All I want for christmas is you ♦ JDB

Dette er en jule-movella med 24 afsnit. Catherine Beadles er storesøster til Christian Beadles. Christian er den værste lillebror man kan få, eller hvad? Når ens lillebror bringer en tæt på ens kærlighed. Skal man så hade ham? Catherine tilbringer sin jul med venner og familie, men lillebror Christian havde inviteret en dreng, Catherine kun havde læst om. Var den dreng mon ham, Catherine havde søgt efter hele sit liv? Og var hun virkelig, hans one less lonely girl?

9Likes
87Kommentarer
3401Visninger
AA

18. 17. december

Mig og Justin kiggede forvirret og afventende hen på forpustede Emilie, der var helt rød i hovedet. Jeg rejste mig op fra sofaen, og løb ud i køkkenet efter et glas vand til hende, mens Justin fik hende til at sætte sig ned. Jeg kom løbende tilbage med det glas vand, og rakte det så til hende. Mig og Justin satte os foran hende, og kiggede hende dybt ind i øjnene. 

"Hvad er der galt?" spurgte jeg hende, mens hun rystede lidt på kroppen. Hun kiggede hen på mig, med et ulykkeligt blik. Jeg lagde min hånd på hendes, mens jeg ventede på hvad hun ville sige. Jeg sukkede let.

"Død .." mumlede hun. Mig og Justin kiggede chokeret på hinanden, og så tilbage på Emilie. Hun hentød til der var en der var død. Jeg havde ingen anelse om hvem det var. Et kort øjeblik, røg Christian ind i mine tanker. Men hvorfra kunne Emilie vide det, hvis Christian var død. En lille klump samlede sig i min mave, og jeg havde bare lyst til at græde, selvom jeg ikke vidste hvem der var død, og hvorfor. Emilie bed sig i sin underlæbe, mens en tårer faldt ned af hendes gennemblødte kind. 

"Sofie." Tiden gik i stå. Det føltes det i hvert fald som om. Virkelig, Sofie? Var hun virkelig .. borte? Ville jeg aldrig kunne snakke med hende igen? Se hende igen? Grine med hende igen? Flere tårer faldt ned af mine kinder, men jeg prøvede at vente til Emilie sagde hvordan Sofie døde. Ordet "død" gav genlyd i mine ører, i lang tid. Jeg kunne bare ikke fatte det. Justin så ikke ud til at være særlig ulykkelig. Jeg gav ham en albue i maven, og kiggede vredt på ham. I starten kiggede han forskrækket hen på mig, men forstod så godt hvad jeg ville have han skulle gøre. Han trak mig ind til ham, og omfavnede mig. Det var dejligt. Han var dejlig. Alt ved ham. Hans øjne, hans smil, hans personlighed, alt.

"Hvordan?" spurgte Justin for mig. Han kendte mig. Han vidste jeg ville spørge hvordan Sofie døde. Jeg var en nysgerrig pige, der altid havde brug for at vide alt om alt og alle. Jeg elskede også sladder. Og jeg elskede at sladre. Jeg lukkede mine øjne i, mens jeg ventede på hvad Emilie ville svare. Hvis Sofie var blevet kørt ned og døde på stedet, ville jeg være så glad for det ikke skete for Christian. Jeg ville fortælle ham det, så han kunne takke gud, for at havde ladet ham leve videre. Han var kun lidt yngre end Sofie. Måske ville gud have, at Sofie skulle starte et nyt bedre liv. Et liv uden Justin, mig, Emilie og hendes familie. Hun ville få nye venner, og en helt ny familie. Hun ville blive gift og få børn. Hun ville sidde  sin brune lænestol, holdte billedet om hende, hendes mand og hendes børn, mens hendes øjne lukkede i, og hun stille gik bort. Hele sit liv, ville hun ikke kunne huske hvem jeg var. At hun havde haft et andet liv, alle vidste hun elskede. Hver dag oplevede hun noget nyt. Hun sagde hun ville se alt før hun døde. Hun fik opfyldt alle hendes ønsker, havde hun fortalt mig. Hun havde ikke flere ønsker, fordi de ønsker hun havde, allerede var gået i opfydelse. Hun havde pengene, familien, vennerne. Hun havde alt det, jeg ønskede. Selv havde hun også haft Justin. 

"Druknet," svarede Emilie. Tårene strømmede atter ud af mine øjenlåg, så Justin trøste mig frygtelig meget, før jeg blev god igen. Jeg var selv bange for vand. Det havde jeg fortalt Sofie, da vi var mindre. Hun grinte bare af det, og tog med med ned til stranden, hvor hun smed mig i vandet. Vandet var varmt, men jeg var stadig bange, og jeg kunne ikke svømme. Sofie havde ikke med vilje, smidt mig ud i det dybe vand, hvor der var langt ned til bunden. Jeg råbte om hjælp, men Sofie troede bare jeg gjorde det for sjov, så hun grinte. Vandet røg op til flere gange op over mit hoved, og til sidst, sank jeg ned i vandet. Det var umuligt at holde sig oppe, nåede jeg at tænke, før jeg langsomt følte jeg blev bevidstløs. Men der var noget der tog fat i min hånd, og rev mig op af vandet. Jeg nåede aldrig at se hvem den person var. Men jeg havde følt mig knyttet til den person, hele mit liv. Den person, havde reddet mit liv. Uden den person, ville jeg måske være død, den dag idag. Jeg græd ikke mere. Mine tanker var det eneste jeg tænkte på. Jeg kunne føle Justin og Emilie, undrede sig over jeg ikke græd mere. Jeg så ikke engang ulykkelig ud. Faktisk smilte jeg et lille smil, mens en glædestårer faldt ned af min kind. Den næste dag havde min mor også fået af vide Sofie var død. Vi var blevet inviteret til hendes begravelse, den 20. december. Jeg glædede mig ikke. Jeg ville sgu da ikke se min bedste venindes lig blive smidt i en stor æske. Men jeg tog med alligevel. Jeg ville synge en sang til begravelsen, som var Sofie's yndlings sang, læse et selvlavet digt op, og sige hvor meget hun betød for mig. Justin var ikke inviteret. I starten forstod jeg ikke hvorfor, men da Justin forklarede mig det, forstod jeg det. Jeg savnede Sofie mere end nogensinde før. Nok fordi jeg vidste jeg aldrig skulle se hende igen. Jeg kunne bare ikke fatte hun var død. Jeg lå på min seng, med en bog liggende på min mave, og mit hoved der drejede til venstre, så det lignede jeg var død.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...