U smile, I smile - JDB

Taylor er en pige på 16 år, og kommer fra Los Angeles. Hun har har haft en forfærdelig barndom. Hendes mor døde, da hun var meget ung, og hendes far begyndte at voldtage hende, da hun var omkring 10, og fortsatte til hun var 14, hvor hun kom i en plejefamilie, fordi det blev opdaget. Når hun har været ked af det, har musikken hjulpet hende, derfor blev hun vildt glad, fordi hun fik et tilbud af plejefamilien, så hun kunne komme på musiklejr.
Imens er Justin Bieber blevet lidt træt af altid at blive genkendt, så han siger farvel til sit lange hår, farver det sort, og køber blå kontaktlinser. For den sommer ville han på musiklejr, uden at blive genkendt. Lykkedes det? Og sker der noget mellem de to?

79Likes
281Kommentarer
10976Visninger
AA

3. Justins synsvinkel.

Imens jeg gik, tænkte jeg på pigen, som havde siddet, og kiggede på mig. Hun havde siddet på græsset, tæt på en hytte med nummeret tre. Hende måtte jeg finde. Det kunne være, at hun havde genkendt mig? Hvis hun så gik rundt, og sagde det til alle. Det ville ikke være særlig godt. Det skulle jo være en normal sommer, ikke en hektisk en. Jeg havde farvet mit hår sort, og blå kontaktlinser, for bare at prøve at være en normal dreng igen. Jeg savnede det lidt. Jeg kunne ikke gå et sted, uden at blive overfaldet af piger, eller fotografer.

Jeg gik, og sparkede til nogle sten. Jeg var på vej ned til søen. Der havde jeg set pigen gå ned. Jeg ville gerne snakke med hende. Hun så sød ud. Især, da hun sad, og så helt hjælpeløs ud med de store, brune øjne, og lange brune hår. Hun lignede lidt en hver anden pige, men der var alligevel noget specielt over hende. Noget mystisk. Som om hun gemte på noget, som hun ikke var stolt over. Måske en mørk fortid. 

Jeg mærkede, det blive koldere, da jeg gik ind i skyggen. Skyggen af nogle få træer, som bøjede sig over hinanden. Det betød, at jeg var tæt på søen. Jeg havde godt været her en gang før, men det var fire år siden. Dengang var jeg der bare, som Justin Drew Bieber, og ikke Jason Drew. Dengang var jeg tolv år, og jeg hyggede mig meget. Jeg var der sammen en af mine bedste veninder, Caitlin.

Jeg kiggede op fra jorden, som jeg før havde kigget ned i, og så pigen, der havde kigget på mig, plaske nede i vandet. Hun så ikke særlig glad ud, det lignede nærmest, at hun var bange. Jeg begyndte automatisk at sætte i løb, og var hurtigt nede ved hende.

Som jeg før havde set, var hun ikke glad, og hun græd. Hun var bange. Jeg var hurtig til at orientere mig, og fandt hurtigt en lang pind. Jeg rakte den ud til hende, og hun tog fat i den.

”Jeg trækker nu,” sagde jeg, og spændte op i alle muskler. Jeg begyndte at trække, og enten var hun vildt tyk, eller også sad hun fast i noget. ”Jeg kan ikke,” mumlede jeg opgivende til sidst, og slap pinden. Hun kiggede sørgmodigt på mig. Hendes øjne var store, og mascaraen, som før havde lagt perfekt, løb ned over hendes kinder.

”Kan du dykke ned, og vikle det af din fod?” Spurgte jeg, med et håb, om at hun måske kunne. Men nej. Hun prøvede – forgæves. Jeg tænkte mig godt om. Det var et svært valg. Skulle jeg hoppe i, og hjælpe hende, eller skulle jeg selv, forblive tør?

Jeg hørte endnu engang den, helt fremmed piges hulken, og der bestemte jeg mig. Jeg ville hjælpe hende. Jeg tog hurtigt min bluse af, så jeg stod i et par halvlange shorts, og bar overkrop. Jeg kunne se, at det trak lidt i hendes mundvige, og et lille smil kom frem, men forsvandt hurtigt igen, da hun røg under vandet. Jeg skyndte mig at hoppe ned til hende. Jeg hoppede ned et par meter ved siden af hende, og dukkede op igen, helt henne ved hende.

”Okay, jeg dykker ned, og får viklet dig fri,” sagde jeg beroligende, og tog en dyb indånding, før jeg dykkede ned under vandet. Jeg sørgede for at holde mine øjne helt lukkede, så der ikke skulle komme vand ind i mine øjne, og kontaktlinserne ville falde ud.

Jeg mærkede mig frem. Jeg fik fat i det ben, som sad fast i noget. Jeg begyndte stille at skubbe mig selv ned af hendes ben, og nåede hendes ankel. Jeg kunne mærke, at det var en plante, som havde viklet sig omkring hende. Jeg fik hurtigt viklet hendes ankel fri, og jeg kunne straks se, hvordan hendes ben bevægede sig frem, og tilbage. Hurtigt kom jeg op til overfladen, og da jeg åbnede mine øjne, var der første jeg så, hendes taknemmelige øjne.

”Du var.. under i.. tyve sekunder,” sagde hun forpustet, og smilede halvt. Hun havde talt, hvor mange sekunder, jeg havde været under. Hvorfor dog det?

Jeg tog fat i hendes skulder, og hjalp hende ind til broen. Først startede jeg med at hive mig selv op, hvorefter jeg tog hendes hånd, og rev hende op. Alt dette var gået stærkt. Der var kun gået fem minutter, men det føltes som tyve. Jeg lagde mig udmattet ned på broen, og hun lagde sig ned ved siden af mig. Den var varm, fordi solens stråler, havde varmet den op i løbet af dagen. Jeg lå, og kiggede op i himlen, men jeg mærkede, at hun kiggede på mig, så jeg vendte mit hoved, så min øjne mødtes med hendes.

Det gav et stød inde i mig, en varme steg op i mig, og et smil bredte sig på mine læber. Hvorfor, vidste jeg ikke, men det gjorde det. Der var noget over hende, som fik mig til at smile. Noget der fik mig lyst til at vide mere om hende.

”Hvorfor hjalp du mig?” Spurgte hun med en svækket stemme - skrøbelig. Jeg kunne tydeligt høre, at det havde taget hårdt på hende. Men helt ærligt. Det var jo hendes egen skyld. Hun kunne bare lade være med at hoppe i?

”Det ved jeg ikke,” sagde jeg, trak på skuldrene, og prøvede at lyde ligeglad. Det virkede vist, for hun fik et trist blik, og drejede sit blik væk fra mit. Varmen forsvandt fra min krop. ”Men hvorfor hoppede du i?” Spurgte jeg anklagende, og ønskede, at hun ville kigge på mig igen. Jeg ville føle varmen igen.

”Hvorfor jeg hoppede i?” Gentog hun surt, og kiggede fornærmet på mig. Varmen kom igen, men jeg kunne ikke lide hendes blik, denne gang. ”Jeg hoppede ikke i.. Der var nogle som skubbede mig i,” sagde hun lavt, og fik et blidt blik igen.

”Hvem kan dog finde på det? Og hvorfor skulle de gøre det?” Udbrød jeg vredt. Jeg hadede sådan nogle folk, som bare gjorde uskyldige mennesker ondt.

”Jeg ved ikke, hvem det var. Jeg kender dem ikke engang..” Sagde hun trist, og bed sig i læben. Den måde hun bed sig i læben på, fik mig til at smile. Hun så sød ud, når hun gjorde det.

”Det kan de ikke være bekendt,” sagde jeg bestemt, og sukkede indvendigt. Hvorfor sagde jeg det? Det lød jo bare fuldstændig åndssvagt. Hun trak lidt på skuldrene, og slog blikket ned på hendes hånd, som lå med håndfladen op mod solen. Hun vendte hurtigt sin arm om, men jeg nåede at skimte noget. Noget, som hun nok helst ville holde for sig selv, det kunne jeg se på hende. Selvom jeg havde lyst til at spøge om det, lod jeg være. Jeg havde mødt hende for ti minutter siden, hun ville helt sikkert ikke betro sig til mig.

”Men hvad hedder du?” Spurgte jeg, for at få hende, og mig selv, til at tænke på noget andet. Hun smilede stort.

”Taylor,” sagde hun, og smilede stadig stort. ”Hvad hedder du?” Tilføjede hun bagefter.

”Jus-Jason,” sagde jeg hurtigt, og håbede hun ikke ville lægge mærke til, at jeg var lige ved at sige et andet navn.

”Det navn kan jeg godt lide,” mumlede hun for sig selv, og satte sig op. ”Nå, men jeg vil tage noget tørt tøj på, før vi skal hen til bålet,” sagde hun smilende, og rejste sig op, hvorefter hun sendte et taknemmeligt smil, og begyndte at gå. Jeg lå alene tilbage, og kiggede efter hende. Hun havde lange, tynde ben, som var dejlig solbrune, hvor der langsomt løb dråber ned af. Jeg bed mig i læben – præcis, som jeg havde set hende gøre.

Hendes shorts stoppede lige under numsen, og sad lidt stramt på hende, fordi vandet fik dem til at krympe. Men det gjorde ingenting, hendes numse så bare bedre ud i det. Jeg grinede lidt for mig selv, og fortsatte med at kigge på hende.

Hendes løse top, skjulte sikkert en slank, og flot overkrop. Jeg glædede mig til at se hende i noget strammere tøj. Hendes lange våde hår hang ned til hendes talje, og var et af virkemidlerne til, at der løb dråber ned af hendes ben. Jeg rystede på hovedet. ”Justin, du har lige mødt hende. Hvorfor tænker du allerede så meget på hende?” sagde jeg meget lavt, for mig selv. Så lavt, at jeg næsten ikke engang selv kunne høre det.

Jeg grinede lidt ad mig selv, og rejste mig op. Jeg måtte også hellere få skiftet, inden bålet klokken seks. Jeg snuppede min t-shirt, som jeg havde smidt, og begyndte at gå. Mens jeg gik, lukkede jeg øjnene, og så jeg hele tiden hendes smil, og øjne foran mig. Hvorfor gjorde jeg det?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...