The Kill


0Likes
0Kommentarer
322Visninger

1. ...

 

 

Prolog

Jeg kigger op mod den stjerneklare vinteraften. Stjerner en sort kat løber hurtigt over vejen. Det betyder uheld. Jeg har aldrig rigtig været overtroisk, og det gør mig derfor ikke noget. Jeg er på vej hjem fra Michael. Min bedste kammerat. Dog er Sarah den eneste jeg har i mine tanker. Jeg smiler for mig selv ved tanken om vores nætter sammen, den pige gør mig så forbandet lykkelig! Min kæreste for fanden. Kun min. Jeg kan se to silhuetter stå over ved hjørnet og kysse. Jeg længtes sådan efter hendes kys. Jeg går hurtigere og hurtigere. Det kan vel ikke være? Nej forhelvede! ’’Sarah!’’ råber jeg af mine lungers fulde kræft, Sarah vender sig om mod mig ’’Kevin!’’ klynker hun bedende, jeg kan næsten ikke genkende hendes stemme. Jeg når ikke at tænke. ’’Oskar..’’ mumler jeg og kigger min modstander direkte i øjnene. Oskar. Så det var ham. Stilhed. Det sitrer i mig. En uforklarlig følelse, finder langsomt men sikkert frem i mig. Mine hænder ryster, jeg knytter min næve. Jeg kaster mig over min rival. ’’Kevin!’’ råber Sarah. Hendes stemme er som et ekko. Det hele sortner.

Kisten er hvid, lyser kirken op som en due, lyser vinternatten op; Jeg kaster blikket over mod de vedrørende – smerten kaster sig over mig som et vildt dyr overfalder en lille uskyldig skabning, den gennemborer mig, og efterlader en uforklarlig følelser hen over mit hjerte. Jeg burde have ligget der. Min krop, burde ligge i den kiste. Jeg synker en klump, i håb om at jeg ville blive kvalt i det. Min puls stiger for hvert hjerteslag, og det har ikke i sinde at stoppe. En hånd kærtegner min kind. Jeg beder til gud; lad ikke den hånd forsvinde fra min kind. Så naiv jeg har været, at jeg ikke vidste det. Lige fra starten. Jeg kaster skylden hårdt på hende. Hun var sammen med ham!

 

Den store, brede kirkedør bliver åbnet – og smækket i, jeg kan se en skikkelse i min øjenkrop. Sarah. Bare tanken om hende giver mig kuldegysninger. Hun sætter sig lige bag mig, jeg kan mærke hendes åndedræt mod min bare hud, og jeg kan mærke hårene på min hud rejse sig. Præsten snakker den sædvanlige snak om gud og guds vilje. Hvad fanden ved han om det? Jeg kan mærke alles blikke er rettet på mig. Jeg fortjener det. Jeg er bange. Bange for mig selv. Sarahs åndedræt gør mig skør. Det minder mig om første gang vi lå i hendes seng, og holdte i hånden. Kirkeklokkerne kimer. En sørgelig stemning er bredt i kirken. Selvfølgelig. Jeg mærker en hånd på min skulder ’’Kom med mig Kevin’’ siger en venlig dame stemme, jeg rejser mig. Jeg kigger Sarah i lidenskabligt i øjnene. Hendes eventyrlige brune øjne. jeg kan ikke bære det blik. Hun kigger sørgmodigt på mig, hun har grædt. Jeg har lyst til at røre ved hendes lange sorte hår. Fortælle hende at alt er okay. Men det ville gøre mig til en løgner. Jeg lader mit blik hvile på kisten. Farvel Oskar. En form for skyldig glæde finder atter frem i mig. Skyldig glæde blandet med sort samvittighed. Farvel Sarah. Jeg aer hendes kind. En sidste gang.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...