The dangerous truth about her. (Færdig)

Dean er rig, hans forældre elsker ham, han bor i et stort 'hus', han er populær på skolen både blandt drengene og pigerne. Drengene stræber efter hans venskab og popularitet, pigerne ønsker kun ham.
Alexandre er en smuk ung kvinde, der er kommet forkert fra start. Hun er kriminel, blevet smidt ud fra alle de skoler hun har gået på. Men nu hvor hun er startet på endnu en ny skole, begynder hun at ville gøre noget ud af hendes liv, hun vil bevise at hun faktisk kán noget.
Mon Dean er grunden til hendes ændringer?

9Likes
17Kommentarer
4109Visninger
AA

17. Alexandra - NCIS

 

 

Jeg lod blidt mine finger køre igennem mit hår imens jeg gik med Enrico. Enrico og mig havde været sammen i flere år, men stadige var der noget der manglede. Manglede, og jeg viste hvad og hvem. Dean. Jeg havde hørt at Dean var kommet ud fra fængslet, men selvfølgelig havde han ikke taget kontakt til mig. Jeg havde valgt at studere kropssprog, og var blevet færdig for omkring et år siden og siden da havde jeg bare arbejdet i NCIS, mit drømmejob alt ved det var anderledes, spændende.

 

”Alexandra, høre du efter?” grinede Enrico imens han omfavnet mig imens jeg stak i et hvin. ”For helvede Enrico. Ja jeg hørte efter!” grinede jeg imens jeg stille kysset ham blidt på kinden. ”Hvad sagde jeg så?” spurgte han udfordrende imens han rynket sin panden sammen, så den lavede en fin folder. ”Eh, ja nu skal du se…” – ” Det jeg ved det ikke” smilede jeg flovt imens jeg hev ham af sted, vi skulle holde vores tre årsdag sammen og det var i dag. Den dag vi fandt ud af Dean var røget i fængsel. ”Haha, for helvede Alex” grinede han imens han hev mig over vejen og hen mod en café han havde fået øje på, for noget tids siden nu.

 

Jeg kiggede smilende på Enrico og lod mit blik falde ned på min mobil imens den begyndte at vibrere, så det vil jo betyde at den ringer.

 ”Victorius” sagde jeg kort imens jeg rejste mig op og gik lidt væk fra Enrico. ”Ja jeg kommer nu, ja der. Mødes der om 20 minutter” sagde jeg kort imens jeg lukket mobilen sammen og gik hen mod Enrico. ”Jeg skal være på arbejdet om 20, han havde en vigtig sag, som altid” sagde jeg kort imens jeg kiggede undskyldende på ham. ”Det er okay søde” smilede han imens han kysset mig kort på panden og med det sammen smilede jeg.

Jeg satte mig hurtig ind i bilen imens jeg trådte speederne i gang og suset hurtig forbi de andre biler imens jeg kunne høre deres dytten, måske fordi jeg kørte som en sindssyg. Jeg viste at hvis jeg ikke var der under 20 minutter var jeg retter sagt på spanden.

 

”Ja, Jackson?” spurgte jeg kort imens jeg kiggede ned på liget, det sammen sted. Den sammen metode, men hvem viste vi ikke. ”Endnu en død? Hvad hedder han?” spurgte jeg kort imens jeg hev mine hansker på og flyttet lidt på liget, og opdagede hurtig den store lilla mærker der markeret sig med fuld hast. ”Dustin MaCaan, 24 år. Marinesoldat. ”sagde en af de andre imens de kiggede hurtig på mig og Jackson. Jackson var ikke lige den som var flink, eller bare smilede særlig meget. Men for de personer han kunne lide, der var han fantastisk person og jeg er så heldig at jeg er en han kan lide, en han synes godt om. Alle dem der arbejder her har fuldt ud respekt for ham, og er på en måde bange for ham, og hans sanser. ”Okay, lad os få det væk fra stedet” sagde jeg som en konstatering imens jeg gik hen til liget og fik hjælp med resten.

 

Jeg kom udmattet hjem imens jeg hurtig smuttede op på værelset imens jeg ledte efter papiret med Deans nummer. Jeg ringede hver dag, men til ingen nytte. Jeg tog den stille op til øret imens vent tonen var i gang, men det varede ikke særlig lang tid, ikke særlig lang tid med det. Efter bare nogle få sekunder var den gået over til telefonsvare. Jeg sukkede irriteret imens jeg fandt frem til min gode ven og også kollega, Mack Jassen. ”Jassen!” hvinede jeg da han tog den op. Jeg kunne svagt fornemme hans smil imens han spurgte med hans hæse stemme. ”Ja?” ”Well… Ved du om det her nummer findes ******” sukkede jeg surt og strappede i jorden. ”Vil du have at jeg skal tjekke det” grinede Mack.

 

”Øh, ja det var det jeg sagde” sukkede jeg surt imens Enrico hovedet stak ind af døren imens et forvirret smil var plantet på hans søde læber. ”Det kan jeg jo ikke, det er ulovligt” grinede han med hans hæse stemme, tak for lort?

”Hacking?” spurgte jeg med en hæs og uskyldig stemme.  ”Søde Alex, det er ulovligt. Og hvad skal du overhovedet med den?” spurgte han træt imens et gab slap fri. ”MACK, please. Jeg vil gøre alt, han har et stor del af mit hjerte. Har du aldrig haft en som betød alt for dig, en du ville vide var i sikre hænder?” spurgte jeg grædefærdig imens Enrico stille holdt om mig. ”Okay” sukkede han imens jeg kunne høre hans tastatur sætte i gang imens han var helt stille og det sammen var jeg.  ”Den tilhøre en Dean Taylor” spurgte han forvirret imens han tænkte sig om. ”Var det ikke ham der røg i spjældet, hvad laver du med sådan en?” spurgte han med afsky i stemmen. Men jeg gad ikke ind på det, det var et svagt punkt. Et ømt punkt. ”Tak søde Mack Jassen!” smilede jeg stille imens jeg lukket mobilen sammen og kiggede op på Enrico, og skubbede ham stille ud af døren.

 

Jeg sukkede stille imens jeg tog mig sammen, jeg trykket stille på den grønne knap imens jeg rystende tog mobilen op til øret imens jeg ventet spændt og skræmt. Og for en gangs skyld, den virkede da lidt. Den sagde bib bib. Og endnu flere bib, den kan kun tyde på at han måske har valgt at tage den. Tage den og møde min grædefærdige stemme, fedt… ”Dean” sukkede en træt og velkendt stemme, en stemme jeg ikke havde hørt i 3 år snart. ”Dean? Er det dig” spurgte jeg rystende imens jeg igen kunne mærke de salte tåre bare vælte frem. ”Alexandra?” spurgte han hæs og forskrækket. Jeg nikkede stille, men opdagede dog hurtig at han ikke kunne se det. ”Ja… Dean, Dean” fremstammet jeg grædefærdig imens jeg hurtigt snøftede. Jeg havde aldrig troede jeg skulle høre han stemme igen, hans vidunderlige stemme. ”Hvad er der?” sukkede han vredt imens jeg kunne høre han rode rundt i noget. ”Hvad laver du? Hvordan har du det? kan vi ikke mødes?” spurgte jeg med håb i stemmen, ventende på at høre hans svar. Bare hans stemme. ”Intet, det ved jeg ikke. Og slet ikke!” sagde han stramt imens jeg kunne høre vandet løbe, sile ned. ”Dean! Det kan du ikke mene” skreg jeg arrig imens jeg hev fat i mine bilnøgler og ellers bare min pistol. Jeg gik altid rundt med den, og det skulle jeg også.  

”Jo, Alexandra. Var det en pistol?” spurgte han forskrækket imens han slukket vandet, og lyttet efter mine vejrtrækninger. ”Ja, det var. Hvad ellers. Jeg er altså bare ikke som jeg var den ’gang’” sagde jeg med afsky i stemmen, jeg hadet jeg var faldet for Dean, for han havde det ikke på sammen måde.  

”Alex, nej!” Kom Enrico løben ud efter mig imens han forpustet sagde. ”der er en moder på fri fod” sukkede han imens han gik hen mod mig og lagde armende omkring mig, omfavnet mig. Og jeg havde stadige Dean i telefonen, så jeg vil gætte på at han kunne høre det. ikke at det gjorde noget, så er han jo helt sikker, og er forberedt. ”Så kan jeg da endelig dræbe ham, eller det der er værre” smilede jeg flabet imens jeg satte mig ind i bilen og trykket speederne i bud og suset af sted, med bilenerne der igen dytte af mig og min flabet måde at køre i bil. Jeg havde dog stadige mobilen ved mig, men denne gang slukket. Jeg skulle væk. Og det skulle være uden nogle, jeg valgte hurtig at tage hen til stedet hvor jeg så Dean første gang. Skolen. Bare at være foran den, gav gode minder frem. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...