Krig og kærlighed

Malte bor i storbyen med sine forældre, da en ung pige ved navn Bamba flytter til fra Amerika. De bliver hurtigt gode venner, og tilbringer alt deres tid sammen, men da der pludseligt udbryder krig i landet, og Bamba må rejse væk, bliver Malte nødt til at tage den store beslutning. Skal han blive i byen og kæmpe med sin far, eller skal han følge sit hjerte, og rejse med Bamba?
[OBS: Jeg beklager at kapitlerne er så korte, men det er en historie som jeg har skrevet for cirka et år siden (i hvert fald de første 10 kapitler af den ^^') og som jeg nu er begyndt at skrive videre på. :3]

5Likes
0Kommentarer
2114Visninger
AA

4. Krigen begynder

Jeg smed mig på sengen. Jeg var ikke lige i humør til lektier. I stedet hev jeg en gammel, slidt radio frem fra under sengen. Der gik lidt tid før jeg fik indstillet den til den rigtige kanal, og skruet så langt ned for lyden at kun jeg kunne høre den. Jeg lå lidt og lyttede til det bløde musik der bølgede ind i mit øre. Jeg rejste mig for at åbne det eneste vindue der var i værelset og smed mig igen på sengen. Det var fantastisk bare at kunne ligge der og nyde forårsluften der rullede ind ad vinduet i form af en kølig brise. At lytte til det stille musik der beroligede en. Jeg lagde armene under hovedet i en afslappende stilling og lukkede øjnene. Nød dagens sidste varme. Pludselig blev musikken erstattet af en gammel, panisk mandestemme. Jeg hørte ikke starten af beskeden, men selvfølgelig hørte jeg slutningen. "..Inden længe vil hæren være ude at tjene landet. Det ganske land Danmark vil være i krig." Jeg slukkede langsomt radioen og kiggede hen mod døren. Min mor stod i døråbningen. Hun havde tårer i øjnene. Hun havde altså også hørt det. "Mor jeg.." begyndte jeg men blev stoppet. "Du må væk, Malte," sagde hun med grødet stemme. Jeg kiggede på hende. Det kunne hun da ikke! "Mor, jeg er stor nok til at passe på mig selv!" sagde jeg lidt for højt. Hun tørrede sine røde øjne.  "Du skulle ikke vide det. Det var meningen jeg ville sende dig væk, ud på landet. Langt væk fra krigen." Forfærdet kiggede jeg på hende. Hun havde vidst det. Hele tiden. "Du vidste det altså?" spurgte jeg med hovedet bøjet af vrede. Hun nikkede svagt. "Alle i hæren får det at vide," sagde hun hjælpeløst. Jeg forstod. Far havde altså fortalt det til mor. "Derfor har han trænet så meget på det sidste." Jeg kiggede hen på min kuffert der lå i hjørnet. Hurtigt tog jeg den og løb hen til mit skab. Jeg tømte skuffernes indhold ned i kufferten og tog de vigtigste avisudklip. Min skoletaske tog jeg på ryggen. Jeg gik hen til min mor. "Mor," sagde jeg med rolig stemme. Jeg kunne mærke at den snart ville knække sammen af gråd, "du bliver nødt til at blive her. I morgen går du ud og køber alt det mad du kan købe. Langtidsholdbart selvfølgelig. Jeg flytter hjem til en ven, okay? Og når krigen begynder. Gå for alt i verden ikke op fra kælderen!" Jeg holdt hende om skuldrene. Kyssede hende hurtigt på panden. Jeg tog en dyb indånding. "Farvel mor." Så skubbede jeg hende blidt til side og løb ud på gaden, i retning af de riges kvarter.

Jeg stillede min kuffert på fortovet mens jeg gik hen til porten. Jeg kiggede på det sorte samtaleanlæg. Langsomt trykkede jeg på den lille knap. "Ja?" spurgte en blød pigestemme. Men der var noget bag. Jeg kunne høre det. Bamba var stresset. "Bamba, det er mig, kan jeg lige få lov til at tale med dig et øjeblik?" spurgte jeg hurtigt og panisk. Bange for at min mor var løbet efter mig. Bange for at min plan ikke ville lykkedes. Der var stille. Bamba sagde ingenting. "Okay så," sagde hun endelig "men gør det hurtigt." Låsen sagde en lille klik-lyd, og porten gik lydløst op. Jeg tog min kuffert i hånden og småløb op ad stien. Der stod hun i døråbningen. Hun var iført en hvid kjole, og en sød lille hat. Huset lå i ruiner. Ikke som jeg så det ind af vinduerne.  "Hvor skal i hen?" spurgte jeg nysgerrigt. "Jeg bliver sendt væk. Ud på landet. Væk fra krigen." Jeg kiggede lidt. "Min mor ville også sende mig væk. Men jeg mener at jeg er gammel nok til at tage vare på mig selv. Jeg bliver. For at beskytte min mor." Bamba sendte et skævende blik på min kuffert. "Jeg valgte at det ville være sikrest at flytte lidt væk fra huset. Måske bo på et ford sammen med min far." Hun smilede. "Du er modig, Malte," sagde hun med et smil. "BAMBA! Toget går om 30. min! SKYND DIG NU!" Lød det inde fra stuen. "Din moster?" spurgte jeg med et smil. Hun nikkede. "Desværre Malte, jeg ville ønske jeg havde samme viljestyrke som dig, men det har jeg ikke. Jeg ønsker dig held og lykke." Hun bøjede sig frem og kyssede mig på kinden.  "Farvel." Hun lukkede døren. Bag mig kunne jeg fornemme at porten blev åbnet. Jeg var bange, bange for at jeg aldrig skulle se hende igen. Men alligevel hankede jeg op i min kuffert og løb tilbage, ud af porten og hen ad fortovet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...