The dangerous truth about her. (Færdig)

Dean er rig, hans forældre elsker ham, han bor i et stort 'hus', han er populær på skolen både blandt drengene og pigerne. Drengene stræber efter hans venskab og popularitet, pigerne ønsker kun ham. Alexandre er en smuk ung kvinde, der er kommet forkert fra start. Hun er kriminel, blevet smidt ud fra alle de skoler hun har gået på. Men nu hvor hun er startet på endnu en ny skole, begynder hun at ville gøre noget ud af hendes liv, hun vil bevise at hun faktisk kán noget. Mon Dean er grunden til hendes ændringer?

9Likes
17Kommentarer
3994Visninger
AA

1. Alexandra: Justin...

Jeg lod mit silkebløde hår falde ned bag ryggen imens jeg gik med raske skridt hen mod mit hjem. Jeg havde altid elsket mit udseende, ikke fordi jeg var specielt køn, men jeg var heller ikke grim, og det var en god ting her, de her steder. Alle dem der var grimme, blev banket, tæsket. Dem der var oversmukke blev voldtaget, men hvis man var helt normal i udseendet rørte ingen en, så var man ikke tiden vær. Og det viste jeg alt om, da jeg havde været en del af det, været en del af det med at smadrede personer så de næsten var døden nær. Men den gang var jeg ligeglad, ligeglad med om det gik ud over andre, den gang var jeg så forundret af Justin, Justin som havde været min store kærlighed, at jeg slet ikke opdagede hvad der lige så stille gik af mig. Jeg hadet stedet, jeg hadet at gå her. Måske fordi jeg ikke viste hvornår det blev min tur, min tur til at ryge på hospitalet.

 

”Se det er jo Alexandra, eller som Justin siger Sandra. Bitch’en Sandra!” grinede de, hans tilhænger, hans ekstrem navie tilhænger. ”hvad vil i nu?” råbte jeg træt og irriteret over at de kom brassende og lige ind i min tanker, mine tanker der kun tilhørte en. En speciel dreng på skolen, den dreng der havde alt. Penge, populærtit, piger retter sagt alt det folk ønsket sig her.

 

”Vi har vist noget vi ikke fik afgjort sidste gang vi var sammen. Du skylder mig noget, husker du noget for noget” rugede en så bekendt stemme, en stemme man ikke glemmer lige foreløbig, den kan kun tilhøre en bestemt person, Justin. ”Justin?” mumlede jeg forskrækket imens jeg traskede et skridt tilbage imens Justin gik et skridt frem så han stod lige foran mig. Jeg havde aldrig været bange for hans drengevenner eller som jeg kaldte tilhænger, men dog havde jeg altid følt en stor forundring til Justin, men stadige et kæmpe skræk for hvad han kunne finde på, for jeg viste han var sindssyg.

 

”søde skat. Kan du huske alt det du skylder mig” smilede han skumlet imens han gik med raske skridt hen mod mig, og jeg gik med bange skridt tilbage men stødte forfærdelig nok på en mur, der var kommet i vejen. Måske fordi jeg ikke stod særlig lang fra muren i forvejen. ”For det første Justin, jeg er ikke din skat mere. Og for det andet har jeg betalt dig tilbage” sagde jeg bestemt imens jeg kunne mærke at skælven kom, og kom hurtigtere ind forvente. ”Når okay Alexandra. Du er da lidt flabet overfor mig” smilede han igen dog med den flabet, barske smil. Det smil jeg altid har forundret undtagen i dag, nu. Lige nu var jeg mere bange ind en mus ville være for en kat.

 

Jeg lod mine runge skrig give genlyd igennem de øde gader. Jeg kunne tydelig mærke at smerten bare bed mere og mere, for hvert sekund. Jeg kunne svagt skimte Justin arm fare op i luften inden han smadrede den ned i maven på mig, jeg havde troede hvordan det var for dem det havde gået ud over, men nu. Nu var det som om det hele faldt sammen over mig, lige som kama. "Justin. Hun bløder jo, lad os skride" råbte en af hans venner imens han prøvede at overdøve mine smertefulde skrig der ikke blev mindre. Jeg lod panisk mit blik løbe rundt, på hans venner, Justin, folk i deres lejligheder der stod og kiggede på. Jeg kunne godt forstå dem, hvem ville hjælpe mig jeg havde været en del af det, en del jeg altid vil huske. Den del af at smadrede en person, og vide om personen ikke overlever, eller er slemt såret og ikke kommer over det. 

Det sidste jeg kunne mærke inden alt stille forsvandt for mig var at smerten steg voldsomt op i benet inden alt stille blev slørret for mig, og jeg bare faldt ned i et dybt sort hul.

 

Der var hurtig gået weekenden, og endda alt for hurtig. Skal vi ikke bare sige at jeg havde været en tur på skadestuen sammen med min bror der havde set det hele men ikke turde gøre noget. Måske fordi han var en af de kloge der allerede blev mobbet rigeligt, meget. Jeg havde ingen chance selvom jeg prøvede alle mulige tænkelige måder. Men det eneste det gjorde var at jeg bare fik mere og mere tæsk, fra hvert flabet svar jeg gav, hver eneste skrig jeg lukket ud.

”Alexandra vi skal altså af sted?” smilede min bror imens han lagde hånden på min skulder imens jeg derefter vente mig og kiggede med et skævt blik på ham. Jeg nikkede en enkel gang imens vi traskede sammen ud mod gangen og tog derefter vores sko på.

Vi nåede med besvær ud på skolen da jeg havde fået et brækket ben og en masse blå mærker, men som sagt var jeg ligeglad. Der er jo alligevel ingen der ligger mærke til mig, så hvad er problemet og hvis de opdager mig er det bare fordi de vil have mig til at gøre et eller andet de ikke lige orker. ”hej Alexandra” smilede min eneste veninde imens hun kiggede forskrækket på mig og det gjorde han også, ham. Min hemmelige forelskelse igennem to år.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...