You and I Forever 2

Emery har ikke fortalt Caron om sin hemmelighed om at hun er en vampyr, men hun vil gerne, men det er ikke nemt pludselig at må give sin dybeste hemmelighed ud. Selv ikke til en man elsker. Men på samme tid har hun følelsen af at blive beluret. Samtidig har Gwen for længst fortalt Lucas at hun er en varulv. Gwen vil finde ud af noget mere om grunden til at det var så slemt at de var tvillinger og hvorfor de blev skilt fra hinanden.

6Likes
54Kommentarer
4784Visninger
AA

32. Kapitel 31 - Emery.

En masse tanker fløj igennem mit hoved. Deres højhed? Altså, jeg var da ikke kongelig? Ikke hvad jeg ved i værtfald. Så var der i værtfald noget min mor/far ikke havde fortalt mig. Men det ville undre mig. Der var ikke rigtig nogen i min familie der var særlig kongelige. Jeg kunne svagt mærke at Gwen forvandlede sig tilbage til menneske.

”Hvad snakker de om Emery?” spurgte Gwen ved min side, sikkert lige så forvirret som mig. Jeg var alt for forvirret til at svare så jeg trak på skulderene.

”Nå, men jeg går i hvert fald ud til Lucas, og du kommer lige om lidt ikke?” sagde Gwen. Jeg nikkede fraværende på hovedet og mærkede svagt at Gwen gik ud. Jeg stirrede på vampyrerne. Jeg havde en fornemmelse af at de ville gøre alt hvad jeg sagde. Jeg gik lidt væk fra dem. Denne hengivenhed gjorde mig utryk. Jeg kunne slet ikke lide det her.

”NEJ! I kan da ikke gå over til hende! Hun er sindssyg! Sindssyg siger jeg jer!” kom det over fra Raj. Over til mig? Hvad mente han med det? Hey vent! Han kaldte mig sindssyg! Jeg var ikke sindssyg! Jeg var helt afslappet! Jeg var ikke sindssyg! Jeg trampede vred hen til Raj og løftede ham op, mens han sad i stolen. Så gik jeg hen til vinduet og holdt ham ud. Han begyndte straks at råbe efter hjælp.

”Hvad er dit sidste ønske?” hviskede jeg lavt. Jeg kunne mærke hvordan en ond latter formede sig i min hals. Så trak jeg ham igen ind og smed ham på gulvet. Jeg satte mig på hug foran ham. Jeg klappede ham stille på kinden. Han sukkede lettet. Så lod jeg en negl glide ned over hans kind. Stille skrev jeg et E på hans kind. Han ville få et ar.

Jeg grinede en glad latter. Så kiggede jeg mig over på de andre vampyrer. De kiggede interesseret på mig. Jeg løftede et øjenbryn. Ville de fortælle mig noget eller hvad? Da de ikke sagde noget rømmede jeg mig. De kiggede op på mig. Så løftede jeg igen mit øjenbryn. Ville de forstå det nu? Det gjorde de, får de smed en lille pige frem. Var de bange? Jeg smilede beroligende til hende og satte mig på hug foran hende.

”Kan du fortælle mig hvad der sker her?” spurgte jeg. Pigen kiggede nervøst på mig, men da jeg ikke gjorde noget smilede hun bredt.

”Ja! Du er meget sødere en Raj! Vil du ikke være vores herskerinde?” spurgte hun helt vildt glad. Hun mindede mig faktisk lidt om Gwen. Jeg smilede lidt til hende og kiggede over på de voksne. De holdt vejret. Var det fordi de ville have at jeg skulle være herskerinde, eller fordi jeg IKKE skulle være det?

”Jo, jo det vil jeg da gerne.” smilede jeg. Alle de voksne sukkede heldigvis lettet. Det betød at de ikke havde noget i mod det. Den lille pige kastede sig straks i mine arme. Jeg gik i stå. Hun lugtede forkert. Ikke som jeg ville have hende til at lugte. Så kom jeg i tanke om hvad det var. Hun var ikke FØDT, men SKABT! Det betød at hun altid ville have den her alder. Jeg rejste mig op i et hurtig bevægelse. Jeg blev ret vred.

”Hvem har forvandlet en lille pige?” tordnede jeg. Der var en voksen kvinde der stille trådte frem. Jeg skulle til at lukke op for min vrede da jeg så hendes ansigt.

”Vi ville slet ikke forvandle børn, men Raj beordrede os til det.” sagde hun, med tårer i øjnene. Jeg gispede. Så vendte jeg mig vredt om mod Raj. Jeg sparkede ham hårdt i ansigtet. Så sprang jeg vredt ud af vinduet.

Om natten mens alle de andre sov, kunne jeg ikke falde i søvn. Jeg var alt for vred på Raj. Til sidst trak jeg i noget sort tøj, og en stor sort kåbe. Jeg slog hætten op over mit ansigt. Jeg trak en træpæl op fra min sko, kastede den en enkelt gang rundt i luften, før jeg igen puttede den ned i min støvle. Så åbnede jeg vinduet og hoppede ud.

Jeg sprang fra tag til tag, til jeg igen var i New York. Der gik jeg hen til porten. Denne gang ville jeg gå ind af hoveddøren. Jeg bankede på en enkelt gang. Lidt efter blev døren åbnet. I døren stod Koray. Han kiggede mistroisk på mig. Jeg sukkede og trak hætten væk fra mit hoved. Koray gispede og trak sig til siden. Jeg gik roligt ind.

”Hvor er det rum, hvor Raj er?” spurgte jeg og smilede lidt til Koray. Han så helt lalleglad ud over at han fik et smil. Han gjorde en bevægelse med hånden, og en pige i en sort kjole kom ind. Hun så nervøst ned i jorden. Hvorfor gik han ikke bare selv?

”Hvorfor viser du mig det ikke selv?” spurgte jeg, en smule hårdt. Koray så chokeret på mig. ”Jamen herskerinde…” begyndte han.

”Emery.” brød jeg ind. Han kiggede spørgende på mig.

”Mit navn er Emery.” sagde jeg storsmilende.

”Okay, Emery, hun er jo vores tjenerinde. Det er hendes job at vise dig hvor du nu skal hen.” sagde han. Jeg kiggede hen på hende. Så smilede jeg. Jeg nikkede roligt og begyndte at gå efter hende. Lidt efter stod vi i et lokale. Inde i rummet sad Raj stadig bundet til stolen, med kæderne. Jeg gik hen til ham, for fat i en kæde og løftede ham op.

Jeg kig ned igen, trak hætten over mit hoved og sprang fra hus til hus. Endelig var jeg hjemme. Jeg satte Raj ude på et af vores 3 badeværelser. Så trak jeg hurtigt træpælen op fra min støvle. Jeg smilede ondt til ham.

”Skal vi ikke lege?” sagde jeg. Han rystede nervøst på hovedet.

Jeg kunne hører at Gwen var ved at vågne. Øv. Så skulle jeg snart stoppe med at lege tatovør med træpælen. Jeg havde fået lavet en masse smertefulde ar i ham. Der i blandt en frø.

”Øh Emery, hvad laver han her?” spurgte Gwen. Jeg kiggede over skulderen. ”Jeg skal da have tiden til at gå med et eller andet. Eftersom at alle her går i skole eller skal på arbejde.” sagde jeg. Gwen gik ud i køkkenet. Jeg vidste hvad der ville komme om lidt.

”Emery har du nu udhungret os igen!?” råbte Gwen.

”JA!” Råbte jeg tilbage. Gwen sukkede. Lidt efter tog Gwen og Lucas i skole. Jeg begyndte at kede mig. Det var ikke sjovt at skærer i Raj længere. Jeg skubbede ham ned i badekaret, efter jeg havde fyldt det med vand. Så kunne han sidde på stolen og prøve at lærer at trække vejret under vand.

Jeg fik lyst til at rede Gwen og Lucas fra skolen. Mest fordi jeg ville have en grund til at skubbe til Frk. Høg. Jeg begyndte at gå hen mod skolen, da en mus kom løbene hen over gaden. Jeg skyndte mig at fange den. Her havde vi min grund.

Da jeg kom hen til skolen, satte jeg den ned på jorden. Jeg begyndte at løbe efter den. Jeg kunne se hvordan jeg nærmede mig Lucas og Gwen. De gloede også ret meget på mig. Jeg blev bare ved med at løbe. Så, så jeg Frk. Høg. Jeg ’kom til’ at løbe ind i Frk. Høg. Så vendte jeg mig om mod Gwen og Lucas.

”LØB, LØB, LØB!” råbte jeg. De kiggede først forvirret på mig. Så begyndte de at løbe. Jeg rejste mig op fra Frk. Høg.

”Hejsa Høg! Har du savnet mig?” spurgte jeg smilende. Så gik jeg min vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...