Just Be Friends {SHINee}

Taemin, en passioneret danser, arbejder i et lille, hyggeligt teater. Alting kører på skinner - altså, indtil Minho, som til forveksling ligner en af de drenge, der mobbede Taemin tilbage i folkeskolen, og hans barndomsven, Onew, pludselig dukker op ud af det blå.
Men snart får Taemin større ting at bekymre sig om, og hans verden begynder langsomt at forandre sig.

40Likes
146Kommentarer
11641Visninger
AA

22. Worried

".. Kan du det?" spurgte jeg, efter en lang pause. Der var stille i den anden ende af røret. Jeg havde lige fortalt Minho om hans besøg, der helst skulle ske i morgen. Han virkede ikke særlig glad for det. Måske ville han ikke møde Key og Jonghyun. Måske ville han slet ikke kende min familie. Måske.. Måske ville han forlade mig? Jeg begyndte at tænke mig til alle muloge ting, der muligvis var årsagen til Minho's tøven. Og hans hemmeligheder. Tavsheden talte nærmest for sig selv.

"Jeg skal nok komme forbi, Taemin. Men jeg er ikke sikker på, at jeg kan blive der ret længe," sagde Minho, mens det løs som om han gik udenfor. Jeg kunne høre bilerne der kørte forbi, menneskerne der passerede. Et kort suk slap mine læber. Jeg var ikke tilfreds, det vidste han. Derfor fortsatte han. "Men jeg skal se hvad jeg kan gøre. Ikke?"

"Jo," sagde jeg tøvende. Det virkede ikke som om Minho var særlig entusiatisk overfor min umma og appa. "Så ses vi i morgen." En kort pause. Så et dybt suk.

"Ses," sagde Minho bare. Klik. Så lagde han på. Jeg stod lidt og gloede på min mobil, inden jeg arrigt smed den hen i sengen. Jeg var bare så sur på Minho. Han virkede bare så fraværende, ligeglad. Det ene øjeblik så han mig slet ikke, det næste blev jeg overøset med kys og kærtegn. Jeg var bare så forvirret. Kunne Minho ikke lide mig længere? Var jeg bare en kort affære? Frustreret gik jeg på hovedet i seng. Jeg var ligeglad med at skifte tøj og at børste tænder. Alt, jeg ville, var bare at sove. Forsvinde ind i min helt egen verden.

 

Et lille barn blev efterladt på trappetrinnet til et børnehjem. Det var januar måned. Sneen dalede ned i finde, små fnug, mens kulden gik lige igennem al påklædning. En dame, omkring de fyrre, åbnede døren. Da hun fik øje på den lille baby, der lå og smilede til hende, smeltede hendes hjerte. Hun tog barnet op og omfavnede det kærligt, hvorefter hun tog det med ind.

En dreng, omkring de fem, sad og legede med sig selv ude i haven. Selvom der var børn omkring ham, som han kunne lege med, sad han alene. Han var alene. Han var efterladt. Stille og roligt lå han i de bløde sommergræs og plukkede græsstrå op, ét for ét.

"Hannah," spurgte den lille dreng en dag. Kvinden, Hannah, der havde taget ham til sig da han var spæd, så ned på den lille engel der trak i hendes blomstrede sommerkjole. "Hvorfor er jeg her?" Hannah's smil stivnede. Hvad skulle hun sige til en lille, uskyldig sjæl? Hun havde ikke troet, at dette øjeblik ville komme så tidligt. Langsomt satte hun sig ned på hug, så hun var i øjenhøjde med den lille dreng. De lyserøde blade fra kirsebærtræerne dansede rundt omkriing dem. "Kunne mine forældre ikke lide mig?"

Drengen voksede op. Kom i skole. Blev mobbet, fordi han var anderledes. En enspænder. Grimme ord. Skubben. Nedgørende blikke. Drengen var intet. hans forældre ville ikke have ham, ingen ville lege med ham, og han var desuden dårlig i skolen, så lærerne brød sig heller ikke om ham.

Drengen var vokset igen. 16 år. Droppede ud af skolens sidste halvår og søgte arbejde. Fandt i stedet en ny umma og appa, der passede på ham og elskede ham, sådan som hans forældre skulle have gjort. De forældre, der ikke ville have ham. Efter et halvt år fandt han teatret, der havde set potentiale i ham. Han var et naturtalent til at danse. Han blev værdsat. Han blev elsket.

Lee Taemin var accepteret igen.

 

Søvningt åbnede jeg mine trætte øjne. Det var tidlig morgen. Klokken var fem, for at være præcis. Jeg svingede mine ben ud over sengekanten og strakte mig, imens jeg gabte. I sneglefart bevægede jeg mig ud på toilettet, gjorde mig klar, tog et bad, satte håret op i en hestehale og pandehåret tilbage med en hårnål. Jeg traskede ud i køkkenet for at finde lidt morgenmad, og endte op med bare at tage et skive brød med smør, som jeg spiste i stilhed.

Den morgen skete der ikke så meget. Jeg tullede rundt, trøstespiste, gjorde rent her og der selvom der stortset ikke skulle gøres rent nogen steder. Af og til tog jeg mig selv i at nynne. Men hele tiden var mine tanker på den drøm, jeg havde. Drømmen om hele mit liv. De fleste ville nok være vrede på deres forældre, hvis de havde gjort, som mine. Men jeg var ikke vred. Det var min skæbne. Det var meningen, at alle de ting, der var hændt mig i tidens løb, skulle føre mig til det punkt hvor jeg var nu.

"Taemin? Hvorfor er du oppe på det her tidspunkt?" spurgte Jonghyun. Han så ned på mig, der lå på sofaen og var i gang med at fortærre en bøtte is. Egentlig en smule klamt, det indrømmer jeg, men på det tidspunkt havde jeg brug for noget sødt til at tage tankerne væk fra, hvad jeg skulle gøre i dag. Om Minho droppede mig. Om Key og Jonghyun overhovedet ville have ham i huset. Jeg var alt i alt bare utroligt bange.

"Jeg kunne ikke sove mere," mumlede jeg med en skefuld is i munden. Selvom det var utydeligt, lod Jonghyun til godt at kunne forstå hvad jeg sagde. Han tog isbøtten fra mig og stillede den på plads i fryseren under køleskabet.

"Du bliver bare fed," sagde han i en drillende tone, og så over på mig, der stadig lignede en der havde givet op på livet. Jeg gjorde ikke noget for at få isen tilbage, vendte mig bare om og lå med hovedet dybt begravet i en lyserød pude. Jonghyun sukkede, og satte sig på hug foran mig, hvorefter han lagde hånden på min ryg. Det var egentlig ret dejligt. At han bekymrede sig og passede på mig. Som en rigtig far. Jeg vendte mit hoved i en opgivende bevægelse og så på Jonghyun med trætte øjne. Han lo en smule over mig, hvorefter han klappede mig på ryggen.

"Taemin, hvis det her handler om, at du er bange for, at vi ikke godkender din kæreste, så skal du ikke være bange," lovede han. Det fangede min interesse. Jeg skubbede mig op at sidde og så på Jonghyun med håb i blikket. "Jeg er sikker på, at du ved, hvem det er du er sammen med. Har jeg ret?" Jonghyun smilede optimistisk, men gik, inden jeg fik svaret. Han gik tidligt på arbejde, og kom faktisk ikke tidligere hjem af den årsag. Hans job var, for at sige det ligeud, noget skod. Og slet ikke ham værdigt. Opvasker.

 

Lidt senere på morgenen blev jeg kørt på arbejde af Key, som brokkede sig over, at jeg skulle have taget varmere tøj på. En t-shirt med en mønstret sweater og oven i købet et halstørklæde var ikke nok. Hvis jeg klædte mig efter Key's hoved, var jeg pakket ind i mindst fem lag fra top til tå. Til hans irritation nægtede jeg at lade mig pakke ind på den måde.

Min noona, Claire, tog godt imod mig fra det øjeblik jeg trådte ind i teatret. Hun havde en masse at fortælle om en date, hun havde været på, og jeg kunne ikke andet end at være glad på hendes vegne. Men da hun spurgte mig til råds om, hvad drenge kunne lide, var jeg på bar bund. Hvad drenge kunne lide? Jeg kunne lide slik, bananmælk, dans, stille ballader og søde legetøjsdyr. For at være ælrig, var jeg ikke sikker på, at det var sådan alle drenges tankegang var. Så i stedet for at rådgive hende om hvad drenge kunne lide, gav jeg hende idéer til steder at tage hen. Jeg nævnte alle de steder Minho og jeg var taget hen sammen. Minho.. Hvor var han?

"Noona, hvor er Minho i dag?" spurgte jeg endelig, da vi tog en pause fra træningen. Claire trak på skuldrene og tog en slurk af sin vandflaske. Jeg kunne ikke undgå at blive en smule fortvivlet. Hvad nu hvis han ikke kunne komme fordi senere? Måske var han syg? Hvis han var, ville det så ikke være bedst at tage forbi ham?

"Jeg tror, han tog en ekstra fridag i dag. Han har jo to jobs, det er ikke altid han har tid til at være her," smilede min noona venligt, hvorefter hun klappede mig på kinden og gik tilbage til træningen. To jobs? Det anede jeg ikke. Pludselig begyndte jeg at tvivle. Tvivle på, om jeg vidste noget som helst om Minho. Og til sidst nåede jeg frem til en konklusion. En konklusion, der lød på, at han vidste næsten alt om mig, og jeg anede ingenting om ham. Kendte jeg overhovedet Minho?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...