The dangerous truth about her. (Færdig)

Dean er rig, hans forældre elsker ham, han bor i et stort 'hus', han er populær på skolen både blandt drengene og pigerne. Drengene stræber efter hans venskab og popularitet, pigerne ønsker kun ham.
Alexandre er en smuk ung kvinde, der er kommet forkert fra start. Hun er kriminel, blevet smidt ud fra alle de skoler hun har gået på. Men nu hvor hun er startet på endnu en ny skole, begynder hun at ville gøre noget ud af hendes liv, hun vil bevise at hun faktisk kán noget.
Mon Dean er grunden til hendes ændringer?

9Likes
17Kommentarer
4125Visninger
AA

7. Alexandra - A week later?

Jeg lod mit lange dødirriterende hår falde livløs ned af ryggen. Simpelthen glansløs, livløs, ligesom mit liv, mit retter sagt forfærdigelig liv. Men jeg valgte det selv, det søde med det sure, right? Jeg var lige udskrevet fra hospitalet efter nogle dage. Eller retter sagt 6 uendelig lange dage med ingen søvn, folk der snakkede, folk der råbte, maskiner der gjorder deres trætte jobs. Måske fordi jeg kom ind med blod strømende ud af hovedet og så med uendelig hastigt fart, helt sikkert ustoppeligt. Ustoppeligt hvis de ikke snart fik det ordnet og de flippede retter sagt ud, skreg, råbte. Løb forvirret rundt, forvirret over ikke at kunne finde de ting de skulle bruge. Men det var da trodsalt stadig et hospital, et ussel et. Til en ussel ghetto, ghetto-by.

"Alex, vi skal i skole. Eller du må godt blive hjemme. Du ligner noget katten har slæbt med ind, retter sagt" smilede min bror lumsk men ikke at jeg viste hvorfor, men det ville jeg nok finde ud af, og sikkert nu. Jeg kiggede forvirret på ham imens jeg rejste mig op og hev derefter min jakke på. Elle nu var det en gamle jakke da den anden fuldstændig havde blod ud over alt. Jeg havde bestemt mig for at snakke med Dean, overvinde min frygt.  Men stadig tilfredsstille min trang, trang til han lagde mærke til mig, men ikke på den måde som sidst jeg så ham.

"Alex. Du er jo helt skudt i ham" smilede han imens han kiggede skævt på mig, og vente derefter opmærksomheden væk fra mig, er jeg virkelig så forfærdelig at se på, jeg ville nok gætte på at det er jeg. "nej..." mumlede jeg flovt imens jeg slog blikket ned, væk fra sandheden, hans stikkende øjne. "Al, du er min søster. Så jeg ved mere ind du lige tro" smilede min bror en smule nørdet, men det er det der er det værd, endelig se ham glad. Jeg sukkede kort og lod det ligge da jeg kunne se skolen nærme os imens vi gik på fortovet, fortovet fyldt med mennesker med stress tværret ud over alt, arbejdspres, sikkert.

Vi nåde hurtig der ind og vores vejes skilles, ham mod hans venner, hans nørdet søde venner. Mig hen til mit mareridt, vil jeg tro. Retter sagt havde jeg det som pesten. Nej det var de eneste tidspunkt hvor alt det der var sket, det tidspunkt jeg ikke tænkte på det. Smerten, de psykiske, de fysiske.

Mine øjne skimtet hurtig Deans, hans fantastiske udseende, hans personlighed er ikke til at tage fejl af. Jeg haltet med smerte, ikke at jeg tænkte på det, nej alt var væk når jeg kiggede på ham. "Dean?" mumlede jeg lavt imens de andres skræmte blikke lå på mig, så jeg så forfærdelig ud, eller var det sikkert deres lorte fordomme. "jo. Kom" mumlede han kort og gav deres sædvanlige håndtegn inden de forlod hinanden. Vi gik stilhed, ingen af os ville starte, men det skulle jeg nok. Måske fordi jeg hev ham til siden. "Dean, jeg vil bare sige tak for du ville forsvare mig. Men det skulle du ikke. Du er den næste." sagde jeg nervøs imens jeg vente mig om, på vej væk. Væk fra min nervøsitet, svagt. Men sikkert. Jeg kunne mærke hans bløde, varme hånd. Hans hånd gribe fat i min og derefter vende mig om. Og kiggede forvirret på mig, med hans dejlige brune øjne, dem jeg kunne flyde væk i. og det gjorde jeg også, desværre. For da jeg gjorde det faldt jeg ned på røven imens jeg stønnede et lavt av efterfuldt af jeg mistede pusten et øjeblik.

"hvad mener du? Hvem kommer efter mig?" spurgte han forvirret imens hav kiggede ned på mig, og forgæves prøvede at holde grinet inde imens han kiggede indtrængende på mig. "Justin. Ham drengen" mumlede jeg stille og kiggede ned, eller på min neglelak, mit gamle neglelak. "det er da latterligt, han kender mig ikke, og han ved ikke hvor jeg bor" smilede han med hans engle stemme. "han kan finde alt, selv en af de farligste mænd i USA der stadige et efterlyst af FBI" sagde jeg uden nogle følelse i det, ingenting. "øh" fremstammet han forvirret? Og skræmt. Han satte sig stille ned da jeg ikke havde fået rejst mig, og det ville heller ikke gå. For hver gang han kiggede på mig, faldt jeg jo. Så det vil jo ikke være godt. ”Hvor kender du ham fra?” spurgte han igen med hans engle stemme, men hvorfor ville han holde samtalen i gang. Og så helt frivillig, jeg er jo ingenting, og hvis jeg er, er jeg en STOR taber, med et stort T.

 

”Lige meget, bare pas på dig” mumlede jeg kort og hev mig derefter op og det samme gjorde Dean og som jeg ikke havde troede stod vi ikke ret lang væk fra hinanden, vi kunne nærmeste mærke hinandens ånde, hans varme ånde. ”Kommer du så ikke med hjem, vi pjækker bare. Det er du jo vandt til” Fnes han kort, er det ikke kun piger der fniser? Der er bare en kæmpe krig inde i hovedet på mig, det har i vel lagt mærke til. ”Øh” mumlede jeg igen, det var egentlig det eneste der for ind og ud af hoved på mig. Den eneste tanke i miles omkreds. Jeg lukkede stramt mine øjne da jeg var ved at falde ind i hans fantastiske øjne og der plejede jeg altid og falde, men ikke denne gang. Jeg mærkede stille nogle fantastiske læber mod mine, hvad Dean? Jeg åbnede stille mine øjne imens jeg kiggede ind i Deans, hans brune øjne jeg ville falde over. Men ikke denne gang, jeg var nærmeste lammet, forskrækket, lykkelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...