Love me... JDB

Isabella er en pige, med rigtig mange problemer, hun drikker, skære i sig selv og tager stoffer, men kan en dreng få hende på bedre tanker? Eller vil hendes liv fortsætte på samme måde, til døden?

10Likes
24Kommentarer
3086Visninger
AA

11. Et skænderi med Justin.

ISABELLA'S SYNSVINKEL Jeg kiggede med åben mund på ham. Var det Justin der havde råbt mit navn?! Jeg kunne slet ikke forstå det! Var det hans stemme jeg havde hørt inden jeg langsomt forsvandt, til en anden verden? Var det hans stemme der forfulgte mig i alle mine drømme, jeg havde haft mens jeg lå i koma?! Jeg lukkede munden. Langsomt begyndte jeg at kunne genkende ham. Det var ham jeg var så sur på. Ham der troede mig og Mikkel var kærester. Ham der altid havde været så venlig mod mig. Men jeg havde bare givet ham min r*v tilbage. Og alligevel sad han her i dag og havde tåre i øjne fordi jeg ikke kunne huske ham! Drengen var jo besat! Jeg bande over mig selv (altså hun sagde det ikke højt;P) hvorfor havde jeg bare været så kold overfor ham? Han havde jo endelig ikke gjort mig andet end at prøve at værre sød! ARGH! Nogen gange kunne jeg virkelig hade mig selv! Jeg åbnede munden, men lukkede den igen. Hvad skulle jeg sige? Nu kan jeg godt huske dig! Det var jo dig der var så sød, mens jeg var så led! Nej vel?! "Jeg tror måske godt jeg kan huske dig..." Mumlede jeg meget stille, så jeg næsten ikke selv kunne høre det. "Hvad?" Spurgte han med sin venlige stemme. ARGH! Og igen ARGH! Hvorfor var han så sød imod mig? "Jeg kan godt huske dig..." Sagde jeg lidt højre. "Hvad kan du?" Spurgte han overrasket. "JEG KAN GODT HUSKE DIG!" Råbte jeg. Hans ansigt var overrasket, men stadig medet kæmpe smil på læberene. "Kan du huske mig!" Sagde han glad. Jeg nikkede og kiggede flovt ned i gulvet. Hvorfor var det nu pinligt at jeg kunne huske ham? Han trak mig ind i et kæmpe kram. Efter noget tid trak jeg mig ud og kiggede op på ham, da han var 15 cm. Højre end mig... "Må jeg gerne spørge dig om noget?" Sagde jeg stille. Jeg havde på fornemmelsen, han ikke ville svare, eller det måske var forkert at spørge ham om det. Men det sad og plagede mig ihjel. Min hjerne ville springe hvis jeg ikke snart fik svar! "Selvfølgelig!" Svarede han glad. "Hvorfor er du her..?" Spurgte jeg og kiggede ned i gulvet igen. "Hvad mener du?" Spurgte han, jeg kunne fornemme hans smil forsvandt igen."Altså... Du har jo været så venlig mod mig, men..." Jeg kunne bare ikke få mig selv til at sige det! "Men hvad?" Han tog fat om mit hoved, så jeg var tvunget til at kigge ham i øjne. Jeg smeltede nærmest, bare ved at kigge i hans øjne! "Men, jeg har jo altid været så kold overfor dig..." Sagde jeg og kunne mærke tårerne presse på. Han trak mig ind i et lang og varmt kram. "Du har jo haft det svært! Jeg vidste du ville tøe op på et tidspunkt!" Jeg tøvede, han virkelig været så venlig mod mig, for at vente på mig?! "Hvorfor ville du vente på mig?" Spurgte jeg, han var virkelig fantastisk! "Fordi jeg elsker dig..." Mumlede han meget stille. Jeg kunne næsten ikke høre hvad han sagde men fordi vi stadig var i krammet, kunne jeg svagt høre hans stemme. "Hvad gør du?" Spurgte jeg lidt hårdt og skubbede ham væk fra mig. "Undskyld Isabella... Det var ikke meningen jeg skulle sige det." Hviskede han såret, jeg kunne ane nogle tåre som samlede sig i hans øjenkroge. "Jeg vil sgu skide på om det var meningen, du skulle sige det! Du ventede kun på mig fordi du ville have din klamme tunge i mig?! SVIN!" Råbte jeg. Jeg var virkelig sur nu! Han kunne sgu da ikke elske mig efter hvad? 6 gangen vi havde set hinanden! Jeg rejste mig og gik over til døren der førte ud til den hvide hospitals gang. "Isabella!" Justin tog hårdt fat i min arm, han lød ret sur, men også såret. Det kunne jeg endelig godt forstå. Men ha skulle ikke tro jeg ville NOGET som helst med ham, efter 1 dag hvor jeg kunne huske ham. Efter jeg havde ligget i koma altså. "SLIP!" Råbte jeg. Men han holdt godt fast. "ISABELLA! HVIS DU VIRKELIG TROR JEG KUN HAR VENTET PÅ DIG FORDI JEG VILLE I SENG MED DIG. SÅ ER DU FANDME DUM! VED DU HVAD?! JEG BURTE SLET IKKE HAVDE VENTET PÅ DIG! JEG SKULLE BARE HAVDE LADET DIG DØ I SØEN!" Råbte han vredt til mig. Jeg blev virkelig sur og såret. "FINT! SÅ SKRID! DET VAR HELER IKKE MIG DER SAGDE DU SKULLE VÆRE HOS MIG!" Råbte jeg tilbage. "Jeg kan sgu godt forstå, din mor begik selvmord!" Hvæsede han af mig. Tårerne pressede på. Det sagde han bare ikke! "Skrid! jeg gider dig ikke mere! Du er fandeme for klam! Nu forstår jeg hvorfor jeg var så kold overfor dig!" Hvæsede jeg tilbage, inden jeg gik ud af rummet. "DET ER SGU DA IKKE MIG DER GLEMMER MINE VENNER!" Kunne jeg høre Justins stemme råbe efter mig. Inden jeg bare løb. Jeg måtte godt nok ikke løbe fra hospitalet, men jeg skulle bare væk! Pludselig mærkede jeg en arm om mit håndled. Jeg rystede mig fri. Mine tåre havde frit løb ned af mine kinder. Han var virkelig en idiot! "Isabella!" Hørte jeg en råbe efter mig. Jeg stoppede ikke, men satte tempoet op. Inden jeg igen mærkede en hånd om mit håndled. Denne gang kunne jeg ikke ryste mig fri fra grebet. Jeg vente mig om mod personen og så...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...