Memories from last Winter

"When it snows, you have two choices: shovel or make snow angels." En skytsengel kan gøre mange ting, men indenfor love og regler. Men for at blive skytsengel må man også opgive et par ting, deriblandt kærlighed. Når den forbudte følelse blusser op i ens hjerte, hvilken vej vil man så vælge?

10Likes
63Kommentarer
3261Visninger
AA

7. 6th Memory: Crystal Clear

  Jeg var igen kommet i en akavet stilling med Changmin, denne gang var det bare mig nederst. Jeg ville forbande ham til evig tid, men sørgmodigheden i hans øjne holdte mig tilbage. Hvorfor tænkte jeg lige pludselig på en forladt og forslået hundehvalp? Knægten er 23, han burde kunne klare sig uden en mor! Desuden havde han også en hyung, der tog sig kærligt af ham.

  "Um.. Changmin-ssi, vil du være venlig at flytte dig, det er lidt akavet for mig," mumlede jeg, jeg så ham ikke i øjnene. Han greb fat i mig, snurrede mig rundt så jeg væltede. Jeg blev snurret rundt og og væltede, mens jeg trak ham med ned i faldet. Han havde prøvet at tage fra af faldet, med sine hænder. Uheldigvis havde hans hænder ikke ramt gulvet, men noget helt andet.

  Han løsnede sit stramme greb, og rejste sig hurtigt fra mig. Jeg rejste mig op, uden brug af den hjælp han tilbød mig, for at trække Onew med ud fra deres lejlighed. Jeg smækkede døren i, så jeg ikke skulle høre på undskyldninger fra Changmin. Jeg mærkede Onews blik på mig.

  "Sunbae, er det normalt for dig, at blive anklaget for seksuel chikane og så blive taget på brysterne?" spurgte han, dybt seriøst. Jeg gav ham bare et dummeslag i baghovedet, som svar, hvorefter jeg forsatte mod elevatoren. Denne dag kunne ikke blive værre. Troede jeg.

 

  "Siden du ikke lavede en dyt, blev vi nødt til at bruge det specielle udstyr. Derfor får du også tjenesten at rydde op, Valentine, hent grejet på mit kontor og smut tilbage til dit arbejde," skældte kvindemennesket mig ud. Et skarpt blik angreb mig. Møg, jeg havde glemt hvordan det fungerede, når engle var tæt på hinanden. Jeg prikkede mine pegefingre mod hinanden, med blikket rettet på mine støvler. Jeg turde ikke tænke, når jeg var i nærheden af hende, selvfølgelig kun hvis jeg ønskede at blive banket halvt ihjel. Hvordan bestod jeg overhovedet min prøve som skytsengel, når jeg havde haft hende som mentor? Jeg mener, jeg fik ikke andet end skældud og slag i baghovedet.

  Kassen, med krystallerne i, blev smidt i hænderne på mig. Jeg traskede med tunge skridt mod hendes kontor, jeg skulle pudse over 50 krystaller! Mit forbillede som sunbae eksisterede ikke, de lyttede kun til mig fordi de vidste hvor skræmmende jeg kunne være. Tsh, så meget for respekt, huh? Jeg smed tingene på hendes skrivebord i kassen, uden rigtig at lægge mærke til, og stoppede kassen ned i jakkelomme. Den var heller ikke blevet vasket endnu. Aish! At bryde ind hos Changmin og Yunho blev vist nødvendigt, for min jakke skulle vaskes. Desuden ville de sikkert ikke tænke over, hvorfor jeg sidder og pudser en masse krystaller. Mit tøj var ikke ligefrem det billigste der fandtes, så dette måtte jo være mit job - medmindre Yunho mistænker mig for at sælge deres ting på eBay.

 

  Jeg smed mine fødder op på bordet, følelsen af at slippe for at gå rundt i højhælet støvler var det bedste! Jeg havde 'lukket mig selv ind' Changmins og Yunhos lejlighed, for at slippe for at sidde udenfor og fryse min røv af. Jeg skulle bare være færdig med pudse arbejdet, så var jeg den der var skredet.

  Jeg fjernede kassens låg, kun for at sukke dybt, for at kigge på de ikke-skinnende krystaller der skulle pudses. Farvel frihed og søvn, goddag til flere timers arbejde. Kun med håndkraft ville krystallerne skinne, og ville kunne bruges igen. Jeg hader min glemsomhed.

  Mange krystaller senere, var jeg endelig færdig! Det var allerede ved at være aften, så de burde snart komme hjem. Jeg manglede min søvn - at være oppe fra fire om morgen og til stadig ikke at have sovet til eftermiddagen dagen efter, kunne godt være lidt trættende på mig - men jeg kunne jo ikke sove her. Måske fem minutter, de ville jo ikke nå at komme hjem på den tid. Jeg tænkte længe på det, men valgte at lægge mig til at sove. Jeg sad stadig ved bordet, så det var mine arme der blev mine hovedpuder. Trætheden væltede ind over mig, mine øjne kunne ikke holde sig vågen mere. Verden forsvandt for mine øjne, mens jeg stille gled ind i drømmeland.

 

 

  "Changmin-ah, glemte du at låse døren?"

  "Nej, jeg låste altså døren, hyung!"

  "Men hvordan pokker er hun så kommet herind?! Hun sidder ovenikøbet og sover."

 

  Så larmende..

 

  "Hey, er det diamanter hun sidder med?!"

  "Pabo! Det er kun krystaller, det ser ud til hun har pudset dem.."

  "Men hvorfor dog det?"

  "Godt spørgsmål..."

 

  Hold bøtte, min søvn bliver forstyrret!

 

  "Lad os bare ligge hende i din seng, indtil hun vågner."

  "Fint med mig. HEY! Hvorfor min seng?"

  "Fordi det er dig der vil i kontakt med hende, pabo."

 

  Hvorfor var de så larmende, kunne de ikke se jeg sov? Der er noget farligt der nærmer sig, tid til at vågne! Men jeg har ikke lyst til at vågne, jeg er træt. Men på den anden side, jeg bliver sat til at lave værre ting end at pudse krystaller, hvis jeg ikke gør et ordentligt job som skytsengel.

 

  Hånden jeg greb fat i, var ikke kold og fugtig, men varm og blød. Havde jeg taget fejl? Denne varme hånd føltes ikke som noget farligt, men hvorfor gik der mon så alarmer i gang? Signalet om fare blev kun stærkere, jo længere tid jeg holdte om hånden. Et blidt fingerstrøg rørte min hånd, hvem helt præcist havde jeg fået fat i?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...