Skyggemanden

Charles er fortabt: Han har mistet sin kone og sit barn, og står nu tilbage med ingenting, kun på grund af de "små" fejl, han begik. Charles ender så langt ude, at han vakler mellem virkelighed og fantasi - Men er det nu også klogt? Denne novelle blev tildelt et 12-tal som stilaflevring under kategorien »gyser«. En gribende, spændende novelle, tilsat drama og gys som denne er ikke til at gå glip af! God læselyst!

4Likes
10Kommentarer
1766Visninger

1. Skyggemanden

En ensom tegning var ved at tage form.

Et A4 ark lånt fra printeren, lå beslutsomt på skrivebordet, mens kuglepennen nærmest dansede henover papiret. En kvindelig skikkelse tog langsomt form. Fra et lager af minder dannede der sig et billede af hende. Billedet blev ført fra hukommelsen hele vejen ned gennem armen og ud til den middelaldrende hånd, som i det gule skær fra loftlampen genskabte hende ned til mindste detalje, valgte hvert strøg med største omhu og perfektion, for til sidst at kunne løfte papiret og se på det færdige værk med beundring.

Men inden det kom så vidt, måtte han tage en slurk af sin kulsorte kaffe og færdiggøre hendes høje kindben, efterfulgt af runde æblekinder, smilet og hullet mellem fortænderne; hendes grønne øjne og kroppen der bar hele det ansigt, han kendte så godt. Det var hans kone – ekskone.

Han ville gøre alt for at fortælle hende, at han stadig elskede hende, men det var en umulighed. Det ville ikke nytte noget, for hun var væk. Flyttet til et andet land, hun ikke ville fortælle, sammen med deres dreng, Jonas. Han havde mistet forældrerettigheden over ham på grund af påpeget voldelig og ukontrolleret adfærd.

Han mente det ikke. Det var ikke meningen knytnæven skulle gøre ondt… Han ville bare gøre opmærksom på sig selv, men havde han vidst, hvor galt det ville ende, havde han aldrig hævet sin næve over sin kone eller lille Jonas…

Hun hed Mette, hans kone. Hun var stærk. I rask arm havde hun stået model til hans grusomhed og ikke én gang vovede en tåre at strejfe hendes kind. I hvert fald ikke mens han så det.

Det gjorde ondt. Det sårede ham, at hun ikke græd, når han slog hende, og gjorde ham blot mere vred. Men ydmygelsen dér var intet imod, hvad han følte nu. Hvor meget han fortrød sit raseri og voldsomme temperament… hans egoistiske side, der var blevet for stor, fordi han i deres lange ægteskab altid havde sat hendes behov først, altid hende først. Det blev for meget… Og Jonas… lille Jonas. Han var adopteret fra Indien, mens han stadig var spæd. Nu var den lille knægt fyldt 5 år, og hvis jeg husker rigtigt, fylder han 6 år her om et par måneder, i januar. Det var som en kniv, der nådesløst ramte ham i brystet, da han tænkte på sin lille Jonas. Det gjorde så ondt. Tegningen var et langsomt selvmord, men det var hans straf. Dommeren havde ikke ville straffe hans indre udyr, så han måtte selv straffe det. Straffe det for det, det havde gjort. Direkte selvmord var for nemt. Derfor tegnede han. For at straffe sig selv.

Han tænkte tanken at tegne Jonas på, for at det skulle gøre mere ondt, men det kunne han ikke endnu. Det var for voldsomt. Bare hans navn var det rene mordvåben. At tænke på den søn han elskede så meget, var det rene tortur. Han var ikke klar til det endnu.

Høj som en brandalarm ringede en hidsig alarm, som han, uden så meget at værdige et blik, slukkede for med sin højre hånd. Jeg havde noteret mig, at han var venstrehåndet. Han lagde kuglepennen på bordet og skubbede lige så hidsigt sin ukomfortable træstol tilbage og stampede frustreret ud i entréen, hvor han iførte sig den jakke, der snart havde holdt ham sikker for vind og vand i 3 år. Han greb sine nøgler og smækkede hoveddøren i, der alligevel låste sig selv. Nøglerne i lommen sammen med hænderne, også af sted i et rask tempo.

3 gange om dagen, morgen, middag og aften, gik han sin rute rundt i byen, der varede, hvis han ikke stoppede op, præcis 1 time og 34 minutter. Hvorfor gik han tur? At sidde hele dagen i et indelukket rum og torturere sig selv med fortrydelse, er der ingen der kan holde til. Det var hans flugt fra det faktum, at han havde såret kvinden i sit liv og gjort skade på sin elskede søn. Den friske luft fik ham til at glemme, men blev han derude for længe, var det ikke bedre end det snævre kontor ham tegnede i.

Det var fifty-fifty: På den ene side ville han så inderligt gerne straffe sig selv, græde og skrige af smerte, i håb om at det kunne skræmme hans dysterhed væk. Men på den anden side kunne han ikke selv klare straffen mere end et par timer, og hvad med hans gode side? Den der fortryder så meget at den gør alt for at gøre det godt igen? Han betragtede sine gåture som en beskeden belønning. Han inhalerede den friske efterårsluft og følte den befriende følelse brede sig til hele kroppen. Alle muskler i hans gennemsnitlige krop, for en 50+ årig, slappede af i det sekund han trådte uden for døren. Han kunne næsten tillade sig et lille smil i det øjeblik han glemte.

På himlen over ham bredte der sig et væld af varme nuancer, lilla, lyserød, rød og hvis man kiggede hen over markerne og ud på horisonten så man den gule sol, som, i sit helt eget tempo, sænkede sig ned til det punkt, hvor den blev usynlig og formørkede dagen. Lygtepælene blev tændt, som en række synkronsvømmere, der med ½ sekunds mellemrum springer i vandet én efter én.

Ét to, ét to, ét to. Lyden af hans skridt var hørbare og beslutsomme. Ét to, ét to. Han tænkte egentlig ikke på noget. Hele hans sind var tømt for tanker, som kun en meditativ mester kunne gøre det. Ét to, ét to, ét to.

Det var fristende, at tænke på dem, men han blokerede for al tankegang og hørte kun sine egne skridt. Ét to, ét to…

Sådan fortsatte det lidt, indtil han fik øje på sin egen skygge; en nøjagtig kopi af ham selv, ikke som i spejlet, nej, hele hans omrids forfulgte ham i en sort silhuet på asfalten. Som han gik langs lygtepælene rendte skyggen foran ham, også bagom, men den indhentede ham altid mellem to lygtepæle.

Han havde glemt Mettes skygge på tegningen.

Han skubbede tegningen væk fra tankerne, og stoppede op med ryggen til en lygtepæl og betragtede sin skygge.

Hvad var definitionen på en skygge? Blokering af lyskilde?

Han vidste det ikke. Ikke siden skoletiden havde han åbnet en ordbog. Han havde ikke engang en, og der var større chance for meteorregn end at se den mand i en boghandel. Men jeg vidste godt, hvad en skygge var.

Højre hånd forlod den lune jakkelomme og løftede sig tilbageholdent i et forsigtigt vink. Skyggen gjorde nøjagtig det samme. Han vendte siden til og så skyggen i profil. Så gik han videre. Den fine, tomme tankegang var blevet forstyrret af en tåbelig skygge, han havde set et utal af gang. Han udåndende i et dybt suk, og gik så videre. Ét to, ét to, ind, også ud, ind, også ud. Fokuseret på sine skridt og vejrtrækning gik han videre og tømte sit sind for tanker, men kun i et øjeblik. Han kunne ikke lade være med at skæve til skyggen, der stadig fulgte efter ham. En paranoid tanke ramte ham: Skyggen der kastede sig over alt, bare der var lys, kunne man ikke slippe af med. Den ville altid forfølge én. Man kunne ikke rive sig løs fra den eller slippe af med den…

Han tyggede lidt på tanken, men rystede den til sidst af sig og satte farten lidt op; han måtte ikke lade sig distrahere.

Det lykkes ham at klare ruten uden yderligere at blive forstyrret af sine tanker, men da huset kom til syne, begyndte tankerne langsomt at slippe ud af Pandoras boks, én efter én. Og da han greb om håndtaget til sin hoveddør, sprang de op, som når en nål rammer en blodåre. Han følte sig dødsdømt, for han vidste hvilken smerte, der ventede ham, men han beklagede sig ikke. Ikke et ord, ikke en eneste lavmælt, selvmedlidende tanke strejfede ham. Selvmedlidenhed eksisterede ikke. Da døren smækkede efter ham, kvalte den tunge luft ham og tvang hvert eneste minde frem. Det var først lige begyndt.

Han hængte sin jakke op, og stoppede foran døren til kontoret. Han kiggede direkte ind i den brune trædør, overvejede om det var det værd…

Det var som om der bag døren rummede alle de mennesker han i sit lav havde mødt. De snakkede til ham:

”Du duer ikke til noget, knægt.”

”Mit navn er Mette, hvad hedder du?”

”Er stjernerne ikke smukke i aften?”

”Lov mig at du passer godt på min datter.”

”Vil du, Charles Theodor, elske og ære Mette Pedersen til døden jer skiller?”

”Lad os kalde ham for Jonas.”

”Du burde investere i noget, Charles.”

”Far, kan vi tage i Tivoli i weekenden?”

”Hvis du ikke snart forbedrer din præsentation er du fyret fra dette firma!”

”Hvorfor må jeg ikke tage med Anders på legepladsen, far?”

”Det vover du på, Charles!”

”Du må ikke gøre ham fortræd!”

”Hvorfor slår du mig, far?”

”Vil du ha’ et hiv?”

”Du er ellers noget af en flot mand, Charles. Så… charmerende.”

”Du er blevet til et monster!”

”Jeg vil skilles.”

”Retten er hævet.”

”Du må ikke gå, Mette!”

”Farvel, Charles.”

Han lukkede øjnene og masserede sine tindinger, mens flere stemmer hobede sig op. Han kunne se sine fejl så gruelig tydeligt, at frustrationen og fortrydelse åd ham op indefra.

”Du kan ikke slå mig ihjel, selvom du prøver.” Sagde jeg og smilede lusket.

Han åbnede straks øjnene og så sig omkring, spejdede efter stemmens ejermand, for han var overbevist om, at den kom fra nogen, den var ikke ligesom dem han lige havde hørt bag døren. Han søgte, men han fandt ingen. Ingen andre end ham selv stod i stuen. Han gennemsøgte hele huset, men der var ikke et levende væsen.

Med bankende hjerte løftede han blikket og stirrede skarpt på kontordøren; den eneste dør han ikke havde åbnet. Han sank en klump, og med et nervøst mod gik han hen til køkkenskuffen og trak en truende stor kniv op. Hans blik virrede ikke et sekund fra egetræsdøren indtil kontoret.

”Kom bare.” Hviskede jeg, og vidste, at han ikke anede hvem eller hvad, jeg var.

Hans gennembankede hjerte sprang et slag over. Den stemme! Den kom ikke fra højre eller venstre, for eller bag; det var som om den… den… den var inden i ham!

Nej, nej, det var en absurd tanke! Han troede han vidste præcist, hvor den var, og han var fast besluttet på at gribe stemmens ejermand på fersk gerning.

”Lad være med at være så melodramatisk! Åbn nu bare døren.”

Hver en muskel, hver en celle sprang op af forskrækkelse, for derefter at stivne i chok. Han lyttede godt efter.

”Tør du ikke?” Spurgte jeg udfordrende.

Han analyserede min stemme til at være én på omkring hans egen alder, 57, men han kunne ikke forklare den forfærdelige rumklang, der fik den til at lyde som om jeg var placeret i en kirke.

Paranoide tanker satte ind, mens hvert skridt mod døren larmede som tordenvejr i den alt for stille stue.

Han lagde hånden på messinghåndtaget og trak langsomt ned i det, og med en rystende kniv i hånden rev han døren op, men fandt ikke andet end et tomt værelse og et vindue på åbent gab med gardinerne flagrende ud mod den sorte nat.

Han tøvede ikke et sekund. Hen til vinduet, hvor lagde hænderne på karmen og lænede sig ud mod natten, gennemsøgte han hver et hjørne af sin have, men fandt ingen. Kun Jonas’ gamle gynge bevægede sig lidt i vinden.

Havde han selv åbnet vinduet tidligere på dagen?

Nej, nej, nej. Han var overbevidst om, at han ikke havde åbnet det. Han åbnede aldrig vinduerne, for frisk luft var kun en del af gåturenes fornøjelser, ikke i huset; bestemt ikke i dette rum: kontoret. Og den stemme.. en rumklang så stærk fandtes ikke i ét eneste af disse rum. Det kunne han snildt bevise.

Men hvor kom den fra? Fra hvem?

Dét spørgsmål kunne han ikke svare på, for den kom ikke fra ham selv. Det var ikke en tanke eller et minde.

Dirrende, og med hjertet helt oppe i halsen, lukkede han vinduet og trak gardinerne for. Han vovede et modigt blik rundt i det klaustrofobiske lille rum, og med forsikringen om, at kun han var til stede, lukkede han døren og satte sig ved skrivebordet.

Der var mørkt! Kun en lysstråle fra stuen klemte sig ind under døren. Han tændte for skrivebordlampen.

Et dybt nervøst suk undslap hans læber, mens han placerede albuerne på bordpladen og begravede sit ansigt i hænderne. Hvad var der lige sket? Var det indbildning?

Det første spørgsmål kunne han ikke sætte ord på, men det andet var han helt klar over: Han kunne have svoret på, at det virkelig var sket. Han var ikke i tvivl.

Han fjernede hænderne og blev mødt af den nøjagtige tegning af ekskonen, ufærdig, men præcis, som havde det været et fotografi. Men der manglede noget…

Han tænkte så det knagede, og glemte et øjeblik det, der lige var sket.

Han greb kuglepennen og lovede sig selv koncentration mens hans tegnede. Men halvvejs færdig med Mettes forbedrede smil, måtte han give op og indse, at han ikke kunne fortsætte i den choktilstand han var i. Han havde brug for styrke.

Kaffekoppens sorte indhold var koldt, gammelt og intet værd. Han havde brug for mere. Langsomt, ganske langsomt, som var tidens sekunder forlænget og gjort verden til en film i slowmotion, drejede han sit hoved ned mod de to skabe, bordpladen hvilede oven på, og trak stolen væk, for at sætte sig på hug og langsomt, ganske langsomt åbne skabet.

En brun teddybjørn med blåternede selebukser stirrede på ham, med sine kulsorte glasøjne. Jonas’ yndlingsbamse.

Mette havde overset den, da hun pakkede sine og Jonas’ ting.

Han rakte sin hånd frem og greb fast om bamsen, lod skabet stå vidt åbent, placerede det brune tøjdyr ved siden af lampen og gav så slip på den.

Den var beskidt, forslået og manglede en arm, eftersom Jonas havde kastet rundt med den. Han troede naivt, bamsen var en superhelt og kunne flyve. Han opgav aldrig den forestilling.

Esset var trukket og det havde sin effekt: Han glemte alt om det uforklarlige, han mente lige var sket og dirrede af vrede til sit indre udyr, der havde resulteret i, at han mistede sin søn. Han havde fundet styrken til flere timers selvpineri. Det skulle bøde.

Han smilte sært af en underlig blanding af smerte og tilfredsstillelse, da han tegnede Jonas på. De første forsigtige strøg skulle i sidste ende blive til Jonas’ lille hånd, der holdte godt fast i sin moders og den enarmede bamse. Åh, hvor gjorde det ondt på ham. Jeg elskede hans latterlige forsøg på at skade mig.

Han tegnede hele aftenen og ignorerede nådesløst alarmen, der ville fortælle ham, at han skulle i seng. Men da han så endelig havde færdiggjort tegningen, og klokken var langt over midnat, skulle han til at tegne skyggerne som det sidste. Han blev mindet om kirkestemmen, der havde talt til ham, udfordret ham til at komme an, selvom den ikke selv kom fra nogen steder…

Han kiggede over på skrivebordslampen, der, ligesom loftlampen, kastede et gult lys over rummet. Dog var skrivebordslampens lys mere intenst og ungt, hvis man kan kalde et lys for ungt. Mere koncentreret og skarpt.

Han løftede sin hånd op og spærrede for lyset. Han drejede hånden rundt, som om den spejlede sig, knyttede den og åbnede den igen, strakte fingrene og drejede den endnu en gang rundt. Så drejede han hovedet i en lyn bevægelse over mod væggen bag ham, og dér var skyggen af hans hånd, sort på hvidt.

I det øjeblik han indså sandheden, skubbede han stolen til side og rejste sig op. Han stirrede stift ind i den hvidmalede væg, stirrede på sin egen skygge.

”Det her er din skyld, er det ikke?” Han så på mig som om, og jeg sværger, han så på mig som om… Jeg kan ikke engang beskrive det. Hele hans ansigt var så forvrænget i vrede, forargelse, tvivl, skræk og… Der var så meget i det ansigt, at jeg ikke kunne lade være med at grine.

”Behøver jeg at svare?” Åh, han faldt næsten bagover, da jeg viste mit ansigt. Han stod helt stille, blinkede ikke engang. Havde jeg skræmt livet af ham?

Stakkels Charles, så sølle og svag, åh, jeg dør af grin! Han indså først nu, at det også var mig, der før havde talt til ham, bedt ham om at komme an. Der var stadig liv i ham, det kunne jeg se. Munden på skyggen var halvmåne formet og indeholdte et sæt spidse, trekantede hajtænder, øjnede var blot to runde kugler, der var blevet skåret skråt over, for at vise vrede. Charles havde bestemt ikke forventet et svar! Han ville bare have bekræftet at det hele var indbildning, men han kunne ikke bevise noget længere.

Pludselig kom der liv i hans øjne, men kun et øjeblik, så var han væk; styret ud af døren og ud på badeværelset i håb om at kunne flygte fra sit livs mareridt. Han troede han kunne flygte fra sin egen skygge!

Nøglen blev drejet om, og lænet over vasken kunne han mærke en kvalmende fornemmelse i halsen. Han prøvede at holde sig tilbage, men han kunne ikke tilbageholde frokosten, der var fast besluttet på at komme op, og det skulle være nu.

Én ting er at miste sin kone og søn, men at denne »skygge« var oversagen til det hele udløste et unævneligt stort had. Men han var bange – han var skrækslagen.

Som sort røg, smøg jeg mig under døren og dukkede op lige bag ham, lige dér, hvor jeg altid havde stået: Bag ham. Altid bag ham! Han styrede mig, bestemte over mine bevægelser, og intet kunne jeg gøre ved det. Men jeg har revet mig løs nu! Han skal betale for at glemme mig, overse mig og undervurdere mig!

”Far, jeg er bange for monstrene i mørket.”

”Der findes ingen monstre, Jonas.”

”Jamen, far!”

”Godnat, Jonas.”

”Tror du på monstre nu, Charles?”

Jeg efterlignede Jonas’ og Charles’ stemme, som havde de selv sagt det, og hans ansigt… Det her var det hele værd: at se hans skræmte ansigt, og endelig indse at han havde undertrykt mig for længe! Jeg ville ikke være hans skygge længere, jeg ville være min egen skygge! Jeg ville være »skyggen«!

Han kiggede ind i spejlet, og hans ansigtsfarve skiftede fra grøn til ligbleg på få sekunder.

”Hvad vil du mig? Hvad vil du have!?” Råbte han af sine lungers fulde kraft, vendte sig om og så mig direkte i øjnene.

”Hvad vil du!?” Blodårerne i hans øjne sprængte én efter én, mens blodet steg ham til hovedet og gjorde det til et stort rødt æg.

”Hvad tror du jeg vil?” Spurgte jeg helt afslappet og så monotont på ham.

Han var ude af stand til at røre sig, blinke og ånde. Hver en celle i hans krop stod stille. Det var nu. Lige nu.

Jeg tog det korte skridt frem mod ham, greb ham om halsen og klemte til. Hans sølle forsøg på at kæmpe imod morede mig kun. Han troede at han kunne gribe om en skygge og fjerne dens fingre! Det var kun den løsrevne skygge, der kunne gribe om noget. Alle andre skygger var blot slaver for deres ejer, men jeg ville ikke være slave længere! Det sluttede her.

Han faldt sammen på jorden, da luften ikke længere var tilgængelig. Død.

 

Mærk jer mine ord! Hvis I undertrykker jeres skygger lover jeg død og ulykke til jeres dages ende! - »Skyggen«

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...