Mit liv er langt fra perfekt (JB)

Hvad gør man, når alle tror at man har det perfekte liv. Når folk tror, at bare fordi at man er populær, får topkarakter, er god danser, på vej til at blive profesonel og er rig, har man alt. Men ens forældre er aldrig hjemme, de tror at de kan købe ens kærlighed med ting. At skæntes med sine tidligere veninder. Man har ingen at snakke med, fordi de bare ikke er der. Hvad gør man når man har trang til at give op, begå selvmord, men kan ikke fordi at man har håb. Men hvad sker der når der kommer en ind i ens liv der forandre alt.
Det er hvad Angela Foster oplever

1Likes
2Kommentarer
933Visninger
AA

1. Mit nye håb.

Jeg kiggede bare på hende, hun virkede bekendt. Jeg vidste godt hvem det var, men hun var alligevel lidt fremmed for mig. Jeg ville sige noget bare et eller andet, kramme hende ind til mig, men jeg kunne ikke lyve for mig selv. Jeg kendte ikke personen, selvom hun var en del af mit liv, en del man ikke kan skære væk. Selvom hun var fremmed, lignede hun mig på en prik. Hendes Mørkebrune hår, der krøllede lidt og gik ned til lige under midten af ryggen. Hendes grøn-brune øjne og hendes rosa læber. Jeg pressede ordne ud af mig, det eneste jeg kunne lade komme ud var "mor."

Jeg kiggede bare på hende, lignede mig på en prik, bare i en ældre udgave, men var alligevel så fremmede for mig. Hun kiggede underligt på mig og sagde "hej skat, er der noget galt?" Jeg kunne ikke mere jeg måtte vide det jeg sagde lige ud "nej, hvorfor er dig og far aldrig er hjemme?" Jeg prøvede at lyde sur, men kunne mørke hvordan tårnende pressede på. Hun kiggede kort på mig og sagde så "vi skal havde nogen penge, så vi kan nyde livet." Jeg sagde med tåre i øjnede "Hvorfor, i er aldrig hjemme i nyder skug da ikke livet. Jeg er fuking træt af at jeg aldrig ser jer, i kan ikke engang komme hjem til min fødselsdag. I sender bare en masse ting, men ting er alså ikke svaret på alt. Da jeg så dig virkede du så fremmede, alting betyder mere for mig end JER!" Jeg kunne mørke tågende trille ned af mine kinder, min mor stod og kiggede på mig. Jeg følte en lettelse efter at have sagt det til hende, men havde det ikke bedre. Hun kom hen til mig, men jeg løb bare. Jeg smuttede hurtig i mine sko, tog min jakke og løb ud, jeg smækkede så hårdt jeg kunne. Jeg tog jakke ordentligt på, da der sneede i Atlanta og var ret koldt. Det var også juleferie. Jeg løb ned til en sø tæt ved byen. Jeg sms'ede mine veninder, men de svarede alle samme " hvad fuck tror du vi er, vi er ikke venner mere. Aldrig kontakt os igen." Jeg kiggede ned i søen, jeg følte at en kniv blev stukket langsomt gennem mit hjerte. En dreng satte sig ved siden af, hans tørklæde var trukket op over ansigtet, så man kun kunne se hans øjne. Jeg måtte bare sige noget til ham, lige meget om han syntes jeg var mærkelig. Jeg sagde hurtigt "jeg har nogen gange lyst til at springe" Jeg havde forventet, at han ville spøger ind til det, men afsluttede i stedet min sætning "at livet bare ville stoppe." Jeg afsluttede hans ved at sige "men jeg er for stærk og har håb." Han sagde så " hej jeg hedder Justin, hvad er der sket?" Jeg tog en dyb indånding og sagde "mit liv et svært, mine forældre er aldrig hjemme, ikke engang på min fødselsdag. Mine veninder gider ikke snakke med mig, fordi jeg er dårlig til at vælge de rigtige venner. De brugte mig bare, men da jeg håbede at det var forkert sendte jeg dem en sms om de ville komme." Jeg vidste ham sms'en og jeg sagde så igen "jeg heder Angela. Jeg har måske al hvad mange ønsker sig, men jeg har ikke noget der betyder noget for mig. Jeg føler lidt der er for meget pres på mig, fordi jeg er på vej til at blive professionel danser. Så har jeg også skolen." Mine øjne var ved at løbe i vand, men så kiggede jeg ind i hans øjne, de gjorder mig stærkere. Han sagde så "vil du med hen og drikke en kakao? Jeg gir" jeg svarede "ja, hvorfor ikke." Vi gik hen af tovet, jeg pegede på en masse fede butikker. Det gjorder han også. Vi kom til en bod, hvor de samlede ind til de fattige. Jeg fandt min pung frem og puttede nogen penge i, så sagde Justin "så meget?" Jeg sagde så "jeg ligger altid mange penge, jeg har alligevel for mange. Jeg tænker at jeg burde være jaloux, de har jo familier der er ved dem. Men så komme jeg til at tænke på at deres forældre måske arbejder, så meget for at få noget mad, at børnene aldrig rigtigt ser dem. Så jeg giver nogen penge." Han kiggede på mig, så fandt han hans pung frem og lagde lige så mange penge i som jeg havde gjort. Han sagde så "jeg har også nok penge, men har en familie der er der. Men jeg kan alligevel godt være jaloux." Vi gik videre, jeg pegede på flere ting. Vi kom så til en bar hvor de solgte kakao, Justin købte to kakao til mig og ham. Vi satte os ved et lille bord i hjørnet, jeg satte mig ved den stol ud til caféen og han satte sig overfor mig så han havde ryggen til menneskerne. Vi tog overtøjet af, Justin virkede lige pludselig bekendt efter han havde taget overtøjet af. Der kom et lille smil på hans læber og han begyndte stille at grine, jeg kiggede bare og sagde så ”hvad er der?” Han sagde ”du ligner en panda.” Jeg begyndte at grine lidt selv, jeg kunne godt forstille mig det efter jeg havde grædt. Han to sin serviet og fjernede så meget han nu kunne, jeg sagde så "hvor har jeg set dig før?" Han grinte så lidtigen og sagde "jeg er Justin Birber." Lige pludselig kunne jeg se det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...