Memories from last Winter

"When it snows, you have two choices: shovel or make snow angels." En skytsengel kan gøre mange ting, men indenfor love og regler. Men for at blive skytsengel må man også opgive et par ting, deriblandt kærlighed. Når den forbudte følelse blusser op i ens hjerte, hvilken vej vil man så vælge?

10Likes
63Kommentarer
3248Visninger
AA

9. 8th Memory: Laws of Angels

  Hold afstand til mennesket, for meget kontakt vil der set ned på.

  Afsløringerne af  os, vores love og vores levevis, vil blive din egen død.

  Bland dig kun, når det er højest nødvendigt.

  Deres liv er forudbestemt, indblanding vil ikke blive tolereret.

  Men vigtigst af alt, forelsk dig aldrig i et menneske. Du vil kun falde.

 

  De regler vi skulle følge, de regler der var vores levebrød, havde jeg lige brudt.

 

  Jeg stirrede ind i tomheden, andre vil kalde det mørke, mens tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Jeg kunne ikke forlade stedet, han holdte om mig og lå tæt op ad mig, men jeg kunne heller ikke blive. Hans hjerte ville blive knust, hvis jeg forlod ham igen. Hans varme krop mod min ryg, føltes godt, efter en udmattende oplevelse, der kun ville bringe problemer i fremtiden. Disse følelser, som jeg aldrig havde følt før, flød rundt i min krop takket være et menneske. Mit hjerte slog hårdere for ham.

  Jeg havde en deja-vú følelse over dette, men grunden var uklar. Kærlighed er ikke noget jeg kan få, ikke med et menneske, jeg kan få et lidenskabeligt forhold til en anden engel. Men intet ville ikke nytte noget. Jeg lagde mig tættere ind til den varme krop mod min ryg, jeg kunne lige så godt nyde det så længe det varede. Mine øjenlåg lukke sig langsomt i, mens min hjerne prøvede at finde en løsning på problemet.

 

 

  "Hannah?"

  "Hold munden lukket, og læg dig til at sove," mumlede jeg irriteret. Jeg var allerede halvt på vej til drømmeland, men det var ungen åbenbart ikke. Jeg fik et slag direkte mod mine ribben, selvom det gjorde mig ikke det store, men slaget gjorde vist mere ondt på ungen end mig. Jeg må være blevet set med unni, ellers ville der ikke være nogen logisk forklaring.

  "Onee-chan, er du sur på mig?"

  "Onee-chan vil gerne sove, så derfor skal du også sove," svarede jeg træt. Jeg havde for pokker passet dig hele dagen, og du forventer jeg er fuld af energi?! Ungen puttede sig indtil mig, som en lille hundehvalp, og lyttede til mit hjerteslag. Det vil sige, hvis man kunne høre mit hjerteslag. Mit hjerte slog langsomt og svagt, ikke som et menneskes.

  "Hannah-nee, er du virkelig et menneske?"

  Jeg slog øjnene op, forbavset over det pludselige spørgsmål, jeg havde ikke gjort mistænksomme ting! Jeg gloede med store øjne, min fatteevne var væk, hvor ville den her samtale ende henne?!

  "Anno.. Um.. Eh.." stammede jeg, hvad skulle jeg svare? Jeg var ikke forberedt på dette, der stod ikke noget i håndbogen om dette. Store børne-øjne så interesseret på mig, forventende. Jeg bed mig i læben, jeg ville helt sikkert fortryde det senere.

 

  Endnu en stor ulykke, så nu skulle der guides. Tsh, jeg hadet virkelig at være engel, jeg var blevet degraderet igen. Dog kunne jeg ikke huske hvad jeg havde gjort denne gang, som om min hukommelse var blevet suget ud. På den anden sige, hvis man lavede en virkelig stor bommert, ville man få fjernet sin hukommelse fra alt der vedkom bommerten og blive degraderet. Jeg måtte have lavet noget meget dumt, siden jeg fik fjernet hukommelsen og blev degraderet. Tjah, jeg er jo efterhånden van til at blive degraderet, så det kunne jo gøre lige meget.

  Jeg skulle stå og tjekke om alle de rigtige kom med, som var røvkedeligt, så der ikke blev sendt de forkerte til Himmelriget. Eller var der bare nogen der skulle genfødes, sendes til Helvede, bla bla bla.

  "-ee."

  "Ha-ee."

  Var der nogen der kaldte på mig? Jeg kiggede omkring mig, men der var ingen der så ud til at trænge til min opmærksomhed. Eller var der?

  "Hannah-nee!" blev der så råbt.

  Jeg lavede en 180 grader vending, for at se hvem der kaldte på mig. Rettere sagt, jeg prøvede at se hvem der kaldte mig, men jeg blev mast ind i noget blåt. Det her var værre end unnis jeg-har-ikke-set-dig-i-lang-tid kram, og de var meget masende. Hun brækkede engang et par af mine ribben, fordi jeg ikke havde set i hende i langt tid. Hendes term af 'lang tid' er ikke den samme som min, hun havde ikke set mig i 24 timer.

  Jeg fik endelig frigjort mig fra krammet, som faktisk ikke var nemt, og så på personen. Skinnende marineblå øjne, sort, strittende hår med blåt skær, en spøjs mørkeblå hat og en lang frakke i samme dybe blå farve, gråbrune matte bukser, en sort højhalset bluse og et stort smykke af guld. Hans hud var en bleg fersken nuance, men smuk at se på. Var det mening jeg skulle genkende ham? Jeg stod bare og gloet, som jeg faktisk tit gør, uden at fortrække en mine.

  "Hannah-nee?" sprugte han igen, dog mere spørgende. Han trådte et skridt mod mig, jeg trådte et skridt tilbage. Den her fyr var yderst uhyggelig, han kaldte mig Hannah-nee selvom man tydeligt kunne se han var ældre end mig. Hvorfor tiltrækker jeg kun pædofile mennesker?!

  "Hannah-nee, had mig nu ikke for det her, men det ser ud til det er den eneste måde at få dig til at huske," sagde han, med et stort suk. Dog kunne jeg skimte en glæde, selvom han så trist ud. Min hals snørede sig sammen, jeg havde en dårlig fornemmelse omkring ham.

  Min hjerne kortsluttede kun endnu mere, da hans bløde læber ramte mine. Han skilte meget let mine læber fra hinanden, som om han havde gjort det i årevis, og lod hans tunge finde min. Hans hænder lagde sig om mig og trak mig tættere ind til ham. Med en kortslutning i hjernen, altså kortslutning til min fornuft og bevægelser, stod jeg bare der og lod vores kys blive dybere og meget lidenskabeligt. En følelse af bekendthed skød igennem min krop, da han blidt nappede mig i tungen og læben. Vores tunger slap hinanden, men mødtes hurtigt igen og slap hinanden igen. Kun fordi der var noget der skulle fjernes mellem vores tunger.

  "Hannah-nee, kan du huske mig nu?"

  Stykker af fragtmenter begyndte at sætte sig sammen. Grunden til jeg blev degraderet og fik fjernet hukommelsen kom tilbage, men hvordan? Det var ikke nemt at fremkalde det tabte. Jeg kunne mærke at min panderynke kunne ses, som kun kom i komplicerede situationer. Og når unni kom.

  "Ud fra dit forbavsede udtryk, tager jeg det som et ja," sagde han smilende. Hans varme hånd lagde sig betryggende på min kind, min krop bevægede sig automatisk på hans berøring. En varme gled ned ad mine kinder. Jeg havde savnet den her varme, jeg havde savnet ham. En bølge af længsel, had, kærlighed, vrede og frustration rasede igennem mig.

 

 

  Blide kys blev plantet i nakken på mig, det var rart. Jeg smilte ved den kildende følelse, kun én person vidste jeg elskede det. Jeg vendte mig rundt, så vi ville være ansigt til ansigt, men blev mødt af en overraskelse. En alt for stor overraskelse. Hvad i alverden lavede han her?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...