Love me... JDB

Isabella er en pige, med rigtig mange problemer, hun drikker, skære i sig selv og tager stoffer, men kan en dreng få hende på bedre tanker? Eller vil hendes liv fortsætte på samme måde, til døden?

9Likes
24Kommentarer
3068Visninger
AA

3. Skrid, jeg kender dig ikke!

Jeg blev ved med at løbe, end til jeg faldt om. Jeg vidste ikke hvor jeg var, men jeg var også ligeglad! Jeg smed mig i græsset. Jeg lukkede mine øjne og faldt i søvn, under stjernerne. Jeg åbnede langsomt mine øjne, og ser ind i nogle bekymret brune øjne. Jeg sætter mig forskrækket op. "Er du okay?" spørge han mig om, hvad rager det ham? Kan han ikke bare være ligeglad med mig, ligesom alle de andre? Jeg blev endelig helt overrasket over at der var en der spurgte om jeg var okay. "Hvorfor?" Var det eneste jeg kunne svare, "fordi, jeg er bekymret for dig!" Han kiggede mærkeligt på mig, "du kender mig jo ikke" svarede jeg igen, hvad ville han? Jeg gad ham ikke! Kunne han ikke bare skride ud af mit liv og glemme alt om mig? Ligesom resten af verden! "Undskyld, jeg prøver at hjælpe dig?!" Siger han en smule hårdere. Jeg rejser mig fra græsset og går fra ham. "Hey! Er du sur på mig?" Råber han efter mig. ARGH den dreng, er jo umulig! Jeg havde lige vendt ryggen til ham. Som tegn på at jeg ikke gad ham, men han bliver ved! Jeg nikker og går videre, uden at vende mig om. Han løber hen til mig og tager mig om mit håndled, for at stoppe mig. "Hvorfor er du sur på mig?" Spørger han om og holder mig fast, så jeg ikke kan gå fra ham. "Hvorfor snakker du til mig, du kender mig ikke?!" Spørger jeg igen. "Hey! Det var mig der spurgte først!" Smiler han, jeg kigger koldt tilbage på ham. Han kan sgu da ikke bare komme og tro at jeg vil grine med ham. Jeg har aldrig set ham og jeg gider ikke lære ham at kende. "Giv slip!" Siger jeg og prøver at ryste min hånd fri, fra hans grab. Men han holder godt fast. "Hvad er der sket med din kæbe?" Spørger han og ignorere det jeg siger fuldstændig. Så er han måske slet ikke så anderledes fra de andre? "Det rager ikke dig!" Jeg for rystet mig fri fra hans grab, jeg går hurtigt væk fra ham, men han griber om min trøje. Den falder lidt af, så man kan se min mange ar. "IDIOT!" Råber jeg af ham "undskyld..." Mumler han, hvad fanden har han gang i?! Jeg trækker hurtigt min trøje op igen. Han kigger overrasket, forskrækket,bange men såret på mig, da jeg kigger vredt på ham. "Vil du ikke nok fortælle mig hvad du har imod mig?" Bliver han ved, det var dog utroligt! "Kan du ikke bare være RØV ligeglad ligesom alle de andre?!" Råber jeg af ham. Han kigger forskrækket på mig. "Undskyld, jeg vidste ikke at..." Han når ikke at sige det færdigt, da jeg afbryder ham. "Nej selvfølgelig ikke! Det er der ikke nogen der tænker over!" Jeg løber væk fra ham. Han er fandeme irriterende den dreng! "Hvor skal du hen?" Råber han efter mig "Hjem!" Lyver jeg, jeg skal aldrig mere hjem til min lorte far! Jeg har ingen idé om hvor jeg har tænkt mig at løbe hen, men væk. Væk fra drengen. Væk fra Mathias. Væk fra min far. Væk fra skolen. Væk fra alt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...