Krig og kærlighed

Malte bor i storbyen med sine forældre, da en ung pige ved navn Bamba flytter til fra Amerika. De bliver hurtigt gode venner, og tilbringer alt deres tid sammen, men da der pludseligt udbryder krig i landet, og Bamba må rejse væk, bliver Malte nødt til at tage den store beslutning. Skal han blive i byen og kæmpe med sin far, eller skal han følge sit hjerte, og rejse med Bamba?
[OBS: Jeg beklager at kapitlerne er så korte, men det er en historie som jeg har skrevet for cirka et år siden (i hvert fald de første 10 kapitler af den ^^') og som jeg nu er begyndt at skrive videre på. :3]

5Likes
0Kommentarer
2117Visninger
AA

6. Søsteren

Jeg kiggede rundt. Toget var gammelt og slidt, og der hang en sær, våd lugt i luften. Der var meget stille, og det tydede meget på at der kun var få børn med. Jeg fandt en tom kupé, hvilket ikke var noget problem da kun to andre var optaget, og lukkede skydedøren. Jeg smed soveposen på sædet der var i den ene side og løftede besværet min kuffert op på bagagehylden, og smed mig derefter på det andet sæde. Jeg kiggede ud af vinduet. Det var næsten helt mørkt. Herinde i byen så man aldrig solnedgangen. Luften var for forurenet. Toget satte i bevægelse og perronen udenfor begyndte langsomt at bevæge sig. Neden for vinduet stod far. Han gik lidt med toget og vinkede, indtil han ikke kunne følge med længere. Det var begyndt at blive køligt, så jeg skubbede skoene af, og pakkede mig ind i soveposen. Udenfor kunne jeg langsomt begynde at ane mindre og mindre huse, og flere og flere træer. Toget kørte nu ret hurtigt og alting udenfor blev sløret, og blandet sammen til én stor, tåget klump. Jeg lukkede øjnene, i håb om at jeg måske kunne få noget søvn, trods toget larmede og bumpede. Men selvom jeg aldrig havde troet det, faldt jeg i en dyb, drømmeløs søvn.

Toget satte farten ned og jeg vågnede brat. Hvad nu? Jeg kiggede ud. Det var stadig mørkt, hvis ikke mørkere end før. Men forude var der lys. Vi kunne da ikke allerede være der?  Langsommere og langsommere gik det, indtil toget til sidst stod helt stille. Perronen udenfor var lille, men den var fyldt til randen med børn og unge. Jeg prøvede, men kunne ikke se det blå skilt der viste hvilken by perronen var lokaliseret. Jeg kiggede hen på sædet over for mig. Hvis alle de børn skulle med ville kupéen sikkert blive fyldt op, og freden var slut. Dørene blevet åbnet og menneskestrømmen væltede ind. Et par yngre børn var låst fast i deres mødres jerngreb, men blev reddet af større børn. Sikkert deres søskende. De fleste af børnene var allerede på toget og havde fundet sig en kupé. Men de var alle gået forbi min kupé. Ikke så mærkeligt. Jeg kiggede igen ud på perronen. I et kort sekund så jeg en blond pige der mindede mig om Bamba. Det gav et stik i hjertet. Åh, hvor jeg dog savnede hende. Nu var perronen tom, men der var stadig masser af børn på gangen. Jeg pakkede mig godt ind igen og lukkede øjnene. Nu ville jeg bare sove, indtil vi ankom. Så ville jeg se om jeg kunne finde Bamba. Jeg var næsten døset hen, da skydedøren pludseligt blev åbnet. Jeg orkede ikke engang at åbne øjnene. Toget var stadig ikke i bevægelse. Måske var alle de andre kupéer fyldt til randen. Jeg kunne høre nogen komme ind, lukke døren efter sig. Jeg var ikke helt sikker på om der var en eller to børn. En kuffert blev løftet op på bagagehylden, med besvær kunne jeg høre. Jeg kunne også høre at det var en pige. Hun satte sin på sædet over for mig. Og hun stirrede på mig. Hun nænnede sikkert ikke at snakke til mig, da hun sikkert var i den tro at jeg sov. Af bar nysgerrighed åbnede jeg det ene øje og kiggede. Men ikke på hende, nej, på hendes kuffert. Og jeg blev overrasket. Det var den kuffert der havde stået hjemme hos Bamba da jeg ville sige farvel til hende. Måske var det hende? Jeg turde næsten ikke kigge på hende. Men selvfølgelig gjorde jeg det. Samme blonde, krøllede hår, blege hud, blå øjne. Men, det var ikke hende. Jeg var skuffet. Havde sådan håbet at jeg troede rigtigt. Jeg krøllede mig sammen igen og faldt i søvn. 

Jeg havde den mærkelig fornemmelse af, at der var nogen der holdt øje med en. Stirrede på en. Det var stadig kun mig, og den blonde pige i kupéen. Hun holdt øje med mig, hun betragtede mig. Det var som om, at når hun kiggede på mig, borede de blå øjne sig ind i mig, kunne høre hver en tanke, kunne kigge ind i min sjæl. Hun havde et meget gennemtrængende blik, ligesom Bamba. Jeg kiggede diskret på hende. Men selvfølgelig, i samme øjeblik kiggede hun mig i øjnene, og jeg vidste med det samme at hun havde noget med Bamba at gøre. Jeg satte mig op, rullede soveposen sammen, tog sko på, og smed jakken. Varmen havde bredt sig i kupéen. Jeg kiggede ud af vinduet. Det var daggry, og solopgangen var helt utrolig. Pludseligt, ud af ingenting sagde pigen: "du er Malte.. ikke sandt?" Jeg fik et chok, og vendte mig hurtigt om mod hende. Jeg nikkede. Hvem var hun? Hun smilede, og lænede sig frem mod mig. "Jeg hedder Katie. Jeg er Bambas søster." Søster? SØSTER? Det havde hun ikke nævt.  "Jeg.. jeg vidste ikke hun havde en søster.." sagde jeg. Mere kunne jeg ikke sige. Hun smilede bredt og sagde henkastet: "du lyder helt.. forfærdet. Bare fordi Bamba ikke har fortalt at hun har en søster?" Nu smilede hun endnu bredere. "Vi er tvillinger. Selvom jeg nu ikke synes vi ligner hinanden så meget, er vi enæggede. Jeg er næsten lige kommet til danmark. Jeg har boet hos indianerne indtil for et par uger siden. Jeg ankom lige inden krigen startede." Toget satte farten ned. Vi var der næsten. Katie kiggede ud ad vinduet. "Nå, det var på tide. Bamba venter på mig på stationen. Jeg regner ikke med hun ved du kommer? Og har du noget sted at bo?" Jeg sad lidt og kiggede på landskabet, der stadig var sløret, men hvor man mere og mere kunne se små bondehuse og store marker. "Jeg regnede med at finde en familie jeg kunne.." sagde jeg, men blev afbrudt: "jeg er ked af at sige det, du, men jeg tror at alle de små bondehuse og gårde er optaget. Det er mange børn, må du jo tænke på. Men ved du hvad? Du er heldig. Min lille niece skulle have været med, og bo sammen med Bamba og mig på en af de større gårde, men desværre fik hun madforgiftning, og skulle på hospitalet, så hun kommer højest sandsynligt ikke. Du kan få hendes plads, hvis altså du vil." Det tilbud behøvede jeg vist ikke tænke to gange over. Jeg sagde jo tak, og toget mistede fart, mere og mere, og til sidst stod det helt stille, ved en lille perron, der var fyldt til randen med folk med papskilte med navne på. Midt i folkemængden kunne jeg se en lav, lyshåret pige, der stirrede med stor længsel på toget.

Da Katie og jeg havde fået vores kufferter ned fra bagagehylden, og var steget af toget, prøvede jeg at få et glimt af Bamba. Jeg havde soveposen over skulderen og kufferten i hånden. Jeg ønskede at jeg lige havde tjekket mig selv i spejlet inden vi gik ud, for jeg lignede sikkert noget der var løgn. Jeg havde jo sovet på næsten hele turen. Katie kiggede rundt, og var lige ved at blive væltet flere gange, af ivrige børn. Bag mig kunne jeg høre toget sætte i gang, og lyden af toget blev svagere. Til sidst var det kun en svag tuden i det fjerne.  Der var stadig mange mennesker på stationen, der prøvede at finde deres familie, eller venner, og Katie og jeg masede os gennem mængden for at finde Bamba. Jeg sørgede for hele tiden at holde en hånd over Katie, for at hun ikke skulle blive væltet, selvom hun flere gange sagde at hun godt kunne klare det selv, da jeg ville tage hendes taske. Det begyndte at tynde ud i mængden der var samlet, og jeg så en høj, tynd dreng der stod sammen med en ældre, rund dame. Ved damens side stod ingen andre end Bamba. Hendes smil rakte fra det ene øre til det andet, og hun virkede ret overrasket over at se mig sammen med sin tvilling. Da Katie så hende, smed hun sin kuffert på jorden, og hvad hun ellers havde i hænderne, og løb Bamba i møde. Bamba løb også Katie i møde, og jeg var bange for et frontalt sammenstød, men da pigerne nåede hinanden slog de armene om hinanden og sagde et eller andet på et sært sprog, og havde næsten glædestårer i øjnene. Jeg samlede Katies kuffert op og bevægede mig hen mod pigerne og drengen og damen. Da Bamba så jeg gik tættere på, gav hun straks slip på sin tvilling, og fór i armene på mig. Det var skønt at se hende igen. "MALTE! Hvad laver du her?!" spurgte hun, næsten helt overglad. Jeg smilede skævt ved synet af hende. Jeg havde helt glemt hvor smuk hun var. Hvor smukt hendes øjne skinner når hun er glad. Hvor smukt hendes hår bølgede. Hvor smuk hendes stemme var. Jeg var helt overvældet. Forsigtigt satte jeg tingene fra mig på jorden og lagde armene om hende. "Det var på tide at komme videre for mig.." sagde jeg med en, forhåbenligt, cool attitude, men jeg ville ikke virke FOR ligeglad, eller kølig eller noget, så jeg gav hende hurtigt elevator-blikket og smilede stort, "du ser godt ud." Det blev hendes smil ikke mindre af, og hun introducerede mig. Den tykke dame var Fru Nielsen, damen de var logerende hos, og den tynde dreng var Bambas nevø, Mark. Han havde et ret særpræget udseende. Markeret ansigt, høje kindben, buskede øjenbryn, skulderlangt brunt, viltert hår, ranglet krop og en lidt sær stil. Og så var han lige så hvid, som Bamba var brun. Men han virkede venlig nok, og hilste høfligt. Jeg ville skyde på at han var omkring de 17.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...