You and I Forever 2

Emery har ikke fortalt Caron om sin hemmelighed om at hun er en vampyr, men hun vil gerne, men det er ikke nemt pludselig at må give sin dybeste hemmelighed ud. Selv ikke til en man elsker. Men på samme tid har hun følelsen af at blive beluret. Samtidig har Gwen for længst fortalt Lucas at hun er en varulv. Gwen vil finde ud af noget mere om grunden til at det var så slemt at de var tvillinger og hvorfor de blev skilt fra hinanden.

6Likes
54Kommentarer
4766Visninger
AA

30. Kapitel 29 - Emery.

Jeg sad lidt i den forbandede stol og tænkte. Hvordan kunne jeg slippe for at blive smidt ned? Hvad ønskede Raj sig? Altså andet end magt? Og var det noget jeg kunne give ham? Eller skulle jeg bare ønske mig at komme fri af kæderne? Men så ville de stadig smide mig ned. De ville nok tage dem af, mens jeg stadig sad på stolen. Og hang ud af vinduet. Over en masse træpigge.

Så kom jeg i tanke om noget han sagde dagen før. Noget med at giftes. Men hvem var det han ville giftes med? Så kom hele dagen tilbage til mig. Hvordan jeg havde tævet en masse, hvordan Raj sagde han ville giftes. Giftes med… mig? Men jeg ville da ikke gifte mig med en oldgammel vampyr. Det var bare for klamt. Jeg tog en dyb indånding.

”Hvad med at blive gift først?” spurgte jeg, tilpas flirtende. Jeg holdt vejret. Ville han hoppe på den? Eller ville han ikke tro på mig?

”Jeg vidste bare at du ville have mig.” grinede Raj. Ja… så siger vi det. Jeg bed et bidende svar i mig. Jeg kunne ikke så godt slippe denne chance. Det ville være dumt af mig. Jeg kunne mærke stolen blev trukket ind. Jeg sukkede lettet.

Raj satte sig ned på hug foran mig. Igen. Ville han bare overbeglo mig konstant? Det var ret klamt. Han gjorde en håndbevægelse og Koray gik nervøst om bag mig. Han åbnede nervøst kæderne og sprang straks flere meter væk. Jeg sad med korslagte ben og foldede hænder. Raj smilede glad. Af en gammel vampyr at være, var han altså lækker.

Jeg ventede. Jeg kunne nemlig mærke at Gwen om lidt ville komme, med til sin søsters forlovelse. Ganske rigtig. Pludselig kom Gwen springende ind af vinduet og landede på en vampyr. Jeg vidste ikke helt hvem det var. Bare en eller anden vampyr. Jeg rejste mig fra stolen og satte mig på hug foran Raj, mens Gwen var i gang med at dræbe nogle vampyrer.

”Jamen Raj dog! Hvor er dine manere?” sagde jeg, mens jeg tiskede. Så skubbede jeg ham fra mig. Jeg tog straks kæderne og bandt ham fast til stolen. Så gik jeg om bag ham og sparkede til stolen. Den væltede og hans hoved slog ned i gulvet.

Så vendte jeg mig om mod Gwen og vampyrerne. Jeg lagde en hånd på Gwens ryg. Hun stoppede og kiggede op på mig. Jeg blinkede beroligende til hende. Så gik jeg hen til lægen og hendes mage. Jeg smilede beroligende til dem.

”Jeg synes i skal gå. Gå ud og ikke komme tilbage. Jeg giver jer denne ene chance.” smilede jeg. Lidt efter var jeg ved at blive kvalt, i et stort gruppekram. Jeg klappede dem på skulderne.

”Okay! Okay! Få mig nu ikke til at skifte mening!” grinede jeg. De smilede begge til mig. Jeg kunne bare ikke dræbe dem. Ikke folk der havde mager. Det var godt nok ikke noget jeg havde tænkt på før, men nu. Nu hvor jeg havde Caron var meget anderledes. ALT var anderledes. De gik begge ud af døren.

Jeg vendte mig om, og fra at være blødt blev mit blik helt hårdt. Gwen skulle til at springe på vampyrerne, men jeg gjorde en stoppende håndbevægelse. Dette var noget jeg selv ville gøre. Jeg gik snerrende hen til dem, da de alle, en efter en faldt på knæ. Jeg gik i stå. Hvad pokker lavede de? Hvorfor gjorde de det?

”Deres Højhed!” messede de alle, igen og igen. Jeg gik helt i stå. Deres HVAD?!  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...