Det ham!

Det er en historie om en pige som overvejer at begå selvmord men hver gang hun prøver, bliver hun stoppet af den samme dreng.

0Likes
0Kommentarer
816Visninger
AA

1. Novelle: Det ham!

En dag sad jeg og tænkte. Hvad er det, jeg laver? Hvad er mit liv? Jeg tænkte på alle de ting jeg har lavet i mit liv, alle mine følelser, alle mine oplevelser. Billeder. Minder. Gamle film. Andet var det ikke. Andet var mit liv ikke.

Mit liv. Ville jeg nogensinde kunne sige sådan og mene det? Hele mit såkaldte liv er en drøm, jeg lever i den virkelige verden, men udlever den i mit eget parallelle univers. Et anime univers. Alle mine følelser kom fra tegneserier, manga'er, historier, film, billeder, alt der ikke var virkeligt. 14 år og ikke engang en anime-forelskelse kunne jeg lave, opleve, skabe.

Jeg havde faktisk prøvet. Jeg prøvede at blive forelsket i min veninde. Og det virkede også som om jeg virkelig kunne li’ li’ hende, men det forsvandt hurtigt, da jeg fortalte hende om det. Jeg var ynkelig. Jeg fortjente ikke at leve et liv i en verden, jeg ikke kunne føle mig hjemme i. Så hellere gøre en ende på livet, så en anden kan få det.

På skærmen stod Word åbent med et dokument uden navn. Der stod 4 muligheder for selvmord: Rottegift, at hoppe, at skære pulsåren over, piller. Men der var et minus ved dem alle sammen. Rottegift: Jeg ved ikke, hvor vi har det henne. At hoppe: Jeg skal finde et meget højt sted, hvis jeg skal være sikker på at dø. At skøre pulsåren over: Den i armen er selvfølgelig mest sandsynlig, men jeg ved ikke om jeg har styrke til det. Piller: Jeg hader piller. Selv vitamin-piller. Hvad skal jeg gøre? Hvordan skal jeg dø? Spøgsmålet er jo altid: ”Hvordan i alverden skal jeg overleve?” så hvordan i helvede skal jeg finde dét svar.

Jeg kiggede på listen igen. Ingen speciel rækkefølge. Hmmm… Piller og rottegift har da samme effekt, ikke?

Jeg fandt en situation med alle fire måder: Rottegiften var i den varme kakao, den havde jeg selv drysset i, her på caféen. Jeg gad ikke dø derhjemme, jeg ville dø med mennesker omkring mig. Da jeg løftede koppen op til munden for at tage den første mundfuld, kom en dreng hurtigt forbi, så jeg mistede grebet på koppen og kakaoen vældede ud på bordet. Jeg vendte mig lige tidsnok til at se, at drengen var et år ældre end mig og havde skulderlangt, mørkebrunt hår. Så var det væk.

At skære pulsåren over var nemt, når man går i en øde skov med en ny-sleben dolk fra spejder og ridser i træer. Også selv om man fik at vide at ”det må man ikke”. Det var sommer, det var varm, og jeg havde taget min sommerjakke af og smidt den i græsset sammen med dolkens skede. Dolken lå godt i min hånd. Hverken for tung eller for let, men lige tilpas. Jeg løftede den for at smitte i kødet, men en finger stoppede mig. Fingeren var lang og bleg og holdt fingerspidsen mod dolkens od. Jeg kiggede op og så ind i drengens øjne. Hans hår faldt ned i dem og han smilede, imens han rystede på hovedet. Så var det væk.

Jeg stod oppe på en eller anden bygning i en eller anden storby og kiggede ned foran mig. Der var langt ned. Kunne jeg klare det? Ja! Det kunne jeg godt, og hvis jeg ikke kunne, så skulle jeg bare lukke øjnene og forestille mig noget rigtig dejligt, som jeg gerne ville over imod. Bare et skridt. Jeg løftede højre fod og skulle lige til at træde ud over kanten, ud over afgrunden af hårdt asfalt og sten og mennesker. Så greb nogen fat i mig bagfra, og jeg kæmpede klodset imod. Han vendte mig om, så han stod med ryggen til den kant jeg var ved at overtræde. Denne gang smilede han ikke. Han var bleg som et lagen og holdt stadig fast i mine skuldre også selv om jeg ikke ville ud over kanten længere.

Så indså jeg det. Han led af højdeskræk. Jeg flyttede hans hænder og sagde: ”Lad være med at stoppe mig næste gang.” Og så var det væk.

Med pillerne var jeg sikker på, at drengen ikke bare kunne dukke op og spolere det hele. Det MÅTTE han ikke. Det skulle lykkes! Jeg tog et glas frem og ville tage noget sodavand og sluge pillerne, men så så, at vi ikke havde noget sodavand. Jeg hældte det antal piller jeg ville tage, lagde dem i en lille æske og lagde den i lommen. Og så cyklede jeg til Dagli' Brugsen for at købe en sodavand. Da jeg kom ud af butikken, fandt jeg æsken frem og hældte pillerne ud i hånden, skruede låget af sodavanden og tog en lille slurk. Jeg kiggede mig omkring, men så ikke drengen. Så satte jeg hånden for munden og vældede pillerne ned og skyllede efter med sodavanden. Jeg blev lidt svimmel og støttede mig til cyklen. Jeg tog en mundfuld sodavand mere og mit syn og hoved blev klarere. Han stod foran mig og smilede. ”Hvorfor stoppede du mig ikke denne gang?” ville jeg vide. ”Du dør ikke af en den smugle piller. Du får højst meget ondt i maven.”  Han vendte sig om. ”Og du sagde, at jeg skulle lade være." Og med de ord var det væk.

Jeg bandede og svovlede på vej ned ad trappen. Nogle havde ringet på døren, og jeg var uheldigvis alene hjemme. Jeg tjekkede mit hår hurtigt i spejlet i gangen, før jeg gik over og åbnede døren. ”Hej, jeg er lige flyttet ind ved siden af, og min mor sagde jeg skulle finde nogen på min egen alder at være sammen med, så jeg ventede til der kom nogen, og så så jeg dig komme hjem fra skole. Du så ud til at have travlt, så jeg fik ikke fat på dig. Så jeg ventede, men du kom ikke ud igen, så nu står jeg her og siger ’hej’.” Han smilede et skævt smil og rakte en hånd frem. ”Jeg hedder William, men alle kalder mig Will. Hvad hedder du?”

”Det kan være fuldstændig lige meget, men du er velkommen til at rede mig igen og igen og igen.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...