U smile, I smile - JDB

Taylor er en pige på 16 år, og kommer fra Los Angeles. Hun har har haft en forfærdelig barndom. Hendes mor døde, da hun var meget ung, og hendes far begyndte at voldtage hende, da hun var omkring 10, og fortsatte til hun var 14, hvor hun kom i en plejefamilie, fordi det blev opdaget. Når hun har været ked af det, har musikken hjulpet hende, derfor blev hun vildt glad, fordi hun fik et tilbud af plejefamilien, så hun kunne komme på musiklejr.
Imens er Justin Bieber blevet lidt træt af altid at blive genkendt, så han siger farvel til sit lange hår, farver det sort, og køber blå kontaktlinser. For den sommer ville han på musiklejr, uden at blive genkendt. Lykkedes det? Og sker der noget mellem de to?

79Likes
281Kommentarer
10976Visninger
AA

5. Justins synsvinkel.

Jeg bemærkede hende ikke i starten. Jeg var optaget af den samtale, som jeg førte med en af mine samboer, Jacob, men det var underligt. For mens jeg sad, og snakkede med ham, var det som om, at der var nogle piger, der savlede over mig. Kendte de min hemmelighed? Nej, det kunne de umuligt gøre.

Men da jeg hørte hendes latter, hendes dejlige latter, blev mit blik straks rettet mod hende, og det kunne ikke flyttes igen. Jeg sad bare, og stirrede på hende. Hun havde fået skiftet tøj. Hun havde en stram top på, nogle lidt længere shorts, og sat sit hår op. Hun var smuk. Ikke som alle andre. Hendes udstråling var anerledes.

”Jason, lytter du?” spurgte Jacob, og vinkede med sin hånd. ”Nåh ja,” sagde jeg, og flyttede mit blik.

”Hvad var det så jeg sagde?” spurgte han med et løftet øjenbryn, mens han brune øjne stirrede skeptisk på mig.

”Noget om piger,” svarede jeg, og så på Taylor ud af øjenkrogen. Jeg kunne kort se hende kigge på mig, men kiggede derefter hurtigt væk igen.

”Ja, men hvad sagde jeg helt præcis,” sukkede han, og kiggede opgivende på mig. Jeg rullede kort med øjnene, og lod mit blik vandre over på Taylor igen.

”Nå, det var derfor du ikke lyttede.. Hun er da også en steg, dude,” sagde han smilende, og løftede hånden til et high-five. Jeg vendte modvilligt mit blik fra Taylor, og kiggede kritisk på hånden, men endte alligevel med at slå min hånd mod hans.

”Så burde alle være her nu,” sagde en mand ind i en megafon. Han var vist en af lederne. ”I skal jo deles op i hold. Og vi vil hver læse et hold op, som så skal stille sig om bag os,” sagde han, og kiggede hen på de andre gruppeledere, som nikkede.

Han startede med at sige sit eget navn, Samuel, og derefter nævnte han en masse navne, ingen som jeg rigtig kendte. Så var det en kvindelig leder, Payton, som læste op – ingen af dem, kendte jeg. Så var det en anden kvindelig leder, Leah, som læste op – ingen af dem, kendte jeg. Både Sofia, Brooklyn, Riley, Nathan, og Brandon læste nogen op, som jeg kendte.

”Mit navn er Jackson, og jeg skal have: Ariana K,” sagde han, og den pige, som sad ved siden af Taylor rejste sig, og gik om bag ham. ”Brianna K, og Hannah K,” sagde han, og to, ret dullede, piger rejste sig, og gik om bag ham. Jeg kunne tydeligt se på pigen, som hed Ariana, at hun var træt af det. ”Jacob M, Jason D, og Dylan T,” sagde han, og jeg kiggede overrasket på ham. Jeg havde ikke regnet med, at han havde sagt mit navn.

Jeg rejste mig op, og gik afslappet om bag ham – som om, jeg var ligeglad med alt.

”Gabriella P, Samantha B, og Hailey S,” sagde han, og tre piger hvinede kort, og gik om bag ham. ”Hm, jeg tror jeg mangler en,” sagde han, og læste listen igennem igen. ”Nåh ja, Taylor L,” udbrød han, og smilede.

Jeg så, hvordan hun sukkede kort. Måske over at blive glemt? Men smilede straks, da hun så Arianas ansigt. Hun tog sin guitar, rejste sig, og lavede tommelop til Ariana. Hun gik over til Ariana, og stillede sig ved siden af hende, lige foran mig. Men før hun vendte ryggen til mig, smilede hun. Jeg nåede lige at smile igen, inden jeg kun kunne se hendes ryg. Alexsis, og Ella læste deres hold op, og derefter gik hver samlet hen til en bålplads. De havde ti bålpladser – en til os hver. Jeg satte mig ved siden af Jacob, og Dylan – mine samboer, Taylor, og hendes veninde, Ariana satte sig overfor. Efter alle havde placeret sig, startede Jackson med at tale.

”Ja. Hvem vil lægge ud med deres sang, eller spil?” spurgte han entusiastisk, og klappede hænderne sammen. Han mindede lidt om Scooter, når han gjorde det. ”Ingen?” sagde han med mindre entusiasme. Der var ingen, som svarede. ”Nåh, så vælger jeg bare,” sagde han, og lod sit blik falde mod listen igen. ”Jason, hvad med at, du starter?” sagde han, og kiggede lidt rundt – det samme gjorde jeg. Hvem var ham, som skulle begynde?

”Jason,” hviskede Jacob, og skubbede lidt til mig. Nåh ja, jeg var Jason her. Ikke Justin, men Jason.

”Det kan jeg vel godt,” sagde jeg, og trak afslappet på skuldrene. Jeg fandt min guitar frem, og tænkte mig om. Hvilken sang skulle jeg spille? Jeg kunne jo nemt spille en af mine egne sange, dem kunne jeg jo. Jeg havde ikke rigtig forberedt en sang.

”Hvad vil du så spille for os?” sagde han, og lavede et kast med hovedet mod min guitar.

”Hm, jeg tænkte på Never Say Never?” sagde jeg usikkert, og kiggede rundt. De så alle meget overraskede ud, og det samme gjorde Jackson.

”Bare begynd,” sagde han, og nikkede til mig. Jeg nikkede hurtigt igen, og fokuserede på mine guitarstrenge. Det var en af mine ret nye sange, men jeg kunne lide den. Den havde et godt budskab.

”See I never thought that I could walk through fire. I never thought that I could take the burn. I never had the strength to take it higher. Until I reached the point of no return”. Jeg kiggede kort op, inden jeg fortsatte. De så stadig overraskede ud.

Jeg færdiggjorde sangen, og satte min guitar på græsset.

”Wow, det lød virkelig godt,” sagde Jackson, og smilede stort. Jeg nikkede taknemmeligt, men jeg var lidt ligeglad med hans mening. Jeg var mest interesseret i Taylors mening. Jeg kiggede over på hende, for at se hendes reaktion.

Hun sad, og stirrede på mig med åben mund. Jeg lød vel ikke for meget, som mig selv? De havde ikke regnet ud at det var mig, vel? Jeg kiggede over på de to dullede piger, Brianna, og Hannah. Jeg havde overhørt deres samtale. Selvom det ikke var særlig svært. De havde siddet lige ved siden af mig, da de talte, og de talte højt.

”Ja, det var så fedt at synge med Justin Bieber”, ”Vi snakkede endda med ham”, ”Vi fik hans nummer”, ”Han har tit skrevet til os”, ”Vi var også til koncert med ham”..

De havde pralet med alt, det som de havde oplevet. De var garanteret beliebers, og hvis der var nogle, som kunne genkende mig, var det sikkert dem. Men nej, heldigvis ikke. De sad bare, og kiggede på deres negle, som om de ikke gad at lytte efter.

”Okay, hvad med Brianna?” sagde han, og kiggede igen rundt. Hun rakte hånden i vejret, og han kiggede hen på hende. ”Ja, hvad er der?” spurgte han.

”Jeg har lavet en sang med min søster, må vi ikke synge sammen?” spurgte hun, og smilede falskt til ham. ”Jo jo, gør hvad du vil”.

Hun hviskede noget til hendes søster, som fandt sin guitar frem. Hun begyndte at spille en meget velkendt melodi, Down to earth. Nej, det måtte bare ikke ske. Den sang, som jeg havde skrevet med så mange følelser. Den fik mig tit til at græde, når jeg sang den til koncerter.

“I never thought that it'd be easy. Cause we're both so distant now. And the walls are closing in on us and we're wondering how. No one has a solid answer, but just walking in the dark. And you can see the look on my face, it just tears me apart”

Jep, den fik tårer frem i øjnene, men jeg ville ikke vise det. Ikke her. Jeg klemte dem hurtigt væk, og fik dem holdt væk resten af sangen. Han nikkede til dem. Han var ikke særlig imponeret, men det var jeg heller ikke. Hun hang alt for længe ved nogle af vokalerne, hvilket bare gjorde den dårlig..

Han bad nogle flere om at synge. Både Jacob, og Dylan rappede, mens de spillede på en slags minitromme. De kendte også hinanden hjemmefra, og gik på samme skole.

Da han kom til Taylor, kunne jeg se, at hun blev usikker, for hun bed sig selv i læben. Hun fandt langsomt sin guitar frem, og begyndte at spille.

“Help, I have done it again. I have been here many times before. Hurt myself again today. And, the worst part is there's no-one else to blame”

Hun sang den med følelse, og hendes stemme var så smuk. Virkelig smuk. Og den måde hun levede sig ind i det, var det bedste. Det fik mig til at føle hendes smerte. Hun sang den færdig, og jeg sad, og stirrede på hende.

”Det var virkelig smukt,” sagde Jackson, og klappede stille af hende, og de andre klappede med. Jeg var den, som klappede højst.

Hun smilede, og to små røde pletter, plantede sig på hendes kinder. Hun rødmede. Hvor var det sødt. Hun var bare sød. Resten af tiden gik med at høre de andre, og bage snobrød – til aftensmad. Jeg sad, og kiggede meget på Taylor. Vi fik øjenkontakt et par gange, men hun brød den hurtigt igen.

Klokken blev nu, og vi fik lov at gå. Jeg ville helst være gået over til Taylor, men Jacob, og Dylan trak mig med over til skoven, hvor de sagde, at vi bare skulle stå stille, og vente. For de skulle til at gøre noget sjovt om lidt. Jeg undrede mig længe over, hvad det var, men pludselig gik det op for mig.

Taylor sad, og sang for sig selv nede ved søen. Var det dem, som havde skubbet hende i? Og ville de gøre det, igen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...