Memories from last Winter

"When it snows, you have two choices: shovel or make snow angels." En skytsengel kan gøre mange ting, men indenfor love og regler. Men for at blive skytsengel må man også opgive et par ting, deriblandt kærlighed. Når den forbudte følelse blusser op i ens hjerte, hvilken vej vil man så vælge?

10Likes
63Kommentarer
3255Visninger
AA

2. 1st Memory: Lost is Found

  "Umma, se det sner!" råbte han glad, mens han strakte sine bare hænder mod himlen. Årets første sne, det faldt i november - ikke december, hvis det var det I troede. Hans smil blev kun større og større, hvad var der så specielt ved sne?

  Jeg fangede et snefnug i min hånd og så det smelte væk igen. Hvordan kunne sådan en lille ting, bringe sådan en stor glæde frem? Jeg lukkede øjnene, for at samle tankerne, og lod min vægt gå mod træet jeg stod op ad. Okay, teknisk set stod jeg oppe i et træ, og holdte øje med ham, så der var ikke så meget træ tilbage at læne sig mod. På den måde ville han heller ikke opdage mig, den bommert skulle jeg ikke lave igen, det var ikke tid for ham at møde mig endnu.

 

  "Umma~! Umma~! UMMAAA~!"

  Jeg blev revet ud af mit tankespind, da den lille unge begyndte at skrige. Han havde mad, tøj og penge, hvad skreg han så for? Oh, ah, nu forstår jeg det, han var blevet væk fra sin mor. Vent, hvor forsvandt det kvindemenneske hen?!

  I disse tilfælde var det en god ting at have et godt syn, siden jeg ikke havde mine vinger - alligevel efterlod jeg fjer rundt omkring, så helt væk var de vel ikke. Tilbage til eftersøgning efter hans mor, inden ungen begyndte at tudbrøle.

  "Aish, irriterende sne!" udbrød en stemme over mig. Åh nej, ikke nu.

  Mørkebrunt, langt hår, chokoladebrune øjne, ovalt ansigt, en sød lille næse, fine former. Yep, min unni var her. Normalt ville jeg komme med en mere detaljeret beskrivelse, men hende her behøver ingen nærmere beskrivelse. Hun er bare ubetydel-

  "Hold dog mund, pigebarn," vrissede hun, i det hun skubbede mig ned fra min gren.

   BUMP.

  Jeg lå og stirrede op på hende, men jeg blev bare liggende i sneen. Mine knogler skulle lige have tid til at komme på plads igen. Jeg ville jagte hende, hvis jeg kunne, men jeg gad det ikke. Ungen beklagede sig stadigt.

  "Ha-chacha, hvis du ikke snart redder din unge, bliver du degraderet til engel igen," sukkede hun. Degraderet til engel? Igen?

  "NEVER EVER AGAIN!" skreg jeg, jeg rejste mig så hurtigt jeg kunne og løb i retning af min unge. Bag mig hørte jeg hun snakke med sig selv, noget om ungdommen nu til dags - hun var altså ikke meget ældre end mig!

 

  På vejen snublede jeg over en gren. Til at starte med troede jeg det var en gren, men det var et menneske. En dreng på cirka fire år. Brune øjne, sortbrunt hår, store øre og fyldige læber. Det ansigt havde jeg set før, men hvorhenne..

  "Umm.. Noona, hvor længe har du tænkt at ligge med hovedet i sneen?" spurgte han forsigtigt. Ah, jeg lå med hovedet i sneen, efter at løbet ind i ham. Jeg rejste mig, med den værdighed jeg havde tilbage, og børstede sneen af mig. Nu huskede jeg hvem han var.

  "Changminnie, burde du ikke tænke på at finde din umma," sagde jeg, med en varm stemme. Han så forskrækket på mig, med tårerne stigende i øjnene. Ups..

  Jeg sukkede kort, men besluttede mig for at tage mit hvide halstreklæde af. Jeg pakkede ham ind i det, så jeg var sikker på hans hals var varm. Jeg fiskede et par Pokémon luffer op af min jakkelomme - vores jakker er magiske, de kan fremtrylle hvad vi har brug for i de forskellige situationer - og puttede dem på hans hænder.

  Jeg satte mig på hug foran ham, så vi næsten var ansigt til ansigt. Jeg brugte mit ene ærme til at pudse hans næse og det andet til at tørre hans øjne. Jeg kyssede blidt hans kind, og lagde mine arme omkring ham. Jeg gav slip på ham igen og rejste mig op.

  "Så er vi klar til at finde umma, ikke?"

  Han nikkede ivrigt og jeg kunne se hans smilede, selvom smilet var gemt bag det store halstreklæde. Denne gang var det ikke mig, men ham der tog fat i min hånd og så afventende på mig. Jeg smilte så varmt jeg kunne tilbage til ham, og gav hans hånd et lille glem.

 

  Han gav slip på min hånd og begav sig til at løbe mod hans mor. Jeg smilede for mig selv, det var altid dem der ville give slip på os. Mit blik rettede sig på himlen. Hvad så nu? spurgte jeg, selvom jeg vidste jeg ikke fik et svar tilbage. Et kraftigt vindstød ramte mig, men jeg mærkede intet. Jeg følte mig let igen.

 

  Jeg ville vise umma den flinke noona, men da jeg pegede i retningen af hende, var hun væk. Hun havde stået der for et øjeblik siden! Jeg løb over mod stedet hun havde stået, men der var ingen fodspor. Havde det været ren indbildning? Hvis det var det, hvor kom så det store halstreklæde og Pokémon vanter så fra?

  Min mor slæbte mig videre, fordi mit blik var rettet mod hendes sted. Sneen tog til, så alt blev vidt omkring mig. Jeg anede en skygge, der stod og vinkede til mig, en varme komme derfra. Stedet hun kyssede min kind, begyndte at brænde. Hun kendte mit navn, hun virkede bekendt og fremmed på samme tid, jeg følte mig tryg hos hende.

 

   Noona, hvem er du?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...