Ana og Mia

En oneshot-fortælling om en pige der kommer over sin søsters selvmord, på sin egen måde.

5Likes
6Kommentarer
1254Visninger

1. Ana & Mia

Fredelig og med trætte skridt kom jeg fem dage om ugen ind af fordøren efter en lang dag i skole. Jeg gjorde det samme hver gang, det var ligesom noget, som jeg havde gjort i snart halvandet år, og noget som fik mig til at håndtere situationen på min egen måde. Jeg satte min taske i gangen og gik direkte ind på mit værelse. Her var lyst. Mor havde trukket gardinerne til side, så efterårssolen spejlede sig i alt med den mindste blanke overflade. Det rørte mig ikke. Det var hverken smukt eller fascinerende for mig, for jeg havde noget jeg skulle, før nogen som helst anden tanke kunne komme igennem mit hoved.

Jeg placerede mig standhaftigt, og uden at fortrække en mine, foran min opslagstavle. Det var den slags opslagstavle med en baggrund af gulbrunt stof som kradser, når man røre ved det. Det var far, der havde lavet den til mig ude i garagen og givet mig den i julegave for fire eller fem år siden. Før i tiden havde den da også været plastret og klistret til med alverdens venindebilleder og avisudklip, men sådan havde det ikke været det sidste halvandet år. Nu var der ikke andet en to hvide papirslapper med flossede kanter. De hang centralt og tydeligt på tavlen og indeholdt to små navne; Ana og Mia. Ana og Mia var alt der gjorde mig sur og ked af det i hele verden, ikke andet. De havde ødelagt mit liv, men mest af alt havde de været årsagen til, at min søster tog livet af sig selv.

Jeg husker tydeligt den dag, hvor min søster første gang fortalte mig om sine nye hemmelige veninder. Hun fortalte, at hun havde fået to nye veninder, og at hun så godt kunne lide dem fordi, at de sagde deres mening, og de pakkede ligesom ikke tingene ind når de snakkede med hende. Men hun fortalte, at de alle tre var hemmelige veninder. Ana og Mia havde fået hende til at sværge på, at hun aldrig ville fortælle nogen om deres venskab, og hvad de snakkede om, men at hun stolede på, at jeg ikke fortalte det videre. Jeg rynkede på næsen, da hun sagde det.

Jeg fik tåre i øjnene, som jeg stod der og huskede på min søsters fortrolige stemme og flakkende blik. Hun var bange for, at mor og far skulle høre om hendes nye venskaber. Ana og Mia havde skræmt hende, med deres ord som hele tiden rungede i hendes hoved. Samtidig med at jeg kneb den første tåre, mærkede jeg at min krop begyndte at ryste. Jeg førte langsomt hænderne mod de to hvide lapper af papir, dem med de flossede kanter, og tog et fast greb om dem begge. Mine hænder rystede endnu mere end nogensinde, og på et splitsekund trak jeg armene, hænderne og de flossede papirslapper til mig. Tårerne begyndte at danne åer på mine kinder, og de plettede de små stykker papir, så den sorte tusch tværede sig ud og gjorde de to navne mindre og mindre tydelige. Jeg krøllede hysterisk sedlerne sammen og rev dem itu, alt imens det hele kørte igennem mine tanker.

Efter den dag hvor min søster havde fortalt mig om Ana og Mia, ændrede alting sig. Jeg kunne se på hende, at hun var blevet tyndere, og hun så underligt slidt ud. Hun var konstant træt, og hun spiste næsten ingenting. Hun var også på badeværelset efter hvert måltid. En dag kom hun listende, forvirret og skræmt ind på mit værelse, og hun sagde at Ana og Mia havde fundet ud af, at hun havde fortalt mig om dem, og de var blevet rasende. Hun græd og hulkede, alt imens hun kæmpede sig gennem sætningerne. Hun sagde, at de derefter var begyndt at sige, at hun var fed og, at hun var grim. Ordene ekkoede i hendes hoved, men hun kunne ikke stoppe deres venskab, forklarede hun. De havde været veninder i et halvt år nu, og hun var afhængig af dem. Hun var overbevist om, at de havde ret i alt, hvad de sagde om hende. Hun lyttede til hvert et ord. som de kylede i hendes retning. Hun tog det som guds ord.

Sedlerne var nu uigenkendelige. De var smadrede og ødelagte. Ana og Mia var intet mere. Det var en dejlig følelse, min personlige rus. Ana og Mia var udryddet for i dag, som hævn for min søsters død. En daglig hævn.  Det var alt jeg stræbte efter.

Ligeglad smed jeg de iturevne sedler i skraldespanden og tørrede tårerne væk fra mine kinder, men jeg måtte ikke glemme det vigtigste. To nye sedler skulle laves. Med et blik som is rev jeg to lapper af et hvidt papir og flossede kanterne så meget så muligt. Med en hurtig og velkendt bevægelse greb jeg en sort tusch fra blyantsholderen på skrivebordet og skrev på lapperne. Ana og Mia stod med store bogstaver og sort skrift, men vigtigst var bagpå, der skulle deres fulde navne altid stå; Anorexia Nervosa på den ene og Bulimia Nervosa på den anden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...