Untrusted Soul

Det kolde smil, og et efterfølgende kvindeskrig var det eneste man kunne høre udover dets ekko i den kolde vinternat.
OBS: Gamle Cheppers, jeg har bare glemt min E-mail OwO

1Likes
2Kommentarer
1226Visninger
AA

1. Predatore..

Jeg smilte lumsk da jeg langsomt og veltilfreds så på det døde dyr . De velkendte skrig fra min fortid som efterhånden var blevet en del af min fremtid, lød stadig for mine øre.  Jeg  så mig kort tilbage over skulderen og sukkede. Månen hang som en fordømt engel på den kolde nattehimmel. Men det var jo nærmest hvad jeg var? En fordømt engel, der levede et liv som næsten alle  teenagere ville ønske sig. Men gangske rigtigt som de beskev i filmene, var det ikke fedt. Et liv som kvindelig vampyr, der bor alene og flytter til et nyt land ca. hvert 30 år, var ikke lige livet for mig, Jolie, eller jeg var faktisk mest bare, Joe.

Jeg sukkede endnu en gang og lod mig facinere af månens blege genspejling fra søen i haven. Jeg så tilbage på det hjælpeløse dyr og mumlede nogle utydelige ord før jeg gik. Jeg var ligeglad med hvor mange der ville se dyret liggende der.. Alle folk i Charming  troede det var slanger der var begyndt at invadere deres lille hyggelige by, men jeg vidste bedere, og at der  var én til vampyr udover mig i den her by, men jeg var ikke så interreseret i de andre vampyre. Det var slemt nok selv at være en? Jeg skulede let rundt og forsikrede mig at der ikke var nogen der havde set mig før jeg sprang over hegnet ind til mit hus. Min have var stor, og duggen lå som et stort smukt edderkoppespind over den.Jeg elskede min have, der var så mange minder i den? Jeg havde boet her før. Én gang, men så begyndte folk at vække mistanke om at jeg ikk var en 17 årig pige længere. Men det var jeg jo vel egenlig? Og min fødselsdato skiftede fra by til by, men nu var jeg igen flyttet tilbage til Charming.. min yndlings by! For her var altid så dødt og der var ikke nogen der gik og snagede i andre folks sager? Kun hvis man kendte hinanden kunne man lige udveksle et lille forsigtigt blik, efterfuldt af et smil og enkelte gange et hej, men det var også alt! Alle passede sig selv, hvilket jeg egenlig havde det udemærket med.

Jeg stoppede brat op ved lyden af en gren der knækkede og lod de blanke sorte øjne skimte hen mod de små sammengroede træer, længst oppe mod huset helt inde til siden. Der var noget, eller nogen der så på mig, jeg kunne mærke det! Jeg gik langsomt derhen, eller ja, i menneske tempo som for mig er langsomt - jeg blev nærmest bange, eller urolig? Var der nogen der havde set mig? Set hvordan jeg havde klatret op i træet og ventet på dyret hvorefter jeg var springet på det og havde hamret det ned i jorden med mine hænder!? - Det måtte ikke være sandt, jeg havde aldrig været så uforsigtig før, og selvfølgelig går det galt. Jeg vidste hvad jeg måtte være nød til, hvis det var et menneske der havde set mig. I en hurtig bevægelse rev jeg træet til siden og en grålig kat med smukke blå øjne trådte frem. Jeg var lettet men også lidt bange. Det var jo et dyr, og jeg vidste at katteblod er noget af det sødeste blod der findes. Lige efter menneskets blod! Men den havde så rolige øjne, og på en måde velkendte. Jeg smilte lidt og tog den op og straks begyndte den at spinde som om den kendte mig eller noget lignende?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...