The dangerous truth about her. (Færdig)

Dean er rig, hans forældre elsker ham, han bor i et stort 'hus', han er populær på skolen både blandt drengene og pigerne. Drengene stræber efter hans venskab og popularitet, pigerne ønsker kun ham.
Alexandre er en smuk ung kvinde, der er kommet forkert fra start. Hun er kriminel, blevet smidt ud fra alle de skoler hun har gået på. Men nu hvor hun er startet på endnu en ny skole, begynder hun at ville gøre noget ud af hendes liv, hun vil bevise at hun faktisk kán noget.
Mon Dean er grunden til hendes ændringer?

9Likes
17Kommentarer
4109Visninger
AA

11. Alexandra - Kys med den forkerte...

Jeg lod min slappe krop falde livløs ned i sengen imens tankerne fór rundt, rundt i et kæmpe virvar. En krig der ikke ville stoppe før jeg fik et ordenligt svar og hvis jeg kender mig rigtig, så kan det tage flere timer, hvis ikke dage. ”Alex, søde. Er du okay?” smilede min elskede bror imens han lukkede døren efter han var trådt ind. Han kan ikke se det, jeg ligner fandem lort, ikke at jeg gjorde det til dagligt. ”Hvad ligner det?” brummede jeg surt imens jeg sukkede dybt og opgivende. ”Søde, Dean. Kan jo ikke gøre for det, hvordan ville du have det, hvis jeg lagde an på din veninde?” Smilede han broderligt imens han hev mig ind til sig og vuggede mig som en baby, lang tid siden. Jeg bed mig svagt i læben for ikke at grine, han er min bror. Men alt for nørdet til at kunne finde på det.

”Joey, det ved vi alle godt du ikke kan” grinede jeg for første gang siden jeg kom hjem, han kunne altid få mig til at smile, hans personlighed der var unikt. ”Ej” mumlede han fornærmet imens han kiggede på mine billeder, de billeder der havde tilhørt mine forældre, vores forældre. Siden jeg røg, valgte den bande har de slået hånden af os, så vi skulle finde jobs. Jeg skulle have to, han skulle have en. Ikke at jeg forstod systemet, men det var vist bedst hvis det var ham der styrede det. han er trodsalt den der er klogeste, desværre. Han har hjerne, hvad har jeg?

Jeg sukkede stille imens jeg kiggede på Joey træde ud af døren og lod mig være med mine uendelige spørgsmål, mine personlige spørgsmål.

Jeg rejste mig stille op imens jeg valgte at gå hen mod mit vindue, ikke at det var stort. Nej men det var tilpas, jeg kunne da godt se ud af den. Jeg lod mit blik falde ned på en gruppe, en gruppe jeg tydelig kunne se. Men hvem ved jeg ikke, men de var da på vej væk. Det er vel godt? Er det ikke det, med minder de er efter Dean, det håber jeg ikke. Jeg valgt hurtig at jeg ville ud, at være hjemme var ikke det sjoveste. Vi havde intet at lave, jo spil, gamle spil. Men hvor sjovt er det, det er det vel ikke. Vi havde ingen computer, intet retter sagt. Men sådan er det vel at leve under grænsen af fattigdom. ”SES!” råbte jeg inden jeg smuttede ud af døren og begav mig ellers ud af vejen, hvor hen viste jeg ikke. Men sådan er det vel, jeg håber mine ben ved hvor de skal hen.

Mine ben havde så valgt at gå hen til Deans hus, jeg ville inderlig gerne snakke med hans bror. Ikke at jeg kunne lide ham, nej jeg ville bare vide hvorfor Dean blev så pisse sur og det burde han vide, han er jo i princippet hans bror, selvom jeg egentlig tro at de ikke ville ønske de var. Jeg bankede stille på døren ind til hans bror, Enrico. Jeg var blevet lukket ind af deres søster som var perfekt, mere ind hvad man kan sige om mig. ”Hvem’ der?” råbte han irriteret, tydeligvis. ”Alexandra” mumlede jeg, men høj nok til han kunne høre mig, og hurtig blev døren da også åben.

”Hvad laver du her, kom ind” smilede han charmende imens han åbnede døren og jeg gik bare ind.

”Jeg skal snakke med dig” sagde jeg stift imens jeg lod mig selv falde ned i hans seng der var dejlige blød. ”Om?” smilede han sødt imens han satte sig tæt op af mig og kiggede charmende ind i øjne på mig. ”Om hvorfor Dean blev sur? Han såre mig!” råbte jeg hysterisk imens jeg kunne mærke tårende presse voldsomt på. ”Rolig! Det ved jeg ikke søde smukke Alex” smilede han skævt imens han lænede sig hen mod mig og lagde tydeligvis op til et kys og mere endda, men skulle jeg? Hvad hvis Dean kom? ”Søde, Dean er ikke det værd” smilede han igen med en snert af hvad, hån? ”Og det er du?” smilede jeg denne gang flabet tilbage imens mit humør steg, han gjorde noget ved mig jeg ikke selv forstod.

Jeg lod stille min tunge falde sammen med Enrico imens jeg smilede og det sammen gjorde han. Jeg må sige han var ikke dårlig nej mere god, men ikke som Dean. Jeg blev hurtig hevet op og stå imens han hev fat i mig og bare strammede kærligt om mig. Og som jeg ikke havde regnet med, vi hørte døren glide op men ingen af os var interesseret i at se hvem det var. Men jeg havde dog en anelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...