, at jeg kunne stole på hende?

”Men din tur til at fortælle mig en hemmelighed,” hun kiggede afventende på mig, og smilede sødt. Hun var slet ikke påvirket af samtalen før. Hvilket undrede mig lidt. Hun havde talt, om den værste oplevelse, formodede jeg, og nu smilede hun?

Jeg kunne jo ikke fortælle hende, at jeg var Justin Bieber. Eller jeg kunne godt, men jeg ville ikke. Det skulle være en sommer, som en ukendt dreng. Så hvad skulle jeg gøre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...