Peace

HEJ!

0Likes
0Kommentarer
413Visninger

1. Kapitel 1.

 Kapitel 1. I 80, dengang da jeg var barn, skete der noget jeg vil huske for livet. Det var dengang, hvor man gik med skrigende farver, glimmer tøj, og store skørter. Jeg var 15 år, og gik i ottende klasse. Min bedste veninde hed Simone, vi havde været bedste veninder i meget lang tid. Vi var lidt nogle enspændere i vores klasse. For vi gik hele tiden sammen, uden nogen andre. Der var ingen der kunne skille os ad. Vi havde lige fået fri fra skole, og mig og Simone skulle være sammen. Vi tog vores cykler og begyndte at kører.

Kapitel 2. Jeg ved ikke hvordan, jeg kan ikke huske noget af det. Men lige pludselig, var vi havnet ude i et skur. Det var et meget lille skur. Det var helt mørkt, og der stank rigtig meget. Vi prøvede at komme ud, men der var selvfølgelig låst. I starten kunne vi ikke se noget, men vi vente os hurtigt til mørket. Vi gjorde alt for at komme ud, men det var umuligt. Vi havde ingen mad eller drikke, og vi var rigtig beskidte. Jeg tror vi var der inde i 2 dage, inden der skete noget.

Kapitel 3. Der kom en mand. Han var lav, og tyk. Han var skaldet, og havde et rundt hovede. Han var meget ulækker. Jeg får kuldegysninger... bare af at tænke på ham. Men det har sikkert også noget at gøre med det han gjorde mod os. Det var midt om natten at han kom. Han prøvede at være lydløs, men jeg vågner af den mindste lyd. Og det gjorde jeg så også her. Han gik hen til min veninde, og tog et bånd om hendes mund. så hun ikke kunne sige noget. Nu slepte han, hende udenfor. Der var en sprække mellem nogle få brædder, som jeg kunne kigge ud af. Jeg kunne lige nå at se hvad der skete der ude. Han lagde hende ned, og så skete det, han voldtog hende. Det var forfærdeligt at se på. Hun skreg, og prøvede flere gange på at komme væk. Men det virkede ikke. Det blødte ud over det hele. Og snart var det min tur.

Kapitel 4. Jeg listede mig hen til døren, og stillede mig bag den, så jeg var klar til at løbe ud når han kom. Og så kom han. Han åbnede døren, og gik med Simone i armene. Han lagde hende ned, og i det samme løb jeg. Han opdagede først at jeg var løbet, efter et par minutter. Så jeg var nået alt for langt til at kunne indhente mig. Så han kunne lige så godt opgive det. Jeg satte mig bag et træ, og kunne bare håbe på at han ikke kom. Men det gjorde han så.

Kapitel 5. Han kom løbende, hen mod det træ jeg sad ved. Jeg var sikker på at han havde set mig. Men han løb lige forbi træet. Da han var løbet forbi mig, løb jeg tilbage til skuret, for at finde Simone. Simone lå ned, og kunne ikke gøre noget. Jeg var nød til at bære hende hele vejen hjem.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...